Mødedato: 26.09.2013, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Ansøgning om tilskud til EM i Ultimate Frisbee i 2015

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til ansøgning fra Dansk Frisbee Sports Union om et tilskud på 55.000 kr. til EM i Ultimate Frisbee 2015.

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsudvalget indstiller,

1. at Kultur- og Fritidsudvalget henviser ansøgningen fra Dansk Frisbee Sports Union til Kultur- og Fritidsudvalgets behandling af udmøntning af Eventpuljen den 31. oktober 2013 

Problemstilling

Bestyrelsen i Dansk Frisbee Sport Union arbejder på at afholde europamesterskaberne for landshold i ultimate frisbee i København 2015. Til formålet har bestyrelsen reserveret Valby Idrætspark i perioden 27. juli - 2. august 2015. Kultur og Fritidsudvalget søges om tilskud på 55.000 kr. til at dække udgiften til leje af Valby Idrætspark (ansøgning vedlagt, bilag 1).

Dansk Frisbee Sport Union skal indsende bud om København som værtsby for Ultimate 2015 til det europæiske forbund, European Ultimate Federation i slutningen af oktober 2013. Det er ikke et formelt krav fra det europæiske forbund, at der er dokumenteret dækning for leje af anlæg. Som et lille forbund uden egenkapital ønsker Dansk Frisbe Union imidlertid ikke at stå i den potentielle situation, at de vinder buddet om København som Ultimate 2015 destination uden dækning for udgiften til leje af Valby Idrætspark. 

Løsning

Ultimate Frisbee blev i maj 2013 anerkendt af den Internationale Olympiske Komité og er på det faste program ved World Games. Der er frist for indsendelse af bud den 31. oktober 2013. Der er mulighed for at revidere det indsendte budget frem til midten af november 2013. 

Ultimate Frisbee er en relativ ny, men veletableret holdsport med over 100.000 aktive spillere i mere end 50 lande. I Danmark har sporten eksisteret i 35 år og tæller i dag ca. 600 aktive medlemmer fordelt på 20 klubber. Landshold for både herrer og damer deltager ved europa- og verdensmesterskaber. Danmarks førende klubhold, Ragnarok, fra København er blandt de bedste i Europa.

Ved det seneste europamesterskab, som blev afholdt i Slovenien i 2011, deltog 52 landshold fra 21
forskellige lande i de fire rækker; Open, Women, Mixed og Masters.
Europamesterskabet 2015 forventes at bringe mere end 1200 tilrejsende (60 landshold fra 25 forskellige lande) til København i en uge.

Dansk Frisbee Sport Union oplyser, at der vil være gratis adgang for tilskuere til begivenheden. Begivenheden vil blive livetransmitteret til
omverdenen og der arbejdes med planer om
involverende aktiviteter for lokale udøvere og øvrige interesserede i forbindelse med værtskabet i København.  

Dansk Frisbee Sport Union Kultur er i dialog med Wonderful
Copenhagen, Sport Event Denmark samt Kulturministeriet om begivenheden. Ultimate 2015 forventes finansieret ved opkrævning af hold- og deltagergebyr samt gennem eksterne sponsorater og samarbejdsaftaler. Der foreligger endnu ikke et samlet budget for begivenheden. Dansk Frisbee Sport Union forventer ikke at søge Kultur- og Fritidsudvalget om yderligere tilskud.   

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Godkendes indstillingen, vil udgiften til leje af Valby Idrætspark på 55.000 kr. indgå i Kultur- og Fritidsudvalgets behandling af eventpuljen 2014 på Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 31. oktober.  

Carsten Haurum

                                        /Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 26. september 2013:

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede at yde et tilskud på 55.000 kr.; kassemæssig dækning anvises på konto 3.35.64.1.
Til top