Forprojektering af Sundbyøster Idrætsanlæg
Forprojektering af Sundbyøster Idrætsanlæg
Kultur- og Fritidsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde torsdag den 26. september 2002
5. Forprojektering af Sundbyøster Idrætsanlæg
(KFU 347/2002)
INDSTILLING
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
at Kultur- og Fritidsudvalget sætter udvidelsen af Sundbyøster Idrætsanlæg i bero.
RESUME
Borgerrepræsentationen bevilgede den 15. november 2001(BR 449/01) max. 750.000 kr. til projektering vedrørende renovering/ombygning af Sundbyøsterhallen.
Der foreligger nu et skitseprojekt til udvidelse og renovering af Sundbyøster Idrætsanlæg. De samlede anlægsudgifter er beregnet til 59 mill. kr., hvoraf 8 mill. kr. vedrører etablering af en idrætsfritidsklub.
Det er Kultur- og Fritidsforvaltningens vurdering, at skitseprojektet til en udvidelse af Sundbyøster Idrætsanlæg imødekommer det lokale idrætsliv behov for flere og bedre idrætsfaciliteter, ligesom også behovet for en idrætsfritidsklub opfyldes. Der er tale om et fleksibelt anlæg, der med sin placering og udformning forbinder såvel breddens, som elitens ønsker.
Da der imidlertid ikke er midler til realisering af projektet på Kultur- og Fritidsudvalgets budget 2002 eller på budgetforslaget for 2003, foreslår forvaltningen, at projektet stilles i bero.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
Kultur- og Fritidsudvalget tiltrådte den 1. februar 2001(KFU 30/2001) (bilag 1) et forslag fra Finn Rudaizky om, at forvaltningen udarbejder et konkret forslag/oplæg om Sundbyøsterhallen, herunder finansieringsmuligheder om en eventuel udvidelse af Sundbyøster Idrætsanlæg. Forslaget skulle anslå nødvendige udgifter til en forprojektering og inddrage brugerne i hallen, herunder Amager SK
På den baggrund blev der af forvaltningen afholdt møder med håndboldklubben Amager SK, Lokale- og Anlægsfonden, KI, Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen.
Efterfølgende indstillede Kultur- og Fritidsudvalget på forslag af Jens Kjær Christensen, Finn Rudaizky og Mona Heiberg, at der til Sundbyøsterhallen blev bevilget max. 750.000 kr. til projektering vedrørende renovering/ombygning af midler fra idrætspuljen 2001. Indstillingen blev tiltrådt af Borgerrepræsentationen den 15. november 2001 (BR 449/01) (bilag 2).
Behov for og renovering, udvidelse m.v.
Udvidelse af Sundbyøster Idrætsanlæg
Sundbyøster Idrætsanlæg består af en håndboldhal samt udendørsfaciliteter. Anlægget er i dag udnyttet maksimalt i såvel dag- som aftentimerne. Flere at anlæggets nuværende brugere ønsker yderligere træningstid i den såkaldte "prime-time" (kl. 17.00 – 20.00), hvor børn og unge har fortrinsret til idrætsfaciliteter. Dette ønske kan på nuværende tidspunkt ikke efterkommes.
Sundby Idrætspark, som er det idrætsanlæg, der geografisk er tættest placeret ved Sundbyøster Idrætsanlæg, har samme kapacitetsproblemer. En udvidelse af Sundbyøster Idrætsanlæg vil give mulighed for at flytte aktiviteter fra Sundby Idrætspark til Sundbyøster Idrætsanlæg. Dette vil dels gøre det muligt at samle en række klubber, der i dag har træningstider i forskellige haller på Amager, dels åbne op for, at uorganiserede brugere i højere grad vil få mulighed for at benytte idrætsfaciliteterne.
Amager SK (ASK), som er Sundbyøster Idrætsanlægs primære bruger, har igennem flere år ønsket at udvide Sundbyøster Idrætsanlæg. Årsagen hertil er blandt andet, at ASK siden stiftelsen i 1991 har oplevet en meget stor medlemstilgang. Klubbens ungdomsafdeling er vokset fra ca. 200 medlemmer i 1991 til ca. 700 medlemmer i 2001. Klubben har ligeledes en velfungerende eliteafdeling, hvor både herre- og dameholdet i øjeblikket spiller i 2. division. I alt har klubben ca. 900 medlemmer, hvilket gør den til den største håndboldklub i Københavns Kommune.
Som følge af væksten i medlemstallet har klubben problemer med at skaffe de nødvendige træningstider, og klubbens hold må træne i 5 forskellige haller på Amager. Tilskuer- og opvarmningsforhold er ifølge ASK så dårlige, at klubben kan få svært ved at fastholde sin nuværende position som eliteklub. ASK har ikke et samlingssted/klubhus, hvilket ifølge klubben har uheldige konsekvenser for udviklingen af klubbens sociale liv.
Udover håndboldaktiviteterne samarbejder ASK med lokale børnehaver, fritidshjem og skoler på Amager med tilbud om forskellige fysiske aktiviteter. Klubben har som følge af pladsmanglen i perioder måtte stoppe med flere aktiviteter, blandt andet samarbejdet med skolerne. Den væsentligste motivering for at søge udbygning af Sundbyøsterhallen er ifølge ASK ønsket om fastholde arbejdet i ungdomsafdelingen.
Fritidsklubpladser
For at kunne opretholde pladsgarantien for de 10-14-årige i skoleåret 2002 er der i området ved Sundbyøster Skole og Gerbrandskolen behov for flere fritidsklubpladser. Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen har ikke mulighed for at løse pladsbehovet ved opnormering af de eksisterende fritidsklubber i lokalområdet. For at løse den akutte pladsmangel er der efter aftale med Københavns Idrætsanlæg blevet opstillet 300 m2 pavillonbyggeri ved Sundbyøster Idrætsanlæg. Lokalerne har plads til ca. 80-90 børn i alderen 10-12 år.
På længere sigt viser prognoser, at der omkring Sundbyøster Idrætsanlæg vil være behov for etablering af yderligere klubpladser – svarende til i alt ca. 140 klubpladser til børn i alderen 10-14 år.
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen er derfor indgået i et samarbejde med KI og Kultur- og Fritidsforvaltningen om forprojekteringen af Sundbyøster Idrætsanlæg. Det er forvaltningens ønske at indarbejde en permanent idrætsfritidsklub med plads til 140 børn, og at børnene skal have adgang til idrætsfaciliteterne i Sundbyøster Idrætsanlæg.
Det er imidlertid af afgørende betydning for idrætsfritidsklubbens fremtid, at der sker en udvidelse af Sundbyøster Idrætsanlæg, fordi der på nuværende tidspunkt ikke er plads i den eksisterende hal. Realiseres udvidelsen ikke, vil grundlaget for en idrætsfritidsklub ikke være til stede. Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen vil derfor søge at finde alternative lokaler til en traditionel fritidsklub i lokalområdet.
Forprojekteringen
Indhold og formål
Forprojekteringen er udarbejdet i samarbejde med de lokale brugere og de relevante forvaltninger.
Projekteringen indeholder en vurdering af mulighederne for en udvidelse af hallen samt et skitseforslag til indretning af bygningen, herunder etableringen af en idrætsfritidsklub. Forprojekteringen angiver samtidig et overslag over udgifterne til projektet
Byggeudvalg
Der har været nedsat et byggeudvalg. Her var Amager SK, Sundby KFUM, Amager Volley Klub, KI, Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen, Vej & Park og Idrætssekretariatet repræsenteret. KI har haft formandsposten i byggeudvalget. Udvalget har samarbejdet med arkitektfirmaet BBP Arkitekter A/S om det færdige skitseprojekt.
BBP Arkitekter har stor erfaring med idrætsbyggeri og har blandt andet været involveret i byggerier som udvidelsen af Århus Stadion, Århus Arena, fodboldhal i Ballerup og cykelarenaen i Ballerup.
Med udgangspunkt i oplæg fra BBP Arkitekter har processen baseret sig på dialog mellem interessenterne. Opgaven har været at efterkomme flest mulige ønsker og krav til såvel idrætsbyggeri, fritidsklub og udearealer, hvilket har ført til det færdige skitseprojekt.
Der er generel enighed om, at arbejdet med forprojekteringen har været en god og konstruktiv proces, hvor resultatet opfylder langt hovedparten af de ønsker, der er kommet fra interessenterne.
Forslag til skitseprojekt for renovering og udvidelse af Sundbyøster Idrætsanlæg.
Skitseprojektet omfatter det eksisterende Sundbyøster Idrætsanlæg samt en nybygget del på 4.175 m2 indeholdende blandt andet foyer, opvisningsarena, multirum, vægttræningslokaler, klublokaler, cafeteria, lounge og idrætsfritidsklub (bilag 3). For at skabe en sammenhængende helhed er multisalen og den nye opvisningshal placeret i forlængelse af den eksisterende hal.
Nye faciliteter
Foyeren er bygningens samlingssted. Her ankommer man fra nord eller syd og fordeler sig til bygningens faciliteter. Ind mod den nye hal er der et opholdsområde, hvorfra man kan kigge ind i opvisningshallen. I det ene hjørne etableres et køkkenområde med tilhørende mulighed for servering. Foyeren inklusiv cafeteriaet udgør 680 m2.
Placeret centralt i bygningen etableres en multisal på 280 m2. Fra foyeren er der vinduespartier, så man udefra kan betragte aktiviteter i multisalen. Salen har en form og størrelse, der gør den anvendelig til en lang række aktiviteter såsom dans, gymnastik, teater, fordrag og musik. Salen er ligeledes anvendelig til diverse klubaktiviteter.
Den nye opvisningshal har plads til 784 siddende personer. Ved den ene langside placeres en permanent tribune, mens der ved den anden side anvendes teleskoptribune. Begge tribuner har 6 rækker, og der vil være godt udsyn over banen. Brugen af teleskoptribuner giver hallen større anvendelsesmuligheder, idet tribunen kan fjernes, hvilket giver mulighed for, at flere brugere kan gøre brug af hallen på samme tid.
På 1. sal etableres en lounge på 170 m2 med udsigt over opvisningsbanen. Lokalet opbygges, så det kan bruges til VIP-arrangementer i forbindelse med elitekampe. Herudover vil lokalet kunne bruges til forskellige klubaktiviteter.
Ved anlæggets østlige ende oprettes lokaler til motion (65 m2) og vægtløftning (112 m2). Der vil således være mulighed for, at Sundbyøster Idrætsanlægs nuværende brugere får adgang til tidssvarende styrketræningsfaciliteter, men der vil også være åbnet op for, at vægtløftningsklubber kan gøre brug af anlægget.
Sundbyøster Idrætsanlægs brugere har peget på manglende klublokaler i forbindelse med det eksisterende anlæg. I det nye anlæg etableres derfor 70 m2 klublokaler og møderum, samt depotplads på 40 m2.
I tilknytning til det nye anlæg etableres der omklædningsfaciliteter, personalerum, toiletter og depoter.
Idrætsfritidsklub
Fritidsklubben opføres i en tilbygning til den eksisterende hals sydlige del. Arealmæssigt udgør fritidsklubben 413 m2, hvorved den kan benyttes af 140 børn.
Der etableres 3 grupperum á 44 m2, 79 m2 fællesrum med køkken, 26 m2 garderobe og 2 computernicher á 5 m2. Derudover etableres kontor, personalerum, toiletter, depot og vaskerum.
Klubbens lokaler etableres, så der er nem adgang til såvel idrætshal som omklædningsforhold. Ligesom adgangen til udendørsarealerne er let tilgængelig. Grupperummene udformes som regulære, fleksibelt anvendelige rum.
Ved indgangen til fritidsklubben er facaden tilbagetrukket, hvorved der skabes en sydvendt opholdsniche med plads til bænke.
Renovering af eksisterende hal
Sundbyøster Idrætsanlægs eksisterende del ombygges i mindre omfang. Cafeteriet ombygges til brug for fritidsklub og mulighed for kioskudsalg, og der etableres to glasporte i gavlen mod foyeren. Den eksisterende facade forsynes med ny belægning bestående af fiberbeton og glas.
Udendørsfaciliteter
Tilkørsel til det nye anlæg vil fremover ske fra Grækenlandsvej og Parmagade, idet de to gader forbindes med en parkeringsvej. Nord for bygningen anlægges 35 parkeringspladser. Øst for idrætsanlægget anlægges en asfalteret parkeringsplads med plads til 30 biler. Cykelparkering placeres i området mellem Sundbyøster Skole og Sundbyøster Idrætsanlæg. Her opføres tillige en 3 meter bred flisebelagt sti samt et fortov langs nordfacaden ud mod parkeringsarealet.
Planforhold
Projektet har en sådan størrelse, at det er nødvendigt at udarbejde en lokalplan for området. Ifølge Plan & Arkitektur vil en lokalplan kunne vedtages i løbet af en periode på 9–12 måneder (bilag 4).
Vej & Parks projekt med omlægning af Sundbyøster Plads.
Borgerrepræsentationen bevilgede den 30. maj 2002 (BR 301/02) (bilag 5) 18 mill. kr. til omlægning af Sundbyøster Plads. Målet er at skabe en sammenhængende plads på arealerne mellem Smyrnavej, Amagerbrogade, Parmagade, Sundbyøster Idrætsanlæg og Sundbyøster Skole.
I dag opleves området usammenhængende og forsømt. Der er et højt trådhegn ud mod Amagerbrogade, som signalerer lukkethed og gør pladsen utilgængelig. Den offentlige legeplads på Smyrnavej er nedslidt og trænger til en gennemgribende renovering, og de nuværende legeredskaber lever ikke op til moderne sikkerhedsstandarder.
Intentionen med omlægningen er at skabe en smuk og funktionel plads, der kommer til at bestå af tre områder, som tilsammen udgør en helhed:
- en byplads med blomsterhave, der forventes at blive det centrale omdrejningspunkt og
- et mødested for lokalområdets borgere og Sundbyøster Idrætsanlægs mange brugere.
- den godt 4.000 m2 store legeplads renoveres og indrettes som et tiltrækkende og udfordrende sted, hvor børn i alle aldre kan få mange gode oplevelser og samtidig få styrket den motoriske udvikling.
BBP Arkitekter har i forprojekteringen for Sundbyøster Idrætsanlæg afholdt møder med Vej & Park om planlægning og udformning af udearealerne i et forsøg på at skabe sammenhængende helhed mellem omlægningen af Sundbyøster Plads og udvidelsen af Sundbyøsterhallen.
Pladsrenoveringen kan imidlertid godt gennemføres uafhængigt af, om forslaget om udvidelse af Sundbyøster Idrætsanlæg realiseres.
Den fremtidige drift
Sundbyøster Idrætsanlæg ejes og drives i dag af Københavns Idrætsanlæg. Det indgår i udvidelsen af idrætsanlægget, at KI fortsat vil eje og drive de fremtidige idrætsfaciliteter. Driften af idrætsfritidsklubben vil blive varetaget af Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen. I driftsaftalen vedrørende idrætsfaciliteterne skal idrætsfritidsklubben sikres fortrinsret til at anvende faciliteter i idrætsfritidsklubbens åbningstid.
De årlige driftsudgifter til Sundbyøster Idrætsanlæg udgør i dag 1,4 mill. kr. (eksklusiv moms). De årlige driftsudgifter til det udvidede Sundbyøster Idrætsanlæg eksklusiv idrætsfritidsklub er skønnet til 3,3 mill. kr. (eksklusiv moms, p/l 2003). Driftsudgifterne til idrætsfritidsklubben vil blive afholdt af Uddannelses- og Ungdomsudvalgets budget til drift af klubpladser.
Tidsplan
Hvis projektet realiseres, bør der påregnes en opførelsesperiode på ca. 3 år.
Processen for udarbejdelse af lokalplan forventes at tage 9-12 måneder, og i forlængelse af lokalplanens godkendelse kan den egentlige realisering af projektet igangsættes, og der kan påregnes en samlet byggetid på i alt to år.
Økonomi
Skitseprojektet viser hovedkonceptet for projektet. I den videre bearbejdning vil der kunne ske ændringer i placering af funktioner og udformning. Dette vil ske under hensynstagen til tekniske og økonomiske betingelser samt ønsker og forventninger fra brugerne.
I forslaget er der søgt taget højde for udgifter til miljøoprensning af byggegrunden. I den fortsatte proces vil det blive nødvendigt med yderligere miljøundersøgelser af byggegrunden.
De samlede anlægsudgifter er i alt 59 mill. kr., hvor det er planen, at Uddannelses- og Ungdomsudvalget finansierer 8 mill. kr., mens de resterende 51 mill. kr. skal finansieres af Kultur- og Fritidsudvalget.
Alternativ finansiering, herunder privat medfinansiering.
Mulighederne for medfinansiering er blevet drøftet med Lokale- og Anlægsfonden, der dog ikke kan tage endelig stilling til projektet, før der foreligger en egentlig ansøgning. Fonden har udtalt sig positivt om muligheden for at yde et lån til projektet, mens muligheden for et etableringstilskud må anses for ikke sandsynligt.
For så vidt angår lånefinansiering i forbindelse med anlægsbyggeri, skal det imidlertid bemærkes, at en sådan finansieringsform går imod Københavns Kommunes politik om gældsafdragelse.
Muligheden for anden privat medfinansiering anses for mindre sandsynligt, idet det vurderes, at det udvidede Sundbyøster Idrætsanlæg ikke er velegnet til kommerciel drift. Dette skyldes, at anlægget ikke har en størrelse, der gør det brugbart til eksempelvis koncertarrangementer og kongresser. Det vurderes ligeledes som mindre sandsynligt at kunne indgå sponsoraftaler til minimering af kommunens anlægs- og driftsudgifter, idet de idrætsforeninger, der er tilknyttet anlægget, ikke konkurrerer på et niveau, som tiltrækker private sponsorer i større målestok.
For så vidt angår muligheden for at inddrage Sundbyøster Idrætsanlæg i det igangværende udviklingsarbejde vedrørende Partnerskab om Idræt, vurderes det som mindre sandsynligt, idet muligheden for frasalg af arealer til eksempelvis erhvervs- og boligbyggeri ikke er til stede.
Forvaltningens vurdering
En udvidelse af Sundbyøster Idrætsanlæg vil betyde en tilførelse af idrætsfaciliteter i en bydel, hvor behovet er stort. Dette gælder både for trænings- og konkurrencefaciliteter og for ønsket om flere og bedre klubhusfaciliteter. Samtidig er samtænkningen af idrætsfritidsklubben en god mulighed for at skabe et nyt og spændende idrætsanlæg med en bredere brugersammensætning. Endelig stemmer skitseforslagets fokus på fleksibilitet overens med anbefalingerne i såvel Idrætspolitisk Redegørelse 2001 som redegørelsen om "Eliteidrættens vilkår i Københavns Kommune", hvor der skal tilstræbes størst mulig fleksibilitet på nyopførte anlæg for at tilgodese både bredde- og eliteidrættens behov.
En udvidelse af Sundbyøster Idrætsanlæg er et af de prioriterede projekter på Københavns Kommunes facilitetsliste (liste A), som er beskrevet i Idrætspolitisk Redegørelse 2001.
Da der imidlertid ikke er midler til realisering af projektet på Kultur- og Fritidsudvalgets budget 2002 eller på budgetforslag 2003, foreslår forvaltningen, at projektet stilles i bero.
Det skal bemærkes, at Kultur- og Fritidsforvaltningen til sin tid vil optage projektet på det forslag til ønskeliste til budget 2004, som forvaltningen forelægger for udvalget.
MILJØVURDERING
De væsentligste miljømæssige konsekvenser ved renoveringen og udvidelsen af Sundbyøster Idrætsanlæg vil være knyttet til den fremtidige drift og anvendelse af idrætsanlægget.
Der vil være et øget energiforbrug til opvarmning, ventilation og belysning. Der kan også forventes en stigning af vandforbruget. På den anden side vil en udvidelse af Sundbyøster Idrætsanlæg skabe rum for mange forskellige aktiviteter, som i sig selv kan få positiv miljø- og sundhedsmæssig betydning, herunder forbedrede muligheder for motion og idræt for bydelens borgere.
De væsentligste miljøbelastninger i forbindelse med byggeriets gennemførelse vil være knyttet til materialeforbrug. For at sikre en miljømæssig optimering af projektet gennemføres den kommende projektering som miljørigtig projektering.
ØKONOMI
Indstillingen har p.t. ingen økonomiske konsekvenser.
HØRING
Skitseforslaget har været i høring hos den midlertidige institution ved Sundbyøster Idrætsanlæg (bilag 6).
BILAG
- Beslutningsprotokol (KFU 30/2001)
- Indstilling og beslutningsprotokol (BR 449/01)
- Projektmappe fra BBP Arkitekter A/S
- Notat fra Plan & Arkitektur
- Indstilling vedrørende omlægning af Sundbyøster Plads fra Bygge- og Teknikforvaltningen
- Høringssvar fra midlertidig institution (uddeles på mødet)
Olga Brüniche-Olsen
/Pernille Vange