Mødedato: 26.02.2020, kl. 11:00
Mødested: Comwell Borupgaard, Nørrevej 80, 3070 Snekkersten

Østerbros kultur-, idræts- og biblioteksstruktur

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til en procesplan for den videre dialog med biblioteksbrugere, lokalområdet og centrale interessenter om biblioteksstrukturen på Østerbro.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, 

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender procesplanen i nærværende indstilling som ramme for det videre arbejde med en bred involvering af interessenterne om udviklingen af kultur-, idræts- og biblioteksstrukturen på Østerbro.

Problemstilling

Kultur- og Fritidsudvalget udsatte den 30. januar 2020 sagen "Østerbros kultur-, idræts- og biblioteksstruktur" til den 26. februar 2020, med henblik på at Kultur- og Fritidsforvaltningen forelægger en procesplan for Kultur- og Fritidsudvalget.

Den videre proces, som Kultur- og Fritidsudvalget skal godkende, skal bl.a. indeholde en yderligere dialog med biblioteksbrugere, lokalområdet, lokaludvalget og Børne- og Ungdomsforvaltningen, og skal munde ud i et kvalificeret beslutningsgrundlag, som kan forelægges Kultur- og Fritidsudvalget inden sommerferien 2020, med henblik på at sagen kan indgå i forhandlingerne om budget 2021. 

Løsning

Udvalgsbehandlingen den 30. januar 2020 tegnede et billede af, at der er mange hensyn at tage i forbindelse med placeringen, udformningen og opdelingen af særligt biblioteket på Østerbro.

Med procesplanen lægges der op til at følge op på og udvide den lokale borgerdialog, der allerede har været frem til nu. For at sikre et mere repræsentativt billede af lokalområdets syn på udviklingen af biblioteksstrukturen på Østerbro vil Kultur- og Fritidsforvaltningen, i samarbejde med et eksternt analysefirma, gennemføre en kvantitativ surveyundersøgelse. En sådan undersøgelse kan gennemføres for omkring 90.000 kr.

Derudover vil det blive muligt at give sin mening til kende på Københavns Kommunes høringsportal ”Bliv Hørt”. Disse nye tiltag skal, sammen med en omfattende dialogproces, sikre, at så mange borgere som muligt på Østerbro får mulighed for at komme til orde. Procesplanen er udarbejdet med dette afsæt.

I et sådant arbejde indgår blandt andet trafikal adgang, placering af Borgerservice, samarbejde med andre enheder og fordele og udfordringer ved at opdele et bibliotek på to satellitter med hver deres synergier med andre kultur- og idrætsfunktioner og med Kildevældsskolen.

I det videre arbejde vil indgå et samarbejde med boligorganisationen AKB samt kortlægning af mulighederne for at følge op på arbejdet med klimakvarteret og de samarbejder, der allerede er etableret. Her vil også indgå en belysning af de potentialer, som kvarterets særlige placering kan åbne op for. I den sammenhæng spiller særligt lokaludvalget en central rolle.

Ramme
Afsættet for en videre borgerdialog er en undersøgelse af mulighederne for et voksenbibliotek på 400 m2 ved Svanemøllehallen, herunder også en kortlægning af mulighederne for boligbyggeri på arealerne ved Svanemøllehallen, et børnebibliotek på 400 m2 ved Kildevældsskolen samt en kulturport til Klimakvarteret på Øbro Jagtvej Biblioteks arealer. Rammen har afsæt i den indstilling, der blev forelagt Kultur- og Fritidsudvalget på mødet den 30. januar 2020.

Det bemærkes, at huslejen for Østerbro Bibliotek fra 2020 stiger med ca. 0,8 mio. kr. årligt.

Stor åben inddragelsesproces
Der igangsættes en inddragelsesproces med brug af de erfaringer, som Kultur- og Fritidsforvaltningen gennem årene har samlet fra samarbejdet med en bred kreds af interessenter på kultur- og fritidsområdet. Der vil i den sammenhæng blive trukket på demokrati-samarbejdspartnere for at sikre en god høringsproces med en bred inddragelse, der åbner op for at lade flest mulige komme til orde.

Sigtet er at sikre ny inspiration og nye metoder i borgerdialogen. Der inviteres blandt andet gennem lokalavisen og opslag på SoMe, ligesom der bliver mulighed for at give synspunkter til kende gennem høringsportalen "Bliv Hørt". 

I arbejdet vil indgå, at Kultur- og Fritidsudvalget kan invitere til møder, der f.eks. også kan indeholde en paneldebat med Kultur- og Fritidsudvalgets medlemmer. Det sikres på forhånd, at både lokaludvalget og AKB er orienterede om mødetid og sted.

Generel tilkendegivelse fra lokalområdet – kvantitativ undersøgelse
Der kan gennemføres en survey med et repræsentativt udsnit af Østerbros ca. 80.000 borgere. Undersøgelsen gennemføres i samarbejde med et eksternt analysebureau.

I undersøgelsen stilles et par ”lukkede spørgsmål” med det formål at få et billede af, hvor mange der er for/imod det forslag, som KFU behandlede 30. januar 2020.

Dialogmøder med udvalgte relevante interessenter
Med en ambition om at belyse samtlige muligheder inviteres særlige interessenter til dialogmøder, hvor de enkelte muligheder og udfordringer kan belyses i dybden.

I den sammenhæng kunne relevante dialogparter være AKB og en række forskellige miljøorganisationer, med henblik på at belyse hvordan man mest hensigtsmæssigt udfolder ideerne bag en kulturport, der danner bro til klimakvarteret, herunder også hvordan man bedst udfolder kommunens grønne ambitioner f.eks. gennem en biblioteksfunktion. Dialogmøderne skal også være med til at afdække, hvordan man sikrer både relevant indhold og en sammenhængende driftsøkonomi i et sådant projekt.   

Bliv hørt – kvalitativ undersøgelse
Det er centralt, at alle borgere i bydelen har adgang til at komme til orde, hvorfor der også vil blive gjort brug af ’bliv hørt’. Dette giver mulighed for dels at uddybe og nuancere synspunkter, dels at komme til orde, også selvom man ikke er omfattet af survey-undersøgelsen eller i stand til at deltage i borgermødet.

Ny politisk behandling 
Tiltagene søges gennemført i perioden fra marts til og med april 2020 med henblik på, at Kultur- og Fritidsudvalget forelægges en opsamling inden sommerferien 2020. Biblioteksstrukturen på Østerbro vil dermed kunne indgå i forhandlingerne om Budget 2021.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Kultur- og Fritidsforvaltningen arbejder videre i overensstemmelse med Kultur- og Fritidsudvalgets tilkendegivelser.

 

Mette Touborg

                                                          /Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 26. februar 2020:

Følgende repræsentant fra "Bevar Biblioteket Jagtvej 227" havde inden punktets behandling foretræde for udvalget om sagen:

  • Mai Sung

 

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede, at Kultur- og Fritidsforvaltningen - i samarbejde med Østerbro Lokaludvalg - gennemfører borgermøder/dialogmøder om biblioteksstrukturen på Ydre Østerbro.  

Til top