Mødedato: 26.03.2015, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Ansøgning: Støtte til projektet Grazie Gloria

Se alle bilag
Det Italienske Kulturinstitut i København og Gloria Biograf søger om tilskud på 50.000 kr. til i perioden marts til november 2015 at vise 8 nye italienske film.

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
  1. at Kultur- og Fritidsudvalget giver afslag på ansøgningen om støtte på 50.000 kr. til projektet Grazie Gloria, da der ikke er afsat midler til formålet på udvalgets budget.

Problemstilling

Med udgangspunkt i filmvisninger ønsker Projektet Grazie Gloria at præsentere det moderne Italien til et bredere københavnsk publikum. Formålet er at styrke kulturmødet mellem Italien og Danmark.

Der vil i projektperioden blive vist 8 forskellige, nyere italienske film. Hver film vil blive vist to gange: En eftermiddagsvisning til lav pris og en premierevisning suppleret med sideaktiviteter.

Løsning

For at give så mange som muligt mulighed for at opleve filmene, vil eftermiddagsvisningerne have en særligt lav billetpris på 20 kr.

Premiereaftenerne vil bestå af filmvisning og tematiske events. Et fast tema i forbindelse med filmvisningerne vil være det italienske køkken. Herudover er det tanken, at enten instruktøren eller en af skuespillerne skal deltage i en debat om Italien og den viste film i forbindelse med én af premierevisningerne. Billetprisen til premierevisningerne vil være 90 kr.

Der vil blive vist én film om måneden i projektperioden bortset fra juli 2015.

Projektets samlede budget er på 177.000 kr., som - udover det ansøgte tilskud fra Københavns Kommune - dækkes af andre tilskud og sponsorer.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt ansøgningen imødekommes, vil forvaltningen, i dialog med ansøgerne, udarbejde en tilskudsaftale, som indeholder forudsætninger for tilskuddet og målbare succeskriterier.


Carsten Haurum

                                                                                    /Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 26. marts 2015:

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede at yde et tilskud på 50.000 kr.; kassemæssig dækning anvises på konto 3.35.64.1. Beløbet øremærkes sideaktiviteter.

Til top