Københavns Ungdomsavis - udvikling af en internetportal
Københavns Ungdomsavis - udvikling af en internetportal
Kultur- og Fritidsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde torsdag den 26. oktober 2000
10. Københavns Ungdomsavis - udvikling af en internetportal
(KFU 439/2000)
INDSTILLING
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
at Kultur- og Fritidsudvalget bevilger 81.960 kr. til udvikling af en ungdomsportal i forbindelse med kvalitetsudvikling af ungdomsprojektet "Københavns Ungdomsavis, Undskyld" under forudsætning af, at Borgerrepræsentationen på mødet den 5. november 2000 bemyndiger Kultur- og Fritidsudvalget til i et samarbejde med Undervisningsministeriet at anvende de resterende midler af de af staten bevilgede ungdomskommuneforsøgsmidler på 274.691 kr. til ungeprojekter i København frem til forsøgsperiodens afslutning den 31. december 2000
at der anvises dækning for beløbet på konto 8.56 Anden kortfristet gæld med indenlandsk betaling (projekt Øget demokrati)
RESUME
Som led i den fortsatte udvikling af "Københavns Ungdomsavis, Undskyld" foreslås, at der udvikles og etableres en Ungdomsportal, så unge via internettet kan komme i dialog med kommunen. Initiativet ligger i forlængelse af Københavns Kommunes Ungdomspolitik og projektbeskrivelsen for Ungdomsavisen.
Det indstilles, at der bevilges 81.960 kr. ud af de forventede resterende statslige ungdomskommuneforsøgsmidler på 274.691 kr. i år 2000 til finansiering af ungdomsportalen under forudsætning af Borgerrepræsentationens bemyndigelse til Kultur- og Fritidsudvalget til at anvende midlerne. Eventuelle resterende statslige midler fra ungdomskommuneforsøget skal ved udgangen af ungdomskommuneforsøgets udløb den 31. december 2000 returneres til staten.
SAGSBESKRIVELSE
I forbindelse med Københavns Kommunes deltagelse i det landsdækkende ungdomskommuneforsøg har Kultur- og Fritidsforvaltningen og Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen samarbejdet om udvikling af en Københavnsk Ungdomsavis. Avisens primære målgruppe er de 13 til 18-årige københavnere, og både tekst, tegninger, foto og layout produceres af unge. Avisens formål er, at unge københavnere uanset etnisk baggrund, social status m.m. får mulighed for at debattere deres liv og formidle information til andre unge.
"Københavns Ungdomsavis, Undskyld" er nu godt etableret som et tilbud til de 13-18 årige, hvor de unge har mulighed for at formidle nye tiltag og skabe debat blandt deres jævnaldrende. Som led i en naturlig udvikling foreslås, at Ungdomsavisen lanceres på internettet. Visionen er at skabe et nyt medie for kontakten mellem Københavns Kommune og de unge, og imellem de unge selv. Portalen giver mulighed for direkte og interaktiv kommunikation, hvor de unge kan debattere aktuelle emner.
Samtidig vil portalen give kommunen mulighed for at lancere nye tiltag overfor de unge via et medie, som mange unge i dag finder mere naturligt end det trykte.
Ved implementeringen af portalen tages kontakt til kommunens uddannelsesinstitutioner, foreninger, sociale og kulturelle projekter med det formål at skabe et samlet portalmiljø for de 13-18 årrige i København. Portalen skal således medvirke til at gøre det lettere for unge at blive informeret om offentlige aktiviteter, som f.eks. bolig, sundhed, uddannelse, ungdomspolitik mm.
Målet er i sidste ende at gøre portalen til et naturligt mødested på internettet for Københavns unge mellem 13-18 år.
Statslige ungdomskommunemidler i forsøgsperioden 01.01.1998 – 31.12.2000
Budget for Anvendt Til rest Forventes Skønnet
1998-2000 pr. 31.12.99 år 2000 anvendt resterende midler
år 2000 i år 2000
5.500.000 2.415.694 3.084.626 2.809.935 274.691
Det indstilles, at der til implementering af ungdomsportalen bevilges 81.960 kr. af de resterende ungdomskommunemidler på i alt 274.691 kr. i 2000 under forudsætning af Borgerrepræsentationens bemyndigelse til Kultur- og Fritidsudvalget om anvendelse af midlerne.
Eventuelle resterende statslige midler fra ungdomskommuneforsøget skal ved udgangen af ungdomskommuneforsøgets udløb den 31. december 2000 returneres til staten
ØKONOMI
Der anvises dækning for beløbet på konto 8.56 Anden kortfristet gæld med indenlandsk betaling (projekt Øget demokrati).
Budget ex. moms 5.500.000 kr.
Disponeret hidtil 5.226.629 kr.
Indstillet denne sag 81.960 kr.
Restbeløb 192.731 kr.
BILAG
1. Budget for Internetportalen.
2. Projektbeskrivelse for Ungdomsavisen
Ida Munk
/ Merete Evers