Mødedato: 26.09.2013, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Temadrøftelse af 'Københavnernes kulturvaner'

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsforvaltningen har udarbejdet rapport om københavnernes kultur- og fritidsvaner.

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget tager resultaterne i rapporten ’Københavnernes kulturvaner’ til efterretning.

Problemstilling

Kultur- og fritidsforvaltningen har udarbejdet en rapport, der rummer omfattende viden om københavnernes kulturvaner.
Rapporten fremlægges for Kultur- og Fritidsudvalget med henblik på at give udvalget opdateret baggrundsviden om tendenser og udvikling i københavnernes brug af byens kultur- og fritidstilbud.

Løsning

Rapporten (bilag 1) tegner generelt et positivt billede af københavnernes kultur- og fritidsvaner. Det ses eksempelvis ved, at

  • Københavnerne besøger biblioteker og kulturhuse oftere end danskerne generelt,
  • Københavnerne anvender oftere bibliotekernes e-ressourcer end danskerne generelt,
  • Københavnerne benytter i stigende grad digital kulturformidling,
  • Kendskabet til kulturhusenes tilbud er øget, og
  • Andelen af unge brugere af kulturhusene i dag i langt højere grad aldersmæssigt svarer til andelen af unge i København.

Rapporten viser dog også nogle negative udviklinger og tendenser på kultur- og fritidsområdet:

  • Københavnerne bliver mindre idrætsaktive, mens danskerne generelt bliver mere idrætsaktive,
  • Københavnere, der ikke besøger kulturhusene, er ikke blevet mere interesserede i at besøge kulturhusene, og
  • Besøgsfrekvensen er faldende blandt en stigende del af biblioteksbrugerne.
Endelig viser rapporten flere potentialer for det københavnske kultur- og fritidsliv i form af:
  • mulighed for øgning af graden af idrætsaktiviteter, såfremt der sker forbedring af mulighederne for selvorganiseret idræt og af idrætsfaciliteterne generelt,
  • stigende anvendelse af og kendskab til den digitale kulturformidling, og
  • stigende interesse for særligt bibliotekernes e-ressourcer.


E-ressourcer og besøgsfrekvenser på bibliotekerne
72 % af københavnerne benytter biblioteket mindst én gang om året. Dog ses der en tendens til, at besøgsfrekvensen, blandt en del af biblioteksbrugerne, er faldende. Samtidig stiger besøgsfrekvensen blandt en mindre gruppe ’superbrugere’. Disse tendenser ses også på landsplan og kan spores tilbage til slutningen af 1990'erne.

Det er i stigende grad muligt at reservere og låne film, musik og bøger uden at aflægge biblioteket et besøg. 16 % af københavnerne benytter bibliotekernes nettilbud mindst én gang om måneden - for befolkningen som helhed gælder det 12 %. 8 % af københavnerne låner e-bøger på biblioteket.
Brugen af nettilbud og e-ressourcer kan dog ikke alene forklare faldet i besøgsfrekvensen.

Dette kan give anledning til at drøfte,

  • om den faldende besøgsfrekvens blandt en del af biblioteksbrugerne er problematisk - og hvis ja – hvorfor?
  • om det et mål, at udbrede brugen af e-bøger til så mange københavnere som muligt? Og om bibliotekerne har en opgave i den forbindelse?


Øget kendskab til kulturhusenes tilbud
41 % af københavnerne besøger et kulturhus i løbet af et år - i 2009 var det 36 %.

Kulturhusene har formået at øge kendskabet til deres tilbud – også blandt de 30 % af københavnere, der aldrig besøger et kulturhus. Det øgede kendskab til kulturhusenes tilbud har dog ikke gjort denne gruppe mere interesserede i, at besøge et kulturhus.

De københavnere, der kunne forestille sig at benytte kulturhusene oftere, efterspørger primært et bredere udvalg af arrangementer, flere arrangementer for voksne samt flere arrangementer for familier med børn. Andelen, der efterspørger flere arrangementer for familier med børn, er dog faldet siden 2009.

Dette kan give anledning til at drøfte,

  • hvorvidt den nuværende andel af kulturhusbrugere blandt københavnerne, er tilfredsstillende?

Flere inaktive og færre hyppigt aktive idrætsudøvende københavnere
Københavnerne bliver mindre idrætsaktive, mens resten af danskerne bliver mere idrætsaktive. 68 % af danskerne dyrker motion mindst én gang om ugen. 60 % af københavnerne dyrker idræt mindst én gang om ugen – en tilbagegang på 10 procentpoint siden 2009.

Andelen af inaktive københavnere er steget med 10 procentpoint til 15 % siden 2009.

80 % af de aktive københavnere dyrker selvorganiseret idræt - dvs. på egen hånd og/eller i privat center, mens 26 % af de aktive københavnere dyrker idræt i en forening.
 
Når københavnerne bliver spurgt om, hvilke forhold der kunne være med til at øge deres idrætsaktivitet, peger 18 % på bedre faciliteter generelt, 17 % på flere faciliteter til fri afbenyttelse på pladser og i parker, 16 % peger på bedre belysning af udendørs faciliteter (ex. løbe- og cykelruter og boldpladser), 16 % peger på bedre muligheder for selvorganiseret idræt og 11 % peger på bedre muligheder for at dyrke idræt sammen med familien. De 40 % inaktive og eller sjældent aktive københavnere peger på de samme forhold.

Dette kan give anledning til at drøfte,

  • hvordan KFF kan bidrage til at nedbringe den stigende andel af inaktive københavnere?
  • hvordan KFFs tilbud kan tilpasses den stigende andel af københavnerne, der dyrker selvorganiseret idræt?


Stor interesse for digital kulturformidling
En meget stor del af museernes og Stadsarkivets kulturformidling foregår digitalt. I 2012 havde Stadsarkivets webportaler ca. 525.000 besøg, og museernes webportaler havde ca. 375.000 besøg. Dertil kommer, at der i perioden 2010-2012 var ca. 1,3 mio. brugere af Københavns Museums interaktive installation VÆGGEN.

Disse besøgstal viser, at der er stor interesse for, og parathed til, digital kulturformidling blandt københavnerne. Der ses således et potentiale for udbredelse af digital kulturformidling i KFF-regi.

Dette giver anledning til at drøfte,

  • i hvilket omfang KFF's institutioner skal prioritere den digitale kulturformidling?

 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.


             Carsten Haurum
                                                            /Susanne Hovgaard Heunicke






Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 26. september 2013:

Indstillingen blev godkendt  - Kultur- og Fritidsudvalget drøftede kulturvaneundersøgelsen. 

Kultur- og Fritidsudvalget anmodede forvaltningen om at arbejde videre med og vende tilbage om bl.a.:

  • Vurdering af, om det er de ressourcesvage, der på kultur- og fritidsområdet falder fra
  • Synliggørelse af tilbud (skiltning og information på engelsk)
  • Konsekvenserne for Kultur- og Fritidspolitikkens handleplaner 
Til top