Mødedato: 25.08.2020, kl. 00:00
Mødested: Skriftlig votering

Oprettelse af akutpulje til spillesteder og øvrige kulturaktører

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til forslag om at oprette en akutpulje til spillesteder og øvrige kulturaktører i Københavns Kommune.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, 

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget beslutter, at der skal oprettes en akutpulje til spillesteder på op til 2 mio. kr. og øvrige kulturaktører på op til 1 mio. kr.
  2. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender proces og kriterier for ansøgning til akutpulje til henholdsvis spillesteder og øvrige kulturaktører.

Problemstilling

På mødet den 13. august 2020 anmodede Kultur- og Fritidsudvalget om, at Kultur- og Fritidsforvaltningen vendte tilbage med en indstilling med forslag om oprettelse af en akutpulje til spillesteder på op til 2 mio. kr. og øvrige kulturaktører på op til 1 mio. kr. finansieret i 2020 fra udvalgets disponible midler. Midlerne øremærkes spillesteder og øvrige kulturaktører, der har store økonomiske udfordringer som følge af Corona. Forvaltningen blev desuden bedt om at afsøge muligheden for et samarbejde med fonde.

Med henblik på en hurtig proces med behandling af ansøgninger på mødet den 24. september 2020, blev forvaltningen bedt om at sende en indstilling om oprettelse af puljen, frister, udkast til kriterier samt finansiering i skriftlig votering i Kultur- og Fritidsudvalget hurtigst muligt. Herudover skal Musikudvalget høres for den del, der vedrører ansøgninger til spillesteder.

Løsning

Økonomiske udfordringer som følge af Corona

De københavnske spillesteder og kulturaktører er stadig hårdt økonomisk presset som følge af Corona. Mange af spillestederne og de øvrige kulturaktører har store månedlige udgifter til husleje, forbrug og løn, samtidig med at de i hele nedlukningsperioden ikke har haft indtægter. Derudover er momsudsættelse og eventuel huslejehenstand med til at opbygge gæld, der skal afvikles på et senere tidspunkt.

Med den nuværende udvikling i coronasmitten både nationalt og globalt, forventer spillesteder og øvrige kulturaktører, at der fortsat vil være sundhedsrestriktioner og dermed store økonomiske vanskeligheder resten af 2020, men forventeligt også langt ind i 2021.

På den baggrund har flere spillesteder og kulturaktører store økonomiske udfordringer og er dermed i risiko for at lukke permanent. 

Der er derfor behov for at sikre mangfoldigheden blandt de københavnske spillesteder og øvrige kulturaktører i årene fremover, da netop det brede udbud har betydning for udviklingen af København som en dynamisk musik- og kulturby.

Oprettelse af akutpulje til spillesteder og øvrige kulturaktører

Kultur- og Fritidsforvaltningen foreslår, at der oprettes en akutpulje til spillesteder på op til 2 mio. kr. og til øvrige kulturaktører på op til 1 mio. kr.

Formålet med puljen er, at de mest økonomisk trængte spillesteder og øvrige kulturaktører i Københavns Kommune kan søge et akut driftstilskud i 2020.

Da mange spillesteder og øvrige kulturaktører befinder sig i en meget presset situation, foreslår forvaltningen en særdeles kort ansøgningsfrist, således at akutpuljen kan udmøntes på Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 24. september 2020.

Med forslaget lægges der dels op til en kort ansøgningsproces, dels at hele puljen udmøntes på én gang.

Puljen formidles på kk.dk samt via oplysning til nuværende modtagere af enten driftsstøtte eller honorarstøtte.

Samarbejde med fonde

Forvaltningen har afsøgt muligheder for samarbejde hos forskellige fonde om oprettelse af en akutpulje til spillesteder og øvrige kulturaktører. En af fondene har udvist interesse for samfinansiering af en sådan pulje, men ønsker at afvente resultaterne af regeringens forhandlinger om fremtidige hjælpepakker til spillesteder og det øvrige kulturliv. Det har før stillingtagen således ikke på nuværende tidspunkt været muligt at indgå et konkret samarbejde.

Sagen kan dog ikke afvente en afklaring af de statslige hjælpepakker, hvis ansøgninger til puljen skal behandles i Kultur- og Fritidsudvalget den 24. september 2020.

Forvaltningen vil fortsætte dialogen med fonden og vende tilbage med en supplerende indstilling, hvis der kan indgås et samarbejde på spillestedsområdet, der kan forøge puljen. 

Forslag til procedure og ansøgningsfrist

26.-28. august – skriftlig votering vedr. oprettelse af pulje samt frister og kriterier

28. august - udmelding om pulje til spillesteder og øvrige kulturaktører

3. september – ansøgningsfrist

4. september - ansøgninger fra spillestederne sendes i høring i Musikudvalget 

10. september – ekstraordinært Musikudvalgsmøde, hvor ansøgninger fra spillestederne behandles

24. september - Kultur- og Fritidsudvalgsmøde, hvor akutpuljen udmøntes

Forvaltningen forslår endvidere, at Kultur- og Fritidsudvalget godkender nedenstående kriterier for henholdsvis spillesteder og øvrige kulturaktører, som ansøgningerne kan vurderes ud fra.

Ansøgningskriterier for spillesteder

  1. Spillestedet præsenterer rytmiske koncerter i Københavns Kommune.

     

  2. Spillestedet afholder koncerter af både kendte og mindre kendte kunstnere og har bl.a. fokus på vækstlag og diversitet.

     

  3. Spillestedet indsender en redegørelse for, at spillestedet:

     

    • ikke har en væsentlig likvid egenkapital
    • har lidt et betydeligt økonomisk tab som følge af nedlukningen sammenlignet med samme periode i 2019
    • har søgt de relevante statslige kompensationsordninger og andre relevante puljer, og at spillestedet ikke i tilstrækkeligt omfang er blevet kompenseret herved
    • har gjort, hvad der er muligt i forhold til at reducere driftsudgifterne (herunder sendt medarbejderne på ferie, afspadsering og lignende).

       

      Dokumentation skal vedlægges i form af et halvårsregnskab. 

       

  4. Spillestedet har ikke uden økonomisk tilskud mulighed for at opretholde et vist aktivitetsniveau efter genåbningen.

     

  5. Kun fonde, foreninger og selskaber, i hvis vedtægter det er bestemt, at overskud, udover en almindelig forrentning af indskudskapitalen, skal blive i selskabet eller anvendes til lovlige kommunale aktiviteter, kan komme i betragtning til tilskud fra akutpuljen.

     

  6. Tilskuddet er alene tiltænkt nødlidende spillesteder. Det vil således komme an på en konkret vurdering af ansøgers samlede økonomiske forhold, om spillestedet kan komme i betragtning til tilskud fra akutpuljen.

Ansøgningskriterier for øvrige kulturaktører

  1. Kulturaktøren præsenterer kulturelle arrangementer i Københavns Kommune.

  2. Kulturaktøren indsender en redegørelse for, at aktøren:

     

    • ikke har en væsentlig likvid egenkapital

    • har lidt et betydeligt økonomisk tab som følge af nedlukningen sammenlignet med samme periode i 2019
    • har søgt de relevante statslige kompensationsordninger og andre relevante puljer, og at kulturaktøren ikke i tilstrækkeligt omfang er blevet kompenseret herved
    • har gjort, hvad der er muligt i forhold til at reducere driftsudgifterne (herunder sendt medarbejderne på ferie, afspadsering og lignende).

       

      Dokumentation skal vedlægges i form af et halvårsregnskab. 

       

  3. Kulturaktøren har ikke uden økonomisk tilskud mulighed for at opretholde et vist aktivitetsniveau efter genåbningen.

     

  4. Kun fonde, foreninger og selskaber, i hvis vedtægter det er bestemt, at overskud, udover en almindelig forrentning af indskudskapitalen, skal blive i selskabet eller anvendes til lovlige kommunale aktiviteter, kan komme i betragtning til tilskud fra akutpuljen.

     

  5. Tilskuddet er alene tiltænkt nødlidende kulturaktører. Det vil således komme an på en konkret vurdering af ansøgers samlede økonomiske forhold, om aktøren kan komme i betragtning til tilskud fra akutpuljen.

Forvaltningen vil oplyse alle ansøgere om, at tilskud i form af akut driftsstøtte bevilges i overensstemmelse med lovgivningens rammer, herunder kommunalfuldmagtsreglerne.

Økonomi

Der anvises dækning for udgiften fra udvalgets disponible midler på konto 3.35.64.1. 

Videre proces

Hvis Kultur- og Fritidsudvalget godkender indstillingen, vil forvaltningen snarest informere spillesteder og kulturaktører om ansøgningsfristen den 3. september 2020.

Kultur- og Fritidsudvalget forelægges ansøgninger til behandling på udvalgsmøde den 24. september 2020.

 

Mette Touborg

                                            /Merete Evers Dewilde

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning (skriftlig votering i perioden 25. - 26. august 2020)

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen.

Til top