Mødedato: 26.01.2017, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 86

Medlemsforslag om en bylivsborgmester i København

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal behandle medlemsforslaget.

Indstilling

Michael Gatten og Andreas Pourkamali anmoder på vegne af Radikale Venstre om, at følgende medlemsforslag optages på dagsordenen for Kultur- og Fritidsudvalgets møde torsdag den 26. januar 2017:

Det foreslås,

  1. at Kultur- og Fritidsforvaltningen undersøger muligheden for at etablere en ’Bylivsborgmester’-funktion i København. Funktionen skal være en kontinuerlig støtte til byens kultur- og natteliv og være den samlede talsmandsfunktion for de kreative miljøer i byen,
  2. at Kultur- og Fritidsforvaltningen forelægger undersøgelsen samt overslag over økonomi og mulige partnerskaber, herunder med Dansk Live, på næstkommende KFU-møde/-budgetseminar fredag den 24. februar 2017.

Motivering

Radikale Venstre ønsker en ’Bylivsborgmester’ i København - en idé, der er udklækket sammen med Dansk Live på basis af erfaringer fra Amsterdam og Berlin. Funktionen skal være en kontinuerlig støtte til byens kultur- og natteliv og være den samlede talsmandsfunktion for de kreative miljøer i byen, jf. vedlagte Dansk Live-notat af 24. november 2016.   

’Bylivsborgmesteren’ skal bevæge sig hjemmevant på såvel de bonede gulve som i kreative undergrundsmiljøer og være skarp på dialogen mellem borgere, myndigheder og arrangører, så konflikter nedtrappes og løsninger findes. Desuden skal ’Bylivsborgmesteren’ være en velkendt funktion for alle myndigheder, for medier, kreative industrier og videnbaserede organisationer, som alle kan rådføre sig med, så snart de er på udkig efter viden om kultur- og nattelivets forhold.

Senest har London udnævnt sin første ’Night Czar’ og mange af vores europæiske naboer har etableret såkaldte ’Night Mayors’, herunder Amsterdam, Berlin, Köln, Nantes, Paris, Toulouse og Zürich. En funktion, der har givet inspiration til nærværende forslag om en ’Bylivsborgmester’, som er en udvidelse af ’Night Mayor/Natteborgmester’-ordningen, hvor et bredere kultur- og erhvervsliv inkluderes i funktionen - med det ønske at favne såvel frivillighed og forretning, samt kultur- og natteliv. Fire aspekter, der i en københavnsk kontekst er nært knyttede.

Det foreslås, at ’Bylivsborgmester’-ordningen opstartes i samarbejde med Dansk Live m.fl. (herunder relevante lokaludvalg, beboerforeninger etc.) som et pilotprojekt i Københavns Kommune - og at der samtidig undersøges relevante muligheder for partnerskaber med andre byer i Danmark, herunder særligt Aarhus og eksempelvis 6-byerne. Dansk Live vil – på vegne af musikbranchen - efter nærmere drøftelse af indhold, omfang og ambitioner muligvis kunne medvirke med op til 50 % af den samlede finansiering, som beskrevet i vedlagte notat.

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 26. januar 2017:

Dagsordenens punkter 4 og 5 blev behandlet under eet.

Ordet "borgmester" udgår i det videre forløb og erstattes af "koordinerende funktion for by- og nattelivet".

Kultur- og Fritidsudvalget drøftede medlemsforslaget (punkt 4). Medlemsforslagets indhold og intention indgår i det videre arbejde med restaurations- og nattelivsplanen, jf. dagsordenens punkt 5, således at Kultur- og Fritidsforvaltningen også undersøger mulighederne for at etablere en koordinerende funktion for by- og nattelivet i København.

Kultur- og Fritidsforvaltningen arbejder videre med sagen på baggrund af udvalgets drøftelser og tilkendegivelser og vender tilbage til Kultur- og Fritidsudvalget i marts 2017.

Indstillingens 2. at-punkt i punkt 5 blev godkendt.

Rune Dybvad, Taner Yilmaz, Lise Thorsen, Rikke Lauritzen og Jens Kjær Christensen ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen: "Socialdemokratiet og Enhedslisten er ikke overbevist om, at forslaget vil løse de reelle problemer i bylivet, og vil derfor med interesse følge sagens udvikling."

Jens-Kristian Lütken og Kasper Heumann Kristensen ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen: "Venstre og Kasper Heumann Kristensen ønsker en større koordination og mere samarbejde mellem forvaltningerne, men ser ikke nødvendigvis en ny funktion som en nattelivskoordinator som en løsning på den udfordring."

Neil Bloem ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen: "SF støtter intentionen i forslaget, men ikke indblandingen af private midler. Endvidere ønsker vi at funktionen forankres i både KFF og TMF." 

Til top