Mødedato: 26.06.2014, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Medlemsforslag om læse- og studiepladser

Kultur- og Fritidsudvalget skal behandle medlemsforslaget.

Indstilling og beslutning

Rune Dybvad, Tue Hækkerup, Yildiz Akdogan, Rikke Lauritzen, Allan Ahmad og Lilian Parker Kaule har anmodet om, at følgende medlemsforslag optages på dagsordenen for Kultur- og Fritidsudvalgets møde torsdag den 26. juni 2014:

Det foreslås,

  1. at forvaltningen inden 1. november 2014 fremkommer med et estimat over, hvor mange flere læsepladser der er potentiale for at etablere i København, samt et overslag over finansieringen af sådanne læsepladser.


Problemstilling

Motivering:

Da de studerende i København oplever, at der er mangel på egnede læse- og studiepladser i byen, har medlem af Kultur- og Fritidsudvalget Rune Dybvad forespurgt forvaltningen om potentialet for flere studiepladser i byen. Forvaltningen har i svar af 14. februar 2014 optalt antallet af nuværende studiepladser på byens biblioteker.

Det er imidlertid opfattelsen, at der er potentiale i byen for dels etablering af flere læse- og studiepladser – dels for en langt bedre og mere differentieret udnyttelse af pladserne ved en bedre formidling til de studerende. Problemet vil blive særlig aktuelt og synligt i forbindelse med den igangværende eksamensperiode.

Ved et forpligtende samarbejde med studenterorganisationerne og uddannelsesinstitutionerne må det være muligt at øge antallet af læse- og studiepladser. Studenterorganisationerne har tidligere i medierne udtrykt bekymring for antallet af læse- og studiepladser samt fremkommet med mulige løsninger til problemet (fx den 27. februar i Ritzau). Der må være muligheder i byen ud over bibliotekerne eksempelvis ved etablering af en flydende læsesal. Der er også eksisterende biblioteker, der ikke udnyttes af de studerende i tilstrækkelig grad fx Rådhusbiblioteket.

Der er også et uudnyttet potentiale i et samarbejde med kommunens virksomheder, der særligt kan have en interesse i at have specialestuderende siddende. Virksomheder med begrænset plads kan eventuelt have studerende siddende udenfor arbejdspladsen almindelige arbejdstid. Derfor bør Kultur- og Fritidsforvaltningen i samarbejde med Københavns Erhvervsservice gå i dialog med kommunens virksomheder, for at se på mulighederne for at få læsepladser i private virksomheder.

På ovenstående baggrund skal Socialdemokraterne, Liberal Alliance og Enhedslisten anmode forvaltningen om en redegørelse til fremlæggelse i udvalget inden næste eksamensperiode i slutningen af 2014.

Løsning

Økonomi

Videre proces

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 26. juni 2014:

Medlemsforslaget blev godkendt, idet Kultur- og Fritidsudvalget præciserede, at biblioteksstrategien skal indtænkes i det videre arbejde med sagen.
Til top