Mødedato: 26.03.2015, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Budget 2016: 1. behandling

Se alle bilag

Kultur- og Fritidsforvaltningen skal senest den 4. maj 2015 aflevere Kultur- og Fritidsudvalgets samlede budgetbidrag for 2016.

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget drøfter, hvilke effektiviseringsforslag for 16,7 mio. kr. der skal indarbejdes i udvalgets samlede budgetbidrag, jf. bilag 1 og bilag 2
  2. at Kultur- og Fritidsudvalget beslutter, om udvalget herudover vil omprioritere inden for udvalgets egen ramme med henblik på varig finansiering af bevillinger, der udløber, jf. bilag 3
  3. at Kultur- og Fritidsudvalget sender forslag vedr. omlægning af Lydavisen i høring
  4. at Kultur- og Fritidsudvalget tager til efterretning, at medarbejdere ansat på midlertidige bevillinger, der udløber ultimo 2015, opsiges til 1. januar 2016.

Problemstilling

Kultur- og Fritidsudvalgets bidrag til budget 2016 indgår i kommunens samlede budgetforslag. Over to omgange behandler Kultur- og Fritidsudvalget budgetbidraget. Ved 1. behandlingen den 26. marts 2015 drøfter Kultur- og Fritidsudvalget, hvilke effektiviseringer der skal indgå i udvalgets budgetbidrag. Udvalget skal finde effektiviseringer for minimum 16,7 mio. kr. Kultur- og Fritidsudvalget kan desuden vælge at omprioritere yderligere midler inden for egen ramme til at finansiere bevillinger, der udløber ultimo 2015.

Ved 2. behandlingen den 30. april 2015 beslutter Kultur- og Fritidsudvalget, hvilke effektiviseringer der skal indgå i udvalgets budgetbidrag, og godkender de øvrige elementer i budgetbidraget herunder udvalgsafsnit, enhedspriskatalog og takstoversigt.

Løsning

Kultur- og Fritidsforvaltningen har til Kultur- og Fritidsudvalgets 1. behandling af budget 2016 udarbejdet:

  • Forslag til effektiviseringer, jf. bilag 1 og bilag 2 (FORTROLIGT)
  • Oversigt over bevillinger der udløber ultimo 2015, jf. bilag 3

Effektiviseringer
Kultur- og Fritidsudvalget skal senest ved 2. behandlingen af budgettet den 30. april 2015 beslutte, hvilke effektiviseringsforslag der skal indgå i udvalgets budgetforslag for 2016, jf. bilag 1 og bilag 2. Udvalget skal minimum finde effektiviseringer for 16,7 mio. kr. Bilag 1 indeholder en oversigt over nye forslag til effektiviseringer. Bilag 2 indeholder oversigt over effektiviseringsforslag fra budget 2013, 2014 og 2015, der ikke blev besluttet, og som ikke som følge af senere politiske beslutninger er blevet uaktuelle.

Bilag 1 indeholder bl.a. forslag vedrørende omlægning af Lydavisen, som Kultur- og Fritidsforvaltningen foreslår at sende i høring hos Ældrerådet og Handicaprådet. Der vil derudover blive afholdt dialogmøder med brugerråd og interesseorganisationer. Høringssvar vil blive vedlagt ved udvalgets 2. behandling af budgetbidraget.

Bevillinger der udløber ultimo 2015
Der udløber ultimo 2015 midlertidige bevillinger for 16,8 mio. kr., jf. bilag 3Kultur- og Fritidsudvalget kan udover de 16,7 mio. kr. i forvaltningsspecifikke effektiviseringer vælge at omprioritere inden for sin egen ramme for at finde varig finansiering af bevillinger, der udløber ultimo 2015.

Udvalget kan også beslutte at henvise bevillinger, der udløber, til forhandlingerne om Budget 2016.  

Hvis Kultur- og Fritidsudvalget ikke vælger at omprioritere midler inden for egen ramme til finansiering af de bevillinger, der udløber, vil Kultur- og Fritidsforvaltningen igangsætte opsigelse af de medarbejdere, der er ansat i forvaltningen til at varetage de midlertidige aktiviteter. Dette gælder for bevillingerne til sikker by, borgerservice i lufthavnen, badning i havnen og fortsat åbning af svømmehallerne i sommerferien.

De enkelte medarbejdere har typisk opsigelsesfrister på 3-6 måneder, hvorfor det er nødvendigt at igangsætte opsigelser allerede medio 2015. Såfremt der afsættes midler i budgetforhandlingerne, vil opsigelserne blive trukket tilbage.

Økonomi

-

Videre proces

Kultur- og Fritidsudvalget 2. behandler budgetforslaget den 30. april 2015.




Carsten Haurum 
                            /Susanne Hovgaard Heunicke

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 26. marts 2015:

Kultur- og Fritidsudvalget drøftede indstillingens 1. og 2. at-punkt. Kultur- og Fritidsforvaltningen arbejder frem mod budgettets 2. behandling videre med effektiviseringsforslagene på baggrund af udvalgets drøftelser og tilkendegivelser.

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingens 3. at-punkt vedrørende Lydavisen, dog således at det er forslag om at afsøge mulighederne for effektivisering uden at forringe servicen, der sendes i høring.

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingens 4. at-punkt.

Til top