Mødedato: 25.09.2014, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Sommerdans i Fælledparken - kulturelt udbud

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til, om Sommerdans i Fælledparken skal i kulturelt udbud.

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
  1. at Kultur- og Fritidsudvalget beslutter, at Sommerdans i Fælledparken skal sendes i kulturelt udbud, fra og med sommeren 2015.

Problemstilling

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede 8. april 2014, i effektiviseringsbidrag til Budget 2015, at anmode Kultur- og Fritidsforvaltningen om at foretage yderligere undersøgelser i forhold til kulturelt udbud vedrørende Sommerdans.

Der anvendes hvert år 316.000 kr. på projektet.

Løsning

Københavns Kommune har de sidste 13 år arrangeret gratis danseundervisning i Fælledparken. "Sommerdans i Fælledparken" afvikles på Dansescenen i perioden fra ultimo juni til ultimo juli. Sommerdans er åben for både begyndere og mere erfarne dansere i alle aldre. I 2014 deltog ca. 9.100 mennesker fordelt over 20 aftener. Det svarer til et gennemsnit på 455 deltagere pr. arrangement. 

Planlægningen og afviklingen af Sommerdans varetages af tre projektansatte i Kultur- og Fritidsforvaltningen. De sætter rammerne og sikrer den nødvendige kvalitet. Det sker i dialog med en række foreninger og professionelle undervisere, der laver indholdet i arrangementerne. Der er afsat 316.000 kr. årligt, og midlerne anvendes til honorarer, lydtekniker, leje af lydudstyr, PR, forsikringer, KODA- afgifter, leje af toiletvogne mv. (se de projektansattes evaluering i bilag 1).

Kulturelt udbud
Forvaltningens undersøgelser viser, at kulturelt udbud kan medvirke til at trække andre interessenter, idéer og tilgange ind i projektudviklingen. Danseforeninger eller andre aktører får mulighed for at overtage konceptet og dermed videreføre arrangementet med brugerbetaling. Der kan blandt andet konkurreres på antal arrangementer, kvalitet i arrangementerne, målgrupper for arrangementerne, eller levende musik vs. musik fra anlæg. Der er også mulighed for at opkræve entré, noget der dog vil kræve indhegning af området. Der åbnes for muligheden for at gentænke og skabe en ny profil i projektet.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Hvis indstillingen godkendes, sendes Sommerdans i Fælledparken i kulturelt udbud med en sum på 316.000 kr. Projektet vil i givet fald blive udbudt i januar 2015.

Hvis ingen byder på opgaven, vil arrangementet fortsat blive drevet i kommunalt regi.


Carsten Haurum

                                                                                /Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 25. september 2014:

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte et ændringsforslag om, at sætningen: "Der er også mulighed for at opkræve entre, noget der dog vil kræve inhegning af området." udgår.

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen inkl. ændringsforslaget. 

Kultur- og Fritidsforvaltningen vender tilbage til udvalget, når udbuddet er gennemført med henblik på stillingtagen til hvilken budgiver, der skal indgås aftale med.   
Til top