Mødedato: 26.03.2015, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Mulighederne for borgerinddragelse i forbindelse med uddeling fra legater, som administreres af Københavns Kommune

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til om retningslinjerne for uddeling af trangslegaterne og institutionslegaterne skal ændres, så der kan ske uddeling til projekter med borgerinddragelse. 

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget beslutter at reservere 500.000 kr. af midlerne fra trangslegaterne til uddeling til projekter for grupper af trængende personer, hvor der skal ske borgerinddragelse. 
  2. at Kultur- og Fritidsudvalget beslutter at reservere 100.000 kr. af midlerne fra legaterne til almennyttige og velgørende formål til uddeling til projekter med borgerinddragelse.  
  3. at Kultur- og Fritidsudvalget beslutter, at ordningen evalueres efter en forsøgsperiode på 2 år. 
  4. at Kultur- og Fritidsudvalget beslutter, at de ændrede kriterier træder i kraft med virkning fra den 1. januar 2016.

Problemstilling

Københavns Kommune administrerer 50 legater. Midlerne i legaterne er testamenteret af privatpersoner og skal uddeles til bestemte formål, som er fastsat i fundatsen. Kultur- og Fritidsudvalget er bestyrelse for disse legater. Inden for rammerne af fundatserne fastsætter legatbestyrelsen retningslinjer for uddeling.

Kultur- og Fritidsudvalget anmodede på sit møde den 30. januar 2014 forvaltningen om at undersøge mulighederne for at ændre retningslinjerne for uddeling af legaterne, så der kan ske uddeling til projekter med borgerinddragelse.

Løsning

Baggrund
For størstedelen af de 50 legater, som Københavns Kommunes administrerer, er der i fundatserne fastsat meget specifikke kriterier for uddeling, hvilket ikke gør borgerinddragelse mulig.

Det drejer sig om:
• Institutionslegaterne, hvor det følger af fundatsen, at der skal ske uddeling til navngivne institutioner og foreninger. 
• Legaterne med indstillingsudvalg, hvor det følger af fundatsen, at der efter indstilling fra et indstillingsudvalg skal ske uddeling til navngivne institutioner. 
• Familie- og slægtslegaterne, hvor der alene kan uddeles til efterkommere af navngivne slægter eller familie. 
• Uddannelseslegaterne, hvor der skal ske uddeling til unge under uddannelse. 

De resterende legater, hvor det vurderes, at uddelingskriterierne kan ændres, så der kan ske uddeling til projekter med borgerinddragelse, kan inddeles i følgende to grupper:
1) trangslegaterne 
2) legater til almennyttige og velgørende formål.


Ad 1) Trangslegaterne
Der er 11 trangslegater, der overordnet har som formål at yde hjælp til værdige, trængende personer. I flere af fundatserne er det yderligere specificeret, at uddeling kun kan ske til bestemte persongrupper. Eksempelvis kronisk syge, ugifte kvinder over 50 år, husassistenter, enlige personer over 55 år og trængende enker og ugifte døtre efter administrative tjenestemænd, trængende tjenestemænd eller rekonvalescensophold for trængende børn og voksne. 

Ifølge de gældende retningslinjer kan der ske uddeling til folkepensionister med en tillægsprocent på 100 og dermed en indtægt under bundgrænsen på 19.000 kr., samt enlige mødre. Ansøgerne skal have haft bopæl i København de sidste to år. I 2013 og 2014 er retningslinjerne på forsøgsbasis ændret, så der også kan ske uddeling til enlige fædre. Da der er mange ansøgere og midlerne i legatet er begrænsede, kan legatet kun søges hvert andet år. I 2014 fik 1.095 folkepensionister og 100 enlige forsørgere en legatportion. De samlede uddelinger var på ca. 1.300.000 kr. Da flere af fundatserne for legaterne specifikt angiver, hvilke persongrupper legatet skal uddeles til, vil det ikke være muligt at ændre retningslinjerne for uddeling af disse legater. Det vil dog være muligt at ændre retningslinjerne for følgende to legater:

1.1. K
øbenhavns Kommunes legat for værdige trængende personer.
Legatet har til formål at hjælpe værdige trængende personer med bopæl i København

1.2. Emmy og Edvard Arnhofs legat for hushjælp til allerfattigste syge i Købehavn
Legatet har til formål at hjælpe værdige trængende personer med bopæl i København med fortrinsret for kronisk syge.

De disponible midler på de to legater er i 2015 henholdsvis 1.500.000 kr. og 13.000 kr. Retningslinjerne vil kunne ændres til også at omfatte andre persongrupper af værdige trængende personer eller projekter til grupper af værdige personer, hvor der skal ske borgerinddragelse. Hvis retningslinjerne for uddeling ændres vil det have betydning for den nuværende ansøgergruppe, der primært består af pensionister og enlige mødre. Mange af ansøgerne er tilbagevendende. Det må således forventes, at en ændring af retningslinjerne vil betyde udbetaling af mindre eller færre legatportioner. Det vil medføre en negativ reaktion fra den nuværende ansøgergruppe.  


Ad 2 Legater til almennyttige og velgørende formål
Der er tre legater, der som overordnet formål har at støtte almennyttige og velgørende institutioner og foreninger.

Kultur- og Fritidsforvaltningen vurderer, at uddelingsprincipperne for følgende legater vil kunne ændres til at omfatte projekter med borgerinddragelse:

2.1. Københavns Kommunes legat for institutioner
Formålet er ifølge fundatsen støtte til institutioner med almennyttigt øjemed, bortset fra børne- og ungdomsarbejde.

Det forventede disponible beløb i 2015 er 77.000 kr. efter, at der i overensstemmelse med fundatsen er uddelt 10.010 kr. i januar 2015. Dette er en fast årlig udbetaling.

2.2. Georg og Emilie Petersens legatfond
Formålet er ifølge fundatsen støtte til ferie- og svagbørnskolonier, andre velgørende institutioner, der støtter børn og unge i forbindelse med ferie og rekreationsophold og til trængende unge mennesker under uddannelse.

Det disponible beløb i 2015 forventes at være 100.000 kr.

2.3. Københavns Kommunes fællesfond til fordel for børn og unge
Formålet er ifølge fundatsen støtte til fordel for børn og unge. Fortrinsvis til formål, der ikke i forvejen modtager støtte fra det offentlige. Støtte kan kun ydes til projekter, institutioner samt til personer med tilknytning til Københavns Kommune.

Det forventede disponible beløb i 2015 er 40.000 kr. efter, at der i overensstemmelse med fundatsen er uddelt 9.195 kr. i januar 2015. Dette er en fast årlig udbetaling.

Hvis retningslinjerne for uddeling ændres, vil det have betydning for den nuværende ansøgergruppe, der dækker flere meget støtteværdige formål, og hvor flere af ansøgerne er tilbagevendende. Der vedlægges oversigt over uddelinger foretaget i 2013 og 2014 (bilag 1).


Forslag til borgerinddragelse i forbindelse med uddeling af trangslegaterne og legaterne til almennyttige og velgørende formål.  
For at inddrage borgerne i uddelingen af Københavns Kommunes trangslegater og legater til almennyttige og velgørende formål, foreslår Kultur- og Fritidsforvaltningen, at uddelingen sker som et miniudbud i form af en konkurrence, hvor f.eks. sociale organisationer, herunder velgørende organisationer kan byde inden for rammen af de legaternes fundatser. 

Borgerinddragelse kan enten ske ved:

  1. i forbindelse med udarbejdelse af forslaget
  2. i forbindelse med udvælgelsen af projektet

Der afsættes henholdsvis 500.000 kr. årligt fra Københavns Kommunes trangslegaterne og 100.000 kr. fra  legaterne til almennyttige og velgørende formål.

Beløbene afsættes som en forsøgsordning i en to årig periode, hvorefter ordningen evalueres og det besluttes om ordningen skal fortsætte.

Mange af ansøgere til trangslegatet er tilbagevendende, og flere af disse har en forventning om at modtage en legatportion i efteråret 2015. På denne baggrund foreslås det, at de ændrede kriterier først træder i kraft pr. 1. januar 2016, således at der i god tid kan informeres om at uddelingsbeløbet til folkepensionister og enlige mødre vil være mindre, hvorfor færre ansøgere vil modtage en legatportion.

    Økonomi

    Indstillingen har ingen umiddelbare økonomiske konsekvenser.

    Videre proces

    Hvis Kultur- og Fritidsudvalget beslutter, at borgerinddragelse skal indgå som en del af uddelingskriterierne for de nævnte institutionslegater, vil Kultur- og Fritidsforvaltningen udskrive miniudbud, som beskrevet ovenfor.



    Carsten Haurum

                                
                            /Merete Evers Dewilde

    Beslutning

    Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 26. marts 2015:

    Kultur- og Fritidsudvalget anmodede forvaltningen om at udarbejde en indstilling om den kommende proces for borgerinddragelsen; indstillingen udsættes herpå.
    Til top