Mødedato: 26.04.2007, kl. 15:00

Etablering af Café Verdensuret på Rådhuset

Etablering af Café Verdensuret på Rådhuset

Kultur- og Fritidsudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde torsdag den 26. april 2007

 

Abud:

·        Frank Hedegaard (ferie)

·        Karin Storgaard (ferie)

·        Katrina Feilberg (sygdom)

 

Sikandar Malik Siddique mødte kl. 15.55, hvorefter Kultur- og Fritidsudvalget var beslutningsdygtigt og mødet startede.

 

Leslie Arentoft mødte kl. 16.00 under behandlingen af dagsordenens punkt 2.

Bjarne Fey mødte kl. 16.05 under behandlingen af dagsordenens p unkt 2.

 

 

12.      Etablering af Café Verdensuret på Rådhuset

(KFU 242/2007)

 

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Som led i planerne om mere åbenhed på Rådhuset, har Borgerrepræsentationen besluttet, at Kultur- og Fritidsforvaltningen skal udarbejde et projektforslag for etablering af en café på Rådhuset. Forslaget er nu udarbejdet, og udvalget skal tage stilling til etablering af caféen og den videre proces med hensyn til dennes finansiering.

Beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

at Kultur- og Fritidsudvalget godkender projektforslaget for Cafe Verdensuret

1. at finansieringen af etableringsomkostningerne til cafeen indgår i budgetforhandlingerne for budget 2008

2. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, Kultur- og Fritidsforvaltningen detailprojekterer projektet, med henblik på at gøre det muligt at åbne cafeen d. 1. juni 2008

3. at Kultur- og Fritidsforvaltningen ved Københavns Ejendomme bemyndiges til at afholde projekteringsudgifter i 2007 for op til 800.000 kr. i forbindelse med etableringen af caféen. Udgifterne mellemfinansieres i 2007 på Kultur- og Fritidsudvalgets bevilling Københavns Ejendomme, funktion 6.45.51.3, og indgår i de samlede etableringsomkostninger, der søges finansieret i forbindelse med budgetforhandlingerne for 2008.

 

 

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 26. april 2007: 

Dagsordenens punkt 11 og 12 blev behandlet under ét.

 

Der blev begæret afstemning om forvaltningens indstilling:

Et flertal (Bjarne Fey, Morten Westergaard, Taner Yilmaz, Sikandar Malik Siddique, Simon Strange, Martin Geertsen og Leslie Arentoft) stemte for indstillingen.

Et mindretal (Jens Kjær Christensen) stemte imod.

Indstillingen blev dermed godkendt.  

 

Problemstilling

Borgerrepræsentationen godkendte den 27. april 2006, at Kultur- og Fritidsforvaltningen udarbejder et projektforslag for etablering af "Café Verdensuret" på Københavns Rådhus. Kultur- og Fritidsudvalget har senest på mødet den 23. november 2006 udsat en indstilling om etablering af en café på Rådhuset. Nærværende indstilling erstatter den udsatte sag.

 

Løsning

Kultur- og Fritidsforvaltningen har udarbejdet et projektforslag om etablering af en café på Rådhuset i de lokaler, der i dag huser Jens Olsens Verdensur og Bryllupskontoret. Placeringen vurderes at være den bedst egnede på Rådhuset.

 

Forslaget tager udgangspunkt i, at Jens Olsens Verdensur bliver stående, og at uret således kan lægge navn til caféen. Den nuværende glasmontre om uret udskiftes til en større montre med sikkerhedsglas. Lokalemæssigt vil caféen bestå af 4 serveringsrum samt 1 depot, hvoraf ét serveringsrum primært skal anvendes til møder. Der etableres to toiletter, og det eksisterende handicaptoilet renoveres. Caféen vil i alt kunne rumme ca. 100 personer.

 

De myndighedsmæssige forhold omkring udeservering og mulighederne for at etablere udeservering uden at skæmme Rådhuset er endnu uafklaret. Disse forhold og det forhold at Rådhuspladsen vil gennemgå større ændringer i de kommende år betyder, at den endelige beslutning om udeservering træffes senere. Der vil ske en afklaring af udgifter op til budgetforhandlingerne for 2008.

Etableringen af caféen sker efter reglerne om accessorisk virksomhed, hvor en kommune lovligt kan indrette en café o.lign. i f.eks. kulturelle institutioner. Det er dog en forudsætning, at selve driften af cafeen bortforpagtes og, at der en nær sammenhæng mellem Rådhusets åbningstid for besøgende og cafeens åbningstid.

Brancheforeningen Horesta har været inddraget i forbindelse med udarbejdelsen af projektforslaget. Projektforslaget har været fremlagt for Kulturarvsstyrelsen, der er positivt indstillet.

 

En forudsætning for at etablere caféen i de påtænkte lokaler er, at Bryllupskontoret flytter ind i Kultur- og Fritidsforvaltningens lokaler i fløjen mod H. C. Andersens Boulevard. Der vil i den forbindelse være mindre udgifter til flytning og ombygning.

 

Såfremt cafeen skal åbne medio 2008, skal projektering begynde allerede i 2007. Det er også en forudsætning for åbningen af cafeen medio 2008, at der i forbindelse med budgetforhandlingerne i 2008 tages stilling til finansieringen af etableringsomkostningerne.

 

Økonomi

Etableringsudgifterne, inkl. projekteringsudgifter udgør 11,3 mio. kr. (2007 p/l) fordelt med 11 mio. kr. til etablering af caféen og 0,3 mio. kr. til flytning af Bryllupskontoret. Beløbet er ekskl. udgifter forbundet med udeservering. Kultur- og Fritidsforvaltningen estimerer frem mod budgetforhandlingerne for 2008, udgifterne til etablering af udeservering.

 

Såfremt cafeen skal åbne d. 1. juni 2008, er der behov for at få bemyndigelse til at afholde projekteringsudgifter i 2007 for op til 0,8 mio. kr. Projekteringsudgifterne afholdes i 2007 på Kultur- og Fritidsudvalgets bevilling Københavns Ejendomme, funktion 6.45.51.3, men indgår i de samlede etableringsomkostninger vedrørende caféen, der søges finansieret i forbindelse med budgetforhandlingerne for 2008.

Endvidere skal Københavns Ejendomme kompenseres for tabt lejeindtægt i perioden, hvor lokalerne ombygges. Ombygningsperioden forventes at tage 6 måneder svarende til en tabt huslejefortjeneste på 0,7 mio. kr. De samlede udgifter til etablering udgør således i alt 12 mio. kr. 

 

Udvalget skal tage stilling til, at finansieringen af etableringsomkostningerne - herunder udgifter til etablering af udeservering - indgår i budgetforhandlingerne for budget 2008.

 

 

Drift

Københavns Ejendomme oppebærer i dag huslejeindtægter for de lokaler, der foreslås anvendt til café. Efter den kommende forpagters overtagelse af caféen, vil huslejen være indeholdt i forpagtningsafgiften, der tilgår Københavns Ejendomme. Da Rådhuset er fredet er det mest hensigtsmæssigt, at Københavns Ejendomme bibeholder ansvaret for den indvendige vedligeholdelse. Udgifter til vedligehold vil derfor også indgå i forpagtningsafgiften.

 

Det forudsættes således, at etableringen af caféen ikke medfører merudgifter til drift.

 

Videre proces

Finansieringen indgår i budgetforhandlingerne for budget 2008.

Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at Kultur- og Fritidsforvaltning kan foretage udlæg på op til 800.000 kr. til detailprojektering, kan dette arbejde gå i gang umiddelbart efter godkendelse i udvalget. Godkendelsen i april 2007 er en forudsætning for at cafeen kan åbne 1. juni 2008.

Derudover er det en forudsætning for åbning d. 1. juni 2008 at de nødvendige myndighedsgodkendelser opnås og at der er fundet en forpagter. Forpagter findes via udbud.

 

Bilag

Vurderinger:

1. Miljøvurdering

Øvrige bilag:

2. Projektforslag inkl. tegninger

3. Rapport udarbejdet af Horesta – FORTROLIG. Rapporten vil være fremlagt og kan i øvrigt rekvireres i Kultur- og Fritidsforvaltningens Sekretariat.

 

Carsten Haurum

                                                         /Karen Mosbech

 


 

Til top