Oprettelse af Københavns Kommunes fællesfond for trængendes landophold
Oprettelse af Københavns Kommunes fællesfond for trængendes landophold
Kultur- og Fritidsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde torsdag den 25. oktober 2001
15. Oprettelse af Københavns Kommunes fællesfond for trængendes landophold
(KFU 374/2001)
INDSTILLING
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
at Kultur- og Fritidsudvalget godkender at overtage administrationen af legater, der tidligere var under bestyrelse af Foreningen for Trængendes landsophold, samt denne forenings formue,
at Kultur- og Fritidsudvalget godkender at disse midler indgår i en nyoprettet fællesfond - Københavns Kommunes fællesfond for trængendes landophold, under bestyrelse af Kultur- og Fritidsudvalget,
at Kultur- og Fritidsudvalget godkender og underskriver den udarbejdede fundats for den nye fællesfond (bilag 1), der er forhåndsgodkendt af Civilretsdirektoratet,
at Kultur- og Fritidsudvalget godkender retningslinier for uddeling fra den nye fællesfond (bilag 2), og
at Kultur- og Fritidsudvalget bemyndiger Kultur- og Fritidsforvaltningen at foretage uddeling i henhold til retningslinierne med efterfølgende orientering for udvalget.
RESUME
Foreningen for Trængendes Landophold, oprettet den 14. februar 1890, har opløst sig selv og har i den forbindelse henvendt sig til Kultur- og Fritidsforvaltningen med henblik på, at Københavns Kommune viderefører foreningens formål ved overtagelse af foreningens midler.
De samlede midler andrager 693.800 kr. (nominel værdi).
Civilretsdirektoratet har den 30. juli 2001 forhåndsgodkendt udkast til fundats for Københavns Kommunes fællesfond for trængendes landophold som den fortsættende fond.
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller derfor, at Kultur- og Fritidsudvalget godkender oprettelse af den nye fællesfond, herunder godkender og underskriver fundatsen, godkender retningslinier for uddeling fra fonden samt bemyndiger Kultur- og Fritidsforvaltningen til at foretage uddeling i henhold til disse retningslinier med efterfølgende orientering af udvalget.
SAGSBESKRIVELSE
Foreningen for Trængendes Landophold, oprettet den 14. februar 1890, har opløst sig selv og har i den forbindelse henvendt sig til Kultur- og Fritidsforvaltningen med henblik på, at Københavns Kommune viderefører foreningens formål ved overtagelse af foreningens midler samt midler tilhørende de af foreningen administrerede legater.
I henhold til foreningens love af 14. februar 1890 har foreningen haft til formål:
"at skaffe landophold for sådanne børn og voksne af de ubemidlede klasser i hovedstaden, som på grund af mangelfuld ernæring, overanstrengelse eller som rekonvalescenter må antage i særlig grad at trænge til et ophold på landet".
Kultur- og Fritidsforvaltningen har udarbejdet udkast til fundats for Københavns Kommunes fællesfond for trængendes landophold som den fortsættende fond. Fundatsudkastet er den 30. juli 2001 forhåndsgodkendt af Civilretsdirektoratet med følgende formål:
"Fonden har til formål at yde hjælp til landophold eller rekonvalescensophold for trængende børn og voksne.
Hjælp kan enten ydes som tilskud til københavnske institutioner/foreninger med samme formål eller til trængende enkeltpersoner med bopæl i Københavns Kommune".
De samlede midler udgør 693.800 kr. (nominel værdi) og der forventes, at være ca. 50.000 kr. til uddeling årligt.
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller derfor, at Kultur- og Fritidsudvalget godkender oprettelse af den nye fællesfond, herunder godkender og underskriver fundatsen, godkender retningslinier for uddeling fra fonden samt bemyndiger Kultur- og Fritidsforvaltningen til at foretage uddeling i henhold til disse retningslinier med efterfølgende orientering af udvalget.
ØKONOMI
Forslaget forventes at øge kommunens indtægt for administration af legater med ca. 4.000 kr. årligt.
MILJØVURDERING
Ingen bemærkninger
HØRING
Der er ikke foretaget høringer.
BILAG
1. Udkast til fundats for Københavns Kommunes fællesfond for trængendes landophold
2. Retningslinier for uddeling fra Københavns Kommunes fællesfond for trængendes landophold
3. Forvaltningens skrivelse af 17. maj 2001 til Civilretsdirektoratet
4. Civilretsdirektoratets skrivelse af 30. juli 2001
Ida Munk
/ Birgitte Rasmussen