B-sag: Halvårlig status på tryghedssituationen på idrætsanlæg, biblioteker og kulturhuse samt status på halværtsordning og Natteværter (januar - august 2024)
Kultur- og Fritidsforvaltningen forelægger halvårlig status på tryghed på idrætsanlæg, biblioteker og kulturhuse. Der afrapporteres ligeledes på indsatsen med Natteværter og halværtsordningen.
Tryghedsbilledet viser, at nogle bydele (Nørrebro, Bispebjerg, Vesterbro, Amager Øst, Østerbro og Indre By) særligt er udfordret af gentagne utryghedsskabende hændelser. Det er særligt udsatte voksne samt unge op til 25 år, der udfordrer trygheden på forvaltningens lokationer. Hændelser vedrørende unge omfatter eksempelvis generende adfærd overfor medarbejdere og borgere samt benyttelse af forvaltningens lokationer til hashrygning. Hændelser med udsatte voksne omfatter ofte indtagelse af rusmidler og ubehagelig opførsel på KFF-lokationer. Tryghedstendensen afspejler tidligere års udfordringer.
Forvaltningen samarbejder særligt med Socialforvaltningen i forhold til udsatte voksne, ligesom forvaltningen er en del af SSP-samarbejdet, der forholder sig til udfordringer i relation til unge. Dertil udarbejder forvaltningen halvårligt notater med fokus på rettidig omhu, hvor trygheden er mest udfordret. Dette med henblik på at sikre, at forvaltningen er forberedt på tryghedsbilledet i de forskellige sæsoner (se aktuelt notat i bilag 2).
Natteværterne har en betydende rolle i at skabe tryghed i nattelivet, ligesom Halværterne og Aftenværterne skaber tryghed og højere service blandt brugere, bydelsenheder og samarbejdspartnere.
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget tager status på tryghedsområdet og halværtsordningen til efterretning.
Problemstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen tilbyder borgerne en bred vifte af mangfoldige kultur- og fritidstilbud. De udvidede åbningstider er blandt andet et gode for mange af byens borgere. Den øgede tilgængelighed og volumen medfører dog også, at der sker hændelser på lokationerne, som kan have en utryghedsskabende karakter. Derfor forelægges udvalget to gange årligt en halvårlig og årsstatus på tryghed og uroskabende adfærd på idrætsanlæg, biblioteker og kulturhuse.
Løsning
Forvaltningen registrerer utryghedsskabende hændelser i MainManager, der er et indmeldelsessystem til hændelser om uro og hærværk mm. Indmeldingerne monitoreres dagligt og ved behov for tryghedstiltag som eksempelvis aktivering af SSP-netværk eller samarbejde med Socialforvaltningen, iværksættes dette. Der dannes ligeledes datarapporter fra systemet. I perioden fra d. 1. januar til d. 31. august 2024 er der i alt registreret 740 utryghedsskabende hændelser på forvaltningens ca. 130 lokationer, der årligt ifølge besøgsrapporten besøges/benyttes af flere end 13 mio. (bilag 1, s. 3-8).
Tendenser i tryghedsbilledet
Data viser, at nogle lokationer er særligt udfordret af utryghedsskabende hændelser. Dette skyldes blandt andet beliggenhed, brugergrupper mv. Situationen på hver lokation er forskellig og kalder på differentierede løsninger, såsom fx adgangskontrolsystemer, kompetenceudvikling af personale og tæt samarbejde med andre aktører (bilag 1, s. 9). Der har været et mindre fald i det samlede antal indmeldelse hændelser i perioden sammenlignet med samme periode i 2023 (bilag 1, s. 14).
Udsatte voksne
Halvdelen af alle indberetninger relaterer sig til udsatte voksne (50%). 86% af disse hændelser vedrører utryghedsskabende adfærd, og det er primært biblioteker, der er udfordret af denne målgruppe. Hændelserne sker oftest i den kolde tid og er tidsmæssigt fordelt ud i løbet af hele dagen. Der ses dog en tendens til, at flere hændelser sker i eftermiddagstimerne (bilag 1, s. 10-11).
Det er særligt Nørrebro, Vesterbro, Amager Øst og Indre By, der har været udfordret med udsatte voksne (Bilag 1, s. 10-11). På Vesterbro Bibliotek og Kulturhus er der positive erfaringer med ansættelsen af en relationsmedarbejder med socialfaglige kompetencer, der har bidraget til at deeskalere utryghedsskabende situationer. Det har bl.a. medført et fald i antallet af indmeldte hændelser (bilag 1, s. 20). Med budget 2025 er der bevilliget midler til at fortsætte den sociale indsats på Vesterbro Biblioteket og Kulturhus i en fireårig periode, ligesom indsatsen udvides til bibliotekerne på Nørrebro i samme periode.
Hen over sommeren var enkelte af forvaltningens lokationer udfordret af migranter, der tog ophold og overnattede ved bl.a. Union, Kampsportens Hus og Kulturhuset Indre By.
Unge op til 25 år
Den næststørste gruppe, der bliver indberettet om, er unge op til 25 år (16%). Det er primært idrætsanlæg og biblioteker, der er udfordret af hændelser relateret til denne gruppe. Hændelserne er primært utryghedsskabende adfærd (70%), og sker oftest i aftentimerne. Hændelserne sker i løbet af hele året (Bilag 1, s. 12-13).
Bandekonflikt
Den verserende bandekonflikt har medført øget utryghed for medarbejdere særligt på Nørrebro, hvor flere hændelser er sket. Dette har afstedkommet en beslutning om perioder med midlertidig indskrænkede åbningstider i Korsgadehallen og på Blågårdens Bibliotek.
Fysisk vold og trusler
Der har i løbet af perioden været 11 indberetninger om fysisk vold. Der har derudover været 15 indberetninger om trusler, hvoraf 54% relaterer sig til udsatte voksne (Bilag 1, s. 15-18).
Natteværter
Kultur- og Fritidsforvaltningen er engageret i tryghedsarbejdet i Indre By, hvor vi er til stede torsdag, fredag og lørdag aften og nat med otte natteværter samt ved sæsonbestemte ’hot-spots’. Natteværterne har fra januar til juni foretaget over 6.000 registreringer af deres forskellige arbejdsopgaver. De har blandt andet ydet omsorg for nattelivsgæster i nød og bedt gæster om at korrigere deres adfærd. Derudover har Natteværterne fået henvist opgaver fra Alarm- og Vagtcentralen i 381 tilfælde. Der er bevillingsudløb på ordningen i 2025.
Halværtsordningen og Aftenværterne
Brugere, bydelsenheder og samarbejdspartnere oplever en stor tilfredshed med halværtsordningen, der har skabt tryghed og højere service på alle anlæg (bilag 1, s. 21-22).
I forbindelse med budget 2024 er halværtsordningen videreført for Sundby Idrætspark, Ryparkens Idrætsanlæg, Vanløsehallerne og Bellahøj Hallerne, ligesom ordningen er videreført i Hal C og Sundbyøsterhallerne med budget 2025. Der er lagt op til en mere fleksibel ordning, hvor forvaltningen i højere grad kan målrette tilstedeværelse og ressourcer, når behovet er mest hensigtsmæssigt. I samarbejde med forvaltningens Aftenværter kan der prioriteres tilstedeværelse på flere lokationer.
Aftenværterne udfører mobilt værtskab efter behov på forvaltningens lokationer alle ugens dage med to-tre medarbejdere fra kl. 15-24.
Om tryghedsarbejdet i Kultur- og Fritidsforvaltningen
Kultur- og Fritidsforvaltningen har de seneste år arbejdet strategisk med at styrke tryghedsarbejdet i forvaltningen. Arbejdet er forankret i den koordinerende tryghedsenhed, som har til opgave at koordinere, optimere og retningssætte det lokale og forebyggende tryghedsarbejde. Enheden arbejder på tværs af forvaltningen og i tæt samarbejde med andre forvaltninger, SSP og politi om at skabe trygge rammer for brugere såvel som medarbejdere i forvaltningen.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Kultur- og Fritidsudvalget forelægges halvårligt status på tryghed og uroskabende adfærd på idrætsanlæg, biblioteker og kulturhuse samt status på halværtsordning og Natteværter.
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 26. september 2024
Indstillingen blev godkendt under dagsordenspunkt 1. ”Godkendelse af dagsorden”.