Mødedato: 26.04.2007, kl. 15:00

Placering af en ny skøjtehal i København

Placering af en ny skøjtehal i København

Kultur- og Fritidsudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde torsdag den 26. april 2007

 

Abud:

·        Frank Hedegaard (ferie)

·        Karin Storgaard (ferie)

·        Katrina Feilberg (sygdom)

 

Sikandar Malik Siddique mødte kl. 15.55, hvorefter Kultur- og Fritidsudvalget var beslutningsdygtigt og mødet startede.

 

Leslie Arentoft mødte kl. 16.00 under behandlingen af dagsordenens punkt 2.

Bjarne Fey mødte kl. 16.05 under behandlingen af dagsordenens punkt 2.

 

 

8.      Placering af en ny skøjtehal i København

(KFU 250/2007)

 

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Københavns Kommune skal bygge en ny skøjtehal i København som erstatning for den nuværende Østerbro Skøjtehal.

 

Beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

1. at Kultur- og Fritidsudvalget drøfter og beslutter placering af en ny skøjtehal i København.

 

 

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 26. april 2007: 

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede at pege på en placering i Ryparkens Idrætsanlæg som placering af en ny skøjtehal.

 

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede samtidig at arbejde for, at skøjteklubberne først forlader den nuværende skøjtehal, når den nye eller en midlertidig skøjtefacilitet er klar til ibrugtagning.

 

Morten Westergaard, Taner Yilmaz, Sikandar Malik Siddique og Simon Strange ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen: "Socialdemokraterne forventer, at undersøgelsen af placeringsmuligheder for skøjtehallen tager højde for kommunens planer om billige boliger."

 

Problemstilling

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede den 18. januar 2007(KFU 46/2007), at Kultur- og Fritidsforvaltningen skulle undersøge mulige lokaliteter til placering af en ny skøjtehal i København. Der blev peget på 4 lokaliteter:

·        Gasværksgrunden på Østerbro

·        Ørestad Nord

·        I Club Danmark Hallen i Valby

·        Under B93's tennisanlæg bag Østerbro Stadion (nedgravet)

 

Kultur- og Fritidsforvaltningen har yderligere undersøgt 2 lokaliteter:

·        Ryparkens Idrætsanlæg (hvor der er 2 muligheder for placering)

·        Ved Bellahøjmarken

 

Anlægsudgifter til ny skøjtehal

Indstillingen indeholder skønnede anlægsudgifter for de enkelte placeringer. Disse skøn er baseret på aktuelle byggepriser. Det skal bemærkes, at byggeprisindekset pt. er i mar-kant vækst, og at der f.eks. ikke er foretaget jordbundsprøver m.v. på lokaliteterne. På nuværende tidspunkt er der desuden ikke udarbejdet et skitseforslag til en ny skøjtehal.

Der henvises til bilag 1 for fakta om den nuværende Østerbro Skøjtehal, for størrelse m.m. af en ny skøjtehal samt for Kultur- og Fritidsforvaltningens uddybende bemærk-ninger til de 6 lokaliteters egnethed som skøjtehalsgrund (skematisk oversigt ; bilag 2).

 

Den lokale forankring på Østerbro

I dag bruges Østerbro Skøjtehal primært af Kjøbenhavns Skøjteløber Forening (KSF), Skøjte Klub København (SKK) samt borgere og institutioner, der er lokalt forankret på Østerbro. KSF er Danmarks ældste skøjte- og ishockeyklub og har i alt aktive 239 med-lemmer. Heraf er 136 børn og unge under 25 år. SKK har i alt 583 medlemmer, hvoraf 524 er børn og unge under 25 år (medlemsoplysninger fra 31. december 2005).

KSF har flere børne- og juniorishockeyhold. Klubben arrangerer desuden nationale og internationale stævner og er løbende vært for ishockey- og målmandsskoler.

De to lokale skøjte- og ishockeyklubber og Østerbro Lokaludvalg ønsker, at en ny skøjtehal placeres på Østerbro.

 

Løsning

Gasværksgrunden på Østerbro

Ifølge startredegørelsen for Gasværksgrunden skal den kommende lokalplan sikre et areal til en større institution. Arealet vil ifølge redegørelsen være på ca. 6.300 m².

Kultur- og Fritidsforvaltningen har foreslået, at der her åbnes for en placering af et større idrætsanlæg, f.eks. en ny skøjtehal.

Gasværksgrunden er centralt beliggende og tæt på den eksisterende skøjtehal på Østerbro.

Da der skal udarbejdes en ny lokalplan, vil en ny skøjtehal på Gasværksgrunden tidligst kunne stå klar ultimo 2009. Skønnet pris (60 mio. kr.+ ca. 20 mio. kr. til udgift til oprensning af grund): I alt ca. 80 mio. kr.

 

Ørestad Nord

En skøjtehal i Ørestad Nord kan realiseres inden for rammerne af den nuværende lokalplan, hvor der allerede er reserveret et areal til et større idrætsanlæg (byggeret på 13.000 etagekvadratmeter). Københavns Kommune skal i givet fald købe grunden af Ørestadsselskabet. Prisen er pt. 4.950 kr. pr. etagekvadratmeter. En ny skøjtehal i Ørestad Nord kan tidligst stå klar ultimo 2008. Skønnet pris (60 mio. kr.+ ca. 18 mio. kr. til køb af grund m.v.): I alt ca. 78 mio. kr.

 

I Club Danmark Hallen i Valby

Der etableres en alternativ skøjtefacilitet med to skøjtebaner på tværs af hallen på bekostning af den nuværende bane, der er en 11-mands fodboldbane med kunstgræs. Efterfølgende kan der alene spilles fodbold på tværs på en væsentlig mindre bane ved siden af de to skøjtebaner. En ombygning af Club Danmark Hallen skal først drøftes med Valby Multihal Fonden, der ejer Club Danmark Hallen, og de lokale brugere. Det skal bemærkes, at Valby Multihal Fonden har en gæld til Lokale- og Anlægsfonden på 13 mio. kr. En skøjtefacilitet i Valby kan tidligst stå klar ultimo 2008. Skønnet pris: I alt ca. 50 mio. kr.

 

Under B93's tennisanlæg bag Østerbro Stadion (nedgravet)

Grunden ejes af kommunen, og det kræver ikke en ny lokalplan at anlægge byggeriet. En ny nedgravet skøjtehal kan tidligst stå klar ultimo 2008. Det er dog svært at fastsætte en præcis tidshorisont, da anlægsarbejdet skal koordineres med Parkens multihals-byggeri. Skønnet pris (60 mio. kr. + ca. 15 mio. kr. til udgift til nedgravning og genetab-lering af tennisbaner): I alt ca. 75 mio. kr.

 

Ryparkens Idrætsanlæg

Grunden ejes af kommunen. Der er 2 muligheder for placering af en ny skøjtehal - enten ud til Lyngbyvej ved Ryparken Station eller midt i anlægget ved badmintonhallen (kort; bilag 3a). På baggrund af nuværende viden tyder det ikke på, at grunden skal oprenses. Plan & Arkitektur vurderer, at der kan anlægges byggeri på de 2 grunde uden en ny lokalplan, da et byggeri af en ny skøjtehal vil blive betragtet som en almindelig udvidelse af anlægget. En placering midt i anlægget vil ligge inden for gældende skovbyggelinier og således fordre en dispensation, som det ifølge Plan & Arkitektur vurderes muligt at få. En ny skøjtehal på Ryparkens Idrætsanlæg kan tidligst stå klar ultimo 2008. Skønnet pris: I alt ca. 60 mio. kr.

 

Ved Bellahøjmarken

Grunden ejes af kommunen og administreres af Vej & Park. Plan & Arkitektur vurde-rer, at der kan anlægges byggeri på grunden uden en ny lokalplan. En ny skøjtehal placeres ved krydset Borups Allé og Hulgårdsvej i det sydøstlige hjørne af Bellahøj-marken (bilag 3b). En placering ved krydset Borups Allé og Hulgårdsvej vil ikke være direkte berørt af Bellahøjmarkens fredning, da placeringen i det sydøstlige hjørne vil ligge lige uden for fredningsområdet. Plan & Arkitektur vurderer dog, at det vil kræve en godkendelse af Fredningsnævnet for København, hvis der skal anlægges byggeri på grunden, da der ifølge fredningen ikke umiddelbart må opføres ny bebyggelse af varig karakter på arealet. En ny skøjtehal ved Bellahøjmarken kan tidligst stå klar ultimo 2008. Skønnet pris: I alt ca. 60 mio. kr.

 

Økonomi

Nærværende indstilling har ingen umiddelbare økonomiske konsekvenser.

 

Videre proces

Når Kultur- og Fritidsudvalget har truffet beslutning om, hvilke n placering udvalget vil pege på, udarbejder Kultur- og Fritidsforvaltningen en ny indstilling, der kan indgå i budgetforhandlingerne for 2008.

 

Bilag

Øvrige bilag:

1. Kultur- og Fritidsforvaltningens bemærkninger til placering af en ny skøjtehal

2. Skematisk oversigt over de 6 lokaliteter

3. Kort over Ryparkens Idrætsanlæg (a) og Bellahøjmarken (b)

                    

 

                      Carsten Haurum                

                                                                     /Mads Kamp Hansen

 


 

Til top