Mødedato: 26.03.2015, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Ansøgning: Stjerne Radio

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til ansøgning fra Foreningen Projekt Stjerne Radio om tilskud til drift af formidlingsfacilitet i forbindelse med Projekt Stjerne Radio, og til at Kultur- og Fritidsforvaltningen undersøger muligheden for, om Projekt Stjerne Radio organisatorisk kan blive en del af de kulturinstitutioner, som Københavns Kommune selv ejer eller giver et tilskud.

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
  1. at Kultur- og Fritidsudvalget beslutter, hvorvidt udvalget ønsker at henvise ansøgning om tilskud til driftsmidler til Projekt Stjerne Radio til overførselssag 2014/2015, hvor den erstatter ansøgning om tilskud til anlægsmidler til samme projekt.
  2. at Kultur- og Fritidsudvalget beslutter, at Kultur- og Fritidsforvaltningen, hvis der gives midler til Projekt Stjerne Radio i overførselssagen 2014/2015, herefter undersøger muligheden for, at Projekt Stjerne Radio organisatorisk bliver en del af de kulturinstitutioner, som Københavns Kommune selv ejer eller giver et tilskud.

Problemstilling

Kultur- og Fritidsudvalget henviste på deres møde den 18. december 2014 en ansøgning fra Foreningen Projekt Stjerne Radio om tilskud til genetablering af facaden på butik Stjerne Radio til overførselssagen 2014/2015. Ansøgningen om tilskud til anlægsudgifter var på 650.000 kr. Foreningen Projekt Stjerne Radio ønsker at ændre formålet med ansøgningen og søger nu om driftsmidler til formidlingsfacilitet i forbindelse med Projekt Stjerne Radio.

Løsning

Kultur- og Fritidsudvalgets behandling af Projekt Stjerne Radio:

I forbindelse med  markeringen af 70-året for Danmarks befrielse ønsker Foreningen Projekt Stjerne Radio at genetablere Stjerne Radios butiksfacade på Istedgade 31 som ramme om en permanent besættelseshistorisk formidlingsfacilitet.

Kultur- og Fritidsudvalget bevilgede på deres møde den 18. december 2014 100.000 kr. til et forprojekt i forbindelse med Projekt Stjerne Radio. På samme møde henviste udvalget en ansøgning om tilskud på 650.000 kr. til genetablering af Stjerne Radios facade til overførselssagen 2014/2015.

Ansøgning om driftsmidler (bilag 1)

Foreningen Stjerne Radio har været i dialog med en projektrådgiver fra  A.P. Møller Fonden om støtte til projektet. I følge foreningen har fondens projektrådgiver bedt foreningen om at styrke projektet driftmæssigt, før en ansøgning fremlægges A. P. Møller Fondens bestyrelse. På den baggrund ønsker foreningen at ændre formålet med de ansøgte 650.000 kr. som på Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 18. december 2014 blev henvist til overførselssagen 2014/2015 . Foreningen ønsker ikke længere at søge om anlægsmidler, men søger nu om driftsmidler til formidlingsfacilitet.

Foreningen Stjerne Radio ønsker driftmæssigt at fordele de 650.000 kr. således: 300.000 kr. skal finansiere den årlig drift af formidlingsfaciliteten i ti år, 175.000 kr. anvendes til indvielse og 175.000 kr. anvendes til udstillinger. Den planlagte indvielse af Stjerne Radio er flyttet fra maj til august 2015.

Formidlingsfaciliteten skal placeres på et areal, som ejes af Københavns Kommune, Teknik- og Miljøforvaltningen. Skomagerkarréens Gårdlaug har brugsret til arealet. Den 26. marts 2015 kl. 19 afholder gårdlauget ekstraordinær generalforsamling, hvor det skal besluttes om brugsretten til arealet skal overgå til Foreningen Projekt Stjerne Radio. Gårdlauget har været i kontakt med Teknik- og Miljøforvaltningen om eventuel overdragelse.  

Derudover ønsker Foreningen Stjerne Radio, at Kultur- og Fritidsforvaltningen undersøger muligheden for, at Projekt Stjerne Radio organisatorisk bliver en del af de kulturinstitutioner, som Københavns Kommune selv ejer eller giver et tilskud. Ansøger har ikke nærmere angivet hvilken form for tilknytning, der ønskes, men såfremt Kultur- og Fritidsudvalget beslutter, at yde et tilskud ved overførselssagen, og derefter at Kultur- og Fritidsforvaltningen skal arbejde videre med en sådan tilknytning, vil forvaltningen i samarbejde med den nye museumsenhed afsøge mulige samarbejder og forankringer for Projekt Stjerne Radio.


Om Stjerne Radio:

Stjerne Radios historie går tilbage til 1942, hvor Grosserer Carl Munck etablerede radioforretning på adressen. Her samlede han sig en personkreds, der bl.a. bestod af tidligere frivillige fra Dansk Finlands Bataljon. Kort tid herefter blev "Muncke Gruppen" etableret. Gruppen ændrede imidlertid hurtigt navn og blev senere kendt som 1. generation af modstandsgruppen Holger Danske.

Ingen i gruppen havde den fornødne krigserfaring til at kunne iværksætte væbnet modstand mod den tyske besættelsesmagt, hvorfor der blev indgået et samarbejde med modstandsgruppen BOPA, hvis medlemmer havde krigserfaring fra bl.a. den spanske borgerkrig.

Butikken kom herefter i tyskernes søgelys og blev sprængt i luften to gange, henholdsvis den 14. og 28. oktober 1944.


Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt ansøgningen imødekommes vil forvaltningen udarbejde et nyt notat om driftsstøtte til overførselssagen.

 

Carsten Haurum

 

                                                                            /Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 26. marts 2015:

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede at yde et tilskud på 4 gange 30.000 kr. under forudsætning af at foreningen opnår en positiv afklaring af projektet med A.P. Møller Fonden; kassemæssig dækning for beløbet på 120.000 kr. anvises på konto 3.35.64.1.

Til top