Mødedato: 26.04.2007, kl. 15:00

Ombygning af Sofiegades Badeanstalt

Ombygning af Sofiegades Badeanstalt

Kultur- og Fritidsudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde torsdag den 26. april 2007

 

Abud:

·        Frank Hedegaard (ferie)

·        Karin Storgaard (ferie)

·        Katrina Feilberg (sygdom)

 

Sikandar Malik Siddique mødte kl. 15.55, hvorefter Kultur- og Fritidsudvalget var beslutningsdygtigt og mødet startede.

 

Leslie Arentoft mødte kl. 16.00 under behandlingen af dagsordenens punkt 2.

Bjarne Fey mødte kl. 16.05 under behandlingen af dagsordenens punkt 2.

 

 

7.      Ombygning af Sofiegades Badeanstalt

(KFU 239/2007)

 

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Foreningen bag Sofiegades Badeanstalt foreslår en ombygning af badeanstalten for i alt 6,15 mio. kr. Københavns Kommune søges om en medfinansiering på 2,85 mio. kr.

 

Beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

1. at Kultur- og Fritidsudvalget lader en ansøgning om 2,85 mio. kr. til ombygning af Sofiegades Badeanstalt indgå i forhandlingerne om budget 2008.

 

 

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 26. april 2007: 

Indstillingen blev godkendt. 

 

Problemstilling
Foreningen "Christianshavns Agenda 21, Bade- og Sundhedshus", ønsker at ombygge Sofiegades Badeanstalt for i alt 6,15 mio. kr., og Københavns Kommune søges om en medfinansiering på 2,85 mio. kr.

Ombygningen vil indebære vedligeholdelse, restaurering og udvidelse af den nuværen-de badeanstalt.

Foreningen har tidligere søgt kommunen om støtte på 2,60 mio. kr. til en lignende ombygning. Ansøgningen blev afslået på Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 4. november 2004 (KFU 358/2004).

 

Løsning
Ombygningens indhold
Efter en ombygning vil Sofiegades Badeanstalt kunne tilbyde kurbad, velvære- og bevægelsesaktiviteter samt tværkulturelle aktiviteter. Huset vil blandt andet indeholde følgende nye faciliteter: Tyrkisk bad (hamam), bassinhus med vandrensningsanlæg, handicaptoilet, sauna med tilknyttet varmt og koldt bassin.

Ombygningen vil åbne mulighed for, at man på et senere tidspunkt vil kunne ombygge og udvide det store rum på husets førstesal, så det kan anvendes til sundhedsformidling, foredrag, møder, aktiv bevægelse og kropsudfoldelse.

 

Ombygningens økonomi

Udgiften er budgetteret til 6,15 mio. kr. og foreslås finansieret således (bilag 2):

·        Lokale- og Anlægsfonden   2,00 mio. kr. (foreløbigt tilsagn)

·        Københavns Kommune       2,85 mio. kr.

·        Nordea Danmark Fonden    0,10 mio. kr.  (bevilget)

·        Plan & Arkitektur                0,10 mio. kr.  (bevilget)

·        Øvrige fonde og sponsorer  1,10 mio. kr.

     

Kulturarvsstyrelsen har givet foreningen tilladelse til at ombygge den fredede bade-anstalt, såfremt det historiske præg og interiør bibeholdes. Som følge af fredningen og den gamle bygnings interiør kan badeanstalten vanskeligt anvendes til andre formål. 

Lokale- og Anlægsfonden har givet et foreløbigt tilsagn om medfinansiering i størrel-sesordenen 2,00 mio. kr. under forudsætning af, at Københavns Kommune også går ind i ombygningen.

Når der foreligger et tilsagn fra Københavns Kommune, vil foreningen søge fonde og sponsorer om støtte til finansiering til de resterende 1,10 m io. kr. Det er lettere for foreningen at opnå støtte fra fonde og sponsorer, når Københavns Kommune har givet tilsagn om støtte.

 

Fakta om Sofiegades Badeanstalt

Sofiegades Badeanstalt ligger på Christianshavn. Anstalten er fra 1909 og den ældste i København. Badeanstalten blev fredet af Kulturarvsstyrelsen i 2000.

Samme år dannedes Foreningen "Christianshavns Agenda 21, Bade- og Sundhedshus" med det formål at bevare Sofiegades Badeanstalt, stå for badeanstaltens arrangementer og den daglige drift.

Udover selve badeaktiviteterne afholder foreningen kurser med bevægelsesaktiviteter for mødre og babyer, sundhedskurser samt kulturelle aktiviteter såsom workshops og intime koncerter med klassisk musik m.m.

I dag har foreningen over 400 medlemmer - primært ældre kvinder og mænd. Ifølge foreningen er antallet af brugere stigende, og det bliver stadig sværere for foreningen at rumme disse i de nuværende, begrænsede fysiske rammer samt at fortsætte med frivillig arbejdskraft.

I 2006 fik Sofiegades Badeanstalt tildelt Københavns Kommunes Miljøpris på grund af foreningens arbejde med naturvenlig bæredygtighed, miljø og økologiske principper.

 

Københavns Kommunes driftstilskud

Københavns Kommune har siden den 1. januar 2005 støttet Sofiegades Badeanstalt med et årligt driftstilskud på 220.000 kr. Tilskudsordningen udløber den 31. december 2008, og der skal senest i oktober 2008 tages stilling til en eventuel forlængelse af driftstil-skuddet (KFU 358/2004).

På baggrund af et udarbejdet driftsbudget samt driftstal fra en lignende, ombygget badeanstalt i Holbæk vurderer foreningen bag Sofiegades Badeanstalt, at den vil kunne drive badeanstalten efter en eventuel ombygning uden tilskud fra Københavns Kommune, dog således at det kan blive nødvendigt med et fortsat driftstilskud til dækning af husleje under ombygningen og i starten på grund af begrænsede indtægter.

 

Kultur- og Fritidsforvaltningens anbefaling

Københavns Kommune skal støtte med 2,85 mio. kr. for, at ombygningen af Sofiegades Badeanstalt kan realiseres.

I kraft af badeanstaltens historik, dens intime og afslappende atmosfære samt dens alsidige udbud af bade- og kulturaktiviteter er den i dag en rekreativ attraktion og således en vigtig del for stadig flere brugeres fritidsliv og personlige velvære.

Kultur- og Fritidsforvaltningen vurderer, at en ombygning vil gøre den historiske badeanstalt endnu mere attraktiv, og som følge heraf vil brugen af badeanstalten stige betragteligt - blandt andet på grund af de nye faciliteter.

Derfor anbefaler forvaltningen, at Kultur- og Fritidsudvalget lader de ansøgte 2,85 mio. kr. indgå i forhandlingerne om budget 2008.

Anbefalingen skal desuden ses i lyset af, at den fredede ejendom i dag vanskeligt kan anvendes til andre formål.

 

Økonomi

Der er ingen umiddelbare økonomiske konsekvenser knyttet til denne indstilling.

 

Videre proces

Et beløb på 2,85 mio. kr. indgår i Kultur- og Fritidsudvalgets forhandlinger om budget 2008.

 

Bilag

Øvrige bilag:

1. Ansøgning af 16. marts 2007 om støtte til ombygning af Sofiegades Badeanstalt

2. Ombygningens baggrund, indhold og økonomi

          

 

                                                 Carsten Haurum                     

                                                                                   /Mads Kamp Hansen

 


 

Til top