Mødedato: 26.08.2022, kl. 12:00
Mødested: Kildevæld Kulturcenter

Københavns Kommunes handleplan mod racisme, diskrimination og hadforbrydelser

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen besluttede den 16. december 2021, at Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen i samarbejde med andre relevante forvaltninger skal udarbejde oplæg til en handleplan mod racisme, diskrimination og hadforbrydelser. Kultur- og Fritidsudvalget skal godkende første udkast til handleplanen samt Kultur- og Fritidsforvaltningens forslag til prioriterede indsatser på udvalgets ressortområde.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, 

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender første udkast til handleplan mod racisme, diskrimination og hadforbrydelser
  2. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender forslag til indsatser på Kultur- og Fritidsudvalgets ressortområde, såfremt det prioriteres i budgetaftalen for 2023.

Problemstilling

Borgerrepræsentationen vedtog den 16. december 2021 på baggrund af et medlemsforslag, at Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen (BIF) i samarbejde med relevante forvaltninger skal udarbejde et politisk oplæg til en handleplan mod racisme, diskrimination og hadforbrydelser for Københavns Kommune. Fagudvalgene skal nu behandle dette første udkast til handleplanen samt forvaltningernes forslag til prioriterede indsatser på udvalgenes ressortområde. Efter fagudvalgenes behandling forelægges Beskæftigelses- og Integrationsudvalget og Borgerrepræsentationen den samlede handleplan mod racisme, diskrimination og hadforbrydelser.

Løsning

Udkast til handleplan mod racisme, diskrimination og hadforbrydelser

Bilag 1 indeholder BIFs udkast til handleplan mod racisme, diskrimination og hadforbrydelser med udvalgte fokusområder, indenfor hvilke der vil skulle findes særskilte initiativer. To af fokusområderne involverer Kultur- og Fritidsudvalgets område. Det drejer sig om henholdsvis ’Foreningsliv’ og 'Det Offentlige Rum (nattelivet og offentlig transport)'.

Udkastet er udarbejdet efter en omfattende inddragelse af både forvaltninger og civilsamfund, hvorfra BIF har modtaget 173 forslag til indsatser, som BIF har sammenskrevet til et bruttokatalog af 25 mulige indsatser (bilag 2). BIF lægger op til, at handleplanen skal indeholde allerede eksisterende eller nye indsatser, fx med udgangspunkt i bruttokataloget, som kan prioriteres i forbindelse med Budget 2023.

Forslag til indsatser under Kultur- og Fritidsudvalget

Af bruttokataloget fremgår otte indsatser – ligeligt fordelt på de to fokusområder: ’Foreningsliv’ og ’Det Offentlige Rum (natteliv og offentlig transport)’, som hører under Kultur- og Fritidsudvalgets ressort.

Kultur- og Fritidsforvaltningen har haft bruttokataloget i høring og vurderet de otte indsatser på forvaltningens område. Vurderingen indtænker både tidligere og eksisterende indsatser samt potentielt kommende indsatser, og på den baggrund anbefaler forvaltningen, at følgende indsatser indgår i handleplanen:

  1. En model med indgåelse af partnerskaber med udvalgte foreninger, der arbejder med forebyggelse af diskrimination, racisme og hadforbrydelser erstatter bruttokatalogets forslag 12 og 13.
  2. Tilbud om opkvalificering af ansatte i nattelivet og offentlig transport m.fl.
  3. Samarbejde med Danmarks Restauranter og Caféer (DRC) om ”Fair City”
  4. Relancering af ”Charter for fair natteliv” og tilhørende smiley-ordning

De fire indsatser, herunder deres økonomi, beskrives uddybende i bilag 3.

Tre forslag fra bruttokataloget foreslås ikke at indgå i handleplanen. Begrundelsen herfor fremgår ligeledes af bilag 3.

Økonomi

Partnerskaber med udvalgte foreninger og tilbud om opkvalificering af ansatte i nattelivet (indsatsområderne 1 og 2) kræver særskilt finansiering, som vil skulle tilvejebringes i forbindelse med forhandlingerne om Budget 2023.

Ansøgninger om finansiering af samarbejde om ’Fair City’ og relancering af ’Charter for fair natteliv (indsatsområde 3 og 4) er tidligere blevet afvist i Nattelivsudvalget og ansøgerne er blevet bedt om en revidering af projektet, men finansiering af de to indsatser vil også kunne tilvejebringes i forbindelse med forhandlingerne om Budget 2023.

De politiske udvalg har mulighed for at bestille budgetnotater til finansiering af de konkrete indsatser. Ønsker Kultur- og Fritidsudvalget eller medlemmer af udvalget at løfte enkelte eller flere af indsatserne, vil forvaltningen udarbejde budgetnotater.

Videre proces

Efter behandling i Kultur- og Fritidsudvalget orienteres BIF om udvalgets beslutning, med henblik på at de fire indsatser kan indgå i handleplanen. Det samlede udkast til handleplan forelægges Beskæftigelses- og Integrationsudvalget den 26. september, Økonomiudvalget den 4. oktober og Borgerrepræsentationen den 13. oktober 2022.

I uge 42 skal udkastet i offentlig høring og behandles endeligt af udvalg og Borgerrepræsentationen i 1. kvartal 2023.

 

Søren Tegen Pedersen

 

/Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen.

Kashif Ahmad (B), Mia Nyegaard (B), Frederik W. Kronborg (Ø), Bente Møller (Ø), Stine Finné Toft (Ø) og Klaus Mygind (F) anmodede om følgende protokolbemærkning:

"Vi godkender første udkast til handleplanen og ser positivt på de mange gode intentioner. Vi ser dog det første udkast, som et skelet med gode hensigter, som senere skal erstattes af konkrete tiltag og konkret handling, således at intentionerne ikke står alene og uden videre resultater, og ender som endnu en handleplan, der ligger i skufferne."

Plan- og tilskudschef, Mads Kamp Hansen, og kontorchef for Folkeoplysning, Rikke Lauritzen, deltog under punktets behandling.

 

Til top