Mødedato: 25.08.2023, kl. 10:00
Mødested: Kampsportens Hus, Frederikssundsvej 6, 2400 København

Reservering af midler til billetkøb for Scenekunstudvalgets medlemmer

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til, om der skal afsættes et beløb af Scenekunstudvalgets disponible midler til indkøb af billetter til scenekunstforestillinger for Scenekunstudvalgets medlemmer.

Formålet vurderes at være omfattet af udvalgets opgaver og forpligtelser, jf. kommissorium for Scenekunstudvalget. Indstillingen er udarbejdet på anmodning fra Scenekunstudvalget, som indstiller, at der afsættes et beløb på 10.000 kr. til refusion af billetudgifter for Scenekunstudvalgets medlemmer.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at der afsættes et beløb på 10.000 kr. årligt af Scenekunstudvalgets disponible midler til indkøb af billetter til scenekunstforestillinger for udvalgets medlemmer,
  2. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at der som følge af reservering af midler til dækning af billetudgifter gennemføres et permanent flyt af 10.000 kr. fra hovedkonto 03 Tilskud til hovedkonto 06 Administration fra 2024,
  3. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at Scenekunstudvalget beslutter nærmere retningslinjer for, hvordan beløbet kan anvendes.

Problemstilling

Som fagudvalg har Scenekunstudvalget en generel udadvendt og opsøgende funktion, der retter sig mod scenekunsten i København, status for denne og mulig udvikling af området. Af kommissoriet for Københavns Scenekunstudvalg (bilag 1) fremgår endvidere, at:

"1.2. Udvalget skal endvidere efter anmodning generelt rådgive Kultur- og Fritidsudvalget i scenekunstneriske spørgsmål."  

Scenekunstudvalget modtager invitationer til at deltage i forestillinger, som udvalget yder tilskud til, og som giver mulighed for at opsøge de scenekunstneriske tilbud i København. Men da dette kun dækker en andel af det samlede scenekunsttilbud i København, har Scenekunstudvalget ønsket, at der afsættes et beløb til dækning af udgifter til billetkøb til forestillinger, som udvalgsmedlemmerne kan deltage i i regi af udvalgsarbejdet.

BR-sekretariatet har vurderet, at det ikke synes at være i strid med kommissoriet, at udvalgsmedlemmerne – som led i varetagelsen af deres hverv som medlemmer af udvalget – overværer scenekunstforestillinger, idet udvalgets opgave bl.a. er at kunne rådgive Kultur- og Fritidsudvalget i scenekunstneriske spørgsmål samt vedtage generelle kriterier, der skal lægges til grund for tilskud til scenekunst. For at kunne gøre dette, skal udvalget have et bredt kendskab til den københavnske teaterscene.

Hertil kommer, at medlemmerne allerede i dag modtager invitationer til forestillinger, som der ydes tilskud til, hvorfor det således grundlæggende må anses som en del af hvervet at overvære forestillinger.

Scenekunstudvalget har den 23. november 2022 anmodet forvaltningen om at udarbejde en indstilling om reservation af midler til indkøb af billetter, og Scenekunstudvalget godkendte den 23. marts 2023, at der indstilles en reservation af 10.000 kr. fra Scenekunstudvalgets disponible midler.

Løsning

Til dækning af udgifter til billetkøb foreslås et beløb på 10.000 kr. årligt, som tages fra Scenekunstudvalgets disponible midler. Refusion af billetudgifter vil kun gælde for Scenekunstudvalgets medlemmer og ikke eventuel ledsager.

Scenekunstudvalget skal ved eventuel tilslutning beslutte nærmere retningslinjer for, hvordan beløbet fordeles og anvendes.  Udgifter vil blive refunderet ved indlevering af bilag til udvalgssekretæren.

Scenekunstudvalgets disponible midler er i 2023 på 2,2 mio. kr.

Økonomi

Som følge af reservering af midler til dækning af billetudgifter gennemføres et permanent flyt af 10.000 kr. fra hovedkonto 03 Tilskud til hovedkonto 06 Administration fra 2024.

Videre proces

Såfremt indstillingen godkendes, vil den ønskede ændring indgå som en del af 3. sag om bevillingsmæssige ændringer med gældende periode fra 2024.

 

Søren Tegen Pedersen

/Marius Hansteen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 25. august 2023

Indstillingen blev godkendt med stemmerne 7 imod 2. Ingen undlod at stemme.

 

For stemte: Ø, A, B, F og V

Imod stemte: C

 

Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokol:

”Vi er imod at ikke-folkevalgte i ikke-stående udvalg skal kunne få refunderet billetter til forestillinger på skatteborgernes regning. Alle medlemmer af Kultur- og Fritidsudvalget har også et ansvar for at følge med i byens scenekunsttilbud. Vi modtager alle mange tilbud om at overvære forestillinger uden beregning. Skulle det en enkelt gang ikke være tilfældet, mener vi ikke det er for meget forlangt at man punger ud selv. Vi skal heller ikke refundere massevis af koncertbilletter eller lign. ”

”Det Konservative Folkeparti mener, at en sag som denne, der er af mere principiel karakter og ikke fx blot tilkendegiver en holdning som fx et høringssvar, ikke bør være en b-sag.”

Til top