Mødedato: 26.01.2017, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 86

Dansekapellet - kunst og opgradering af gården

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til modtagelsen af et kunstværk af Ny Carlsbergfondet og forelægges orientering om forvaltningens arbejde med opgradering af Dansekapellets gård.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at Kultur- og Fritidsforvaltningen tager imod en donation af et kunstværk på Dansekapellet fra Ny Carlsbergfondet

  2. at Kultur- og Fritidsudvalget tager status med Kultur- og Fritidsforvaltningens arbejde med opgradering af Dansekapellets gård til efterretning

Problemstilling

Dansekapellet har et ønske om at øge synligheden af Dansekapellet og etablere sig som fyrtårn i Nordvest. Derfor har Kultur- og Fritidsforvaltningen ved Dansekapellet ansøgt Ny Carlsbergfondet om et kunstværk, som både understøtter Dansekapellets vision om at bringe kunsten ud til alle og til at øge synligheden for Dansekapellet. Ny Carlsbergfondet er vendt positivt tilbage og ønsker at donere et kunstværk som gave. 

I forlængelse af donationen fra Ny Carlsbergfondet ønsker Dansekapellet at udvide kapaciteten og aktiviteterne på stedet ved en opgradering af de ydre fysiske forhold i gården.

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til, om Kultur- og Fritidsforvaltningen skal modtage donationen fra Ny Carlsbergfondet. Kultur- og Fritidsudvalget orienteres samtidig om forvaltningens videre arbejde med at opgradere gården.

Løsning

Dansekapellet er et profilhus for dans og bevægelse og tiltrækker primært børn og unge, danse- og bevægelsesforeninger og et danseinteresseret publikum til performances. Dansekapellet har årligt ca. 50.000 unikke brugere og i gennemsnit ca. 400 brugere dagligt via foreninger, der spænder bredt fra tango og swing til urban dance og moderne dans. Der afholdes årligt ca. 120 performances for offentligheden, hvoraf halvdelen er velegnede til turister. Dansekapellet har gennem de seneste år udvidet aktiviteterne, herunder med deltagelse i det nationale projekt ”Ta’ fat om dansen”, det europæiske projekt ”Hip Hop Games”, som er en ny form for battle/konkurrence for unge urban dansere og fra 2017 den internationale festival SubUrban dance festival, der byder på det bedste inden for urban dance i ind- og udland.

Kunst på Dansekapellet

Dansekapellet ligger i dag tilbagetrukket og gemt væk bag en mur. For at skabe øget synlighed på Dansekapellet og styrke den ikoniske værdi ved stedet som fyrtårn i Nordvest, har Dansekapellet ansøgt Ny Carlsbergfondet om et kunstværk, som kan øge Dansekapellets og områdets attraktionsværdi og samtidig bringe kunsten ud til flere københavnere. Der er ansøgt om lyskunst, da det kan tilføre en ekstra værdi til området i de mørke vinterperioder, men Dansekapellet er samtidig åben for andre kunstformer.

Ny Carlsbergfondet er vendt positivt tilbage med en indstilling om at donere et kunstværk til Dansekapellet. Kunstværket doneres omkostningsfrit til Dansekapellet. Der er ikke taget stilling til den konkrete kunstner eller genre, men fondet udvælger kunstneren i dialog med Dansekapellet. Dansekapellet har blandt andet lagt vægt på, at den pågældende kunstner er åben overfor at arbejde med den konkrete kontekst. Dansekapellet har i ansøgningsprocessen haft indledende dialog med repræsentanter fra de umiddelbare naboer og vil fortsat inddrage naboerne i den videre proces.

Opgradering af de fysiske rammer på Dansekapellet

I forbindelse med tilsagnet fra Ny Carlsbergfondet om et kunstværk, er Dansekapellet gået i gang med at undersøge mulighederne for at opgradere de fysiske rammer i Dansekapellets gård. En opgradering af gården vil både understøtte den værdi, kunstværket vil tilføre Dansekapellet og kan samtidig øge kapaciteten for Dansekapellets aktiviteter. Dansekapellet vurderer at kunne øge kapaciteten med 10 %, hvis gården kan inddrages i sommerhalvåret til dans og sociale aktiviteter. 

Opgraderingen omfatter dels basisrenovering af de eksisterende forhold, herunder den omkringliggende mur og belægningen i gården, dels aktivitetsfremmende foranstaltninger såsom mobile scener og inventar.

Kultur Nord har reserveret midler til en del af vedligeholdelsen. Der er derudover indledt dialog med Københavns Ejendomme om projektet. Derudover søges andre fonde om muligheden for at øge aktiviteterne i gården.

Forvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget tager status på forvaltningens arbejde med at opgradere gården til efterretning.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Når der er udpeget en kunstner af Ny Carlsbergfondet, orienteres Kultur- og Fritidsudvalget ved et notat.

Mette Touborg

                         /Aravni Jakobsen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 26. januar 2017:

Indstillingen blev godkendt.

Til top