Mødedato: 25.08.2023, kl. 10:00
Mødested: Kampsportens Hus, Frederikssundsvej 6, 2400 København

Udpegning af Københavns Kommunes repræsentant til bestyrelsespost i FOOD

Se alle bilag

Kultur- og Fritidsforvaltningen er af FOOD blevet anmodet om at udpege et nyt bestyrelsesmedlem til FOOD’s bestyrelse efter daværende direktør Esben Danielsens fratrædelse. FOOD er en ’not-for-profit’-organisation, der arbejder for at udvikle den danske madscene. Københavns Kommune har siden 2015 været repræsenteret i bestyrelsen ved Kultur- og Fritidsforvaltningens direktion. Forhenværende direktør Esben Danielsen blev den 14. april 2021 udpeget som bestyrelsesmedlem af Kultur- og Fritidsudvalget efter afstemning og efterfølgende godkendt af Borgerrepræsentationen den 19. august 2021. Kultur- og Fritidsudvalget skal nu tage stilling til forslag om, at direktør Aravni Elisabeth Jakobsen udpeges som Københavns Kommunes repræsentant til bestyrelsespost i FOOD.

 

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler, at direktør i Kultur- og Fritidsforvaltningen Aravni Elisabeth Jakobsen udpeges som Københavns Kommunes repræsentant i bestyrelsen for FOOD.

Problemstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen er af FOOD blevet anmodet om at udpege et nyt bestyrelsesmedlem til FOOD’s bestyrelse efter daværende direktør Esben Danielsens fratrædelse.

Løsning

FOOD er en ’not-for-profit’-organisation, der arbejder for at udvikle den danske madscene og gøre måltidet til omdrejningspunkt for vækst, udvikling og oplevelser. FOOD skaber madoplevelser gennem events og festivaler, formidler ud over landets grænser og rådgiver i hele fødevarebranchens værdikæde. FOOD arbejder både for at udvikle fødevareerhvervet i Danmark og for at styrke Danmarks placering på den internationale gastronomiske scene.

Via sin deltagelse i FOOD’s bestyrelse har Kultur- og Fritidsforvaltningen indflydelse på konkrete aktiviteter og projekter, der drives i regi af FOOD, herunder flere af de større events og indsatser om madoplevelser i København og resten af Danmark.

FOOD står bl.a. bag følgende events og aktiviteter:

  • Copenhagen Cooking & Food festival – støttet af Københavns Kommune med 1 mio. kr. årligt i perioden 2020-2024
  • Madens Folkemøde – debatter, madhåndværk og madmarked på Lolland
  • Food Festival – madfestival tre dage i september i Aarhus
  • Copenhagen Beer Week
  • International PR, herunder deltagelse i de vigtigste internationale netværk for byer og regioner

Nuværende medlemmer af FOOD’s bestyrelse er:

  • Kim Rahbek Hansen, formand, Stifter, Sticks'N'sushi
  • Alex Racoveanu, Arla Unika
  • Mike Sauerberg, Danish Crown
  • Per Krogsgaard Christiansen, Fødevarestyrelsen
  • Carsten Kjaer Joensen, Erhvervsministeriet
  • René Kristensen, Royal Unibrew
  • Kristian Henningsen, Carlsberg Danmark
  • Tine Skriver, Horesta

Da FOOD modtager økonomisk støtte fra Københavns Kommune i forbindelse med Copenhagen Cooking & Food Festival, betaler kommunen ikke kontingent på 250.000 kr., der ellers ville være forbundet med bestyrelsesposten. 

Der ydes ikke vederlag for bestyrelsesarbejdet (bilag 1). Der er ikke anført en funktionsperiode i vedtægterne, men det fremgår, at et bestyrelsesmedlem til enhver tid kan afsættes og udskiftes af den, der har udpeget den pågældende.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser. 

Videre proces

Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget og Borgerrepræsentationen godkender indstillingen, vil Kultur- og Fritidsforvaltningen meddele FOOD, at direktør Aravni Elisabeth Jakobsen er Københavns Kommunes repræsentant i FOOD’s bestyrelse.

Søren Tegen Pedersen

  /Jakob Heide Petersen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 25. august 2023

Indstillingen blev godkendt med 5 stemmer imod 2. 1 medlem undlod at stemme.

 

For stemte: Ø, B, F

Imod stemte: C

Undlod at stemme: V

 

Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokol:

”Det Konservative Folkeparti finder det problematisk, at en kommunal direktør indstilles til en bestyrelsespost, uden at kommunen skal betale kontingentet, der for andre (kommercielle) aktører koster 250.000 kr. årligt. Vi finder det ligeledes problematisk, idet Copenhagen Cooking & Food Festival er tilskudsmodtager. Vi mener slet ikke at kommunen skal være repræsenteret.”

Til top