Mødedato: 26.01.2017, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 86

Ansøgning om støtte til stiftelse og løbende tildeling af en æres award til særligt udvalgte ambassadører for det københavnske kulturliv

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til ansøgning om støtte til stiftelse og løbende tildeling af en æres award til særligt udvalgte ambassadører for det københavnske kulturliv.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget giver afslag på ansøgning om 10.000 kr. til stiftelse og løbende tildeling af en æres award til særligt udvalgte ambassadører for det københavnske kulturliv, da der ikke er afsat midler til formålet på Budget 2017.

 

Problemstilling

Præsidenten for International Club Copenhagen (ICC), Hasse Ferrold, søger Kultur- og Fritidsudvalget om støtte til stiftelse og løbende tildeling af en æres award til særligt udvalgte ambassadører for det københavnske kulturliv (bilag 1).

Der er ikke afsat midler til formålet på Budget 2017.

 

Løsning

Præsidenten for ICC, Hasse Ferrold, ønsker at tildele personer, som primært er udlændinge i Danmark, og som gør noget særligt for det københavnske og danske kulturliv, en anerkendelse i form af en æres award.

Awarden er et særligt fremstillet æresbadge, som ansøger foreslår skal overrækkes af Københavns kulturborgmester ved en cermoni på Københavns Rådhus. Ved cermonien inviteres også præsidenten for ICC, som også er initiativtager til denne Award.

Awarden foreslås fremstillet i gyldent metal og vil bl.a. være udsmykket med Københavns byvåben, samt teksten CCA eller Copenhagen Culture Ambassadsor.

Formålet med denne æres award er at anerkende udlændinge og udvalgte danskere, der gør noget særligt for at sætte sig ind i, samt udbrede kendskabet til, dansk kultur og det københavnske kulturliv.

Ifølge ansøger udpeges Copenhagen Culture Ambassadors bl.a. blandt medlemmerne af de udenlandske ambassadørers ægtefæller i Danmark. De har, ifølge ansøger, en kulturgruppe, som på mange måder allerede opfylder formålet. Ansøger ønsker på sigt, at awarden også tildeles andre udlændinge eller udvalgte danskere, der ligeledes opfylder formålet.

Ansøger foreslår, at Kultur- og Fritidsudvalget står for udpegningen af awardmodtagerne på baggrund af en indstilling fra bl.a. Københavns kulturborgmester og præsidenten for ICC.

Der søges om 10.000 kr. til fremstilling af emblemer samt en reception, der skal markere initiativets start.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget vælger at afsætte midler til ansøgningen, vil forvaltningen, i dialog med ansøger, udarbejde en tilskudsaftale, som indeholder målbare succeskriterier og forudsætninger for tilskuddet.

 

Mette Touborg

  

                                                 /Merete Evers Dewilde         

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 26. januar 2017:

Der blev begæret afstemning om et forslag om at bevilge et tilskud på 10.000 kr.; kassemæssig dækning anvises på konto 3.35.64.1.

Et mindretal (Carl Christian Ebbesen og Jens-Kristian Lütken) stemte for forslaget.

Et flertal (Neil Bloem, Rune Dybvad, Taner Yilmaz, Lise Thorsen, Rikke Lauritzen, Jens Kjær Christensen, Andreas Pourkamali og Michael Gatten) stemte imod.

Kasper Heumann Kristensen undlod at stemme.

Forslaget blev således forkastet.

Til top