Aftale om gensidig benyttelse af faciliteter mellem Københavns Kommune og Professionshøjskolen UCC Campus Carlsberg
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller:
- at Kultur- og Fritidsudvalget bemyndiger Kultur- og Fritidsforvaltningen til at forhandle den endelige aftale om gensidig benyttelse af faciliteter på plads med UCC Carlsberg inden for de økonomiske rammer, der fremgår af det fortrolige bilag 1
- at Kultur- og Fritidsudvalget lader et beløb til køb af faciliteter indgå i forhandlingerne om Budget 2017
Problemstilling
Professionshøjskolen UCC flytter til september ind i en nybygget ejendom beliggende Humletorvet 3, på Carlsberggrunden. Ejendommen indeholder flere faciliteter, herunder en idrætshal, som det vil være relevant for Københavns Kommune at kunne udlåne til brug for folkeoplysende foreninger.
Professionshøjskolen UCC mangler bl.a. svømmefaciliteter, som de ønsker at låne gennem Københavns Kommune.
Løsning
Der har været en løbende dialog med Professionshøjskolen UCC om udlån af lokaler. Grundlaget for en aftale tager afsæt i, at der er tale om et forhold, hvor Professionshøjskolen UCC ønsker at benytte nogle svømmefaciliteter i Københavns Kommune, og Københavns Kommune ønsker at få adgang til Professionshøjskolen UCC Campus Carlsbergs faciliteter efter kl. 17 på hverdage og i weekender.
I lighed med andre offentlige faciliteter er der mulighed for at indgå en aftale om benyttelse, når UCC ikke selv benytter faciliteten.
Denne aftale er særdeles gunstig for Københavns Kommune, idet der mangler lokaler til fritidsbrug for foreninger og aftenskoler. Nærmeste indendørs idrætsfacilitet er Bavnehøjhallen, hvor der aktuelt er en underkapacitet. Forholdene i lokalområdet vil kunne forbedres væsentligt ved aftalen med UCC. Aftalen åbner mulighed for at tilbyde lokaler uden at afholde en anlægsudgift.
I aftalen indgår følgende lokaler beliggende på Professionshøjskolen UCC Campus Carlsberg:
-
Idrætshal
-
Materiel design
-
Tekstil
-
Auditorium
-
Motoriksal
-
Gymnastiksal
-
Musiklokaler
-
Dansesal
-
Boldsal
-
Hjemkundskab
-
Et antal basislokaler til undervisning
Udlånsaftalen evalueres årligt i marts måned. Den forventede økonomiske ramme fremgår af bilag 1 (fortroligt) og er baseret på erfaringstal fra kommunale idrætsfaciliteter.
Der kan forekomme etableringsomkostninger til bl.a. automatisk dørkontrol, adgangssikring og opbevaringsmuligheder for fritidsbrugere for at give adgang for fritidsbrugere.
Driftsbudgettet er endnu uvist, da det er en ny bygning, og driftsudgifter endnu ikke er kendte. Under driften ligger løbende vedligehold af automatisk dørkontrol, udgifter til alarmudkald ved alarmer aktiveret af fritidsbrugere samt løbende kontakt mellem Professionshøjskolen UCC og fritidsbrugere anvist af Kultur- og Fritidsforvaltningen.
Økonomi
Da økonomien endnu ikke er forhandlet med Professionshøjskolen UCC, er det uvist, hvad de reelle økonomiske omkostninger er, hvorfor der ønskes en økonomisk ramme til forhandling, hvor ubrugte midler tilbageføres.
Videre proces
Såfremt indstillingen godkendes, og der afsættes penge til realiseringen forhandler Kultur- og Fritidsforvaltningen aftalen på plads med forventet overgang til drift i oktober 2016.
Anders Bager Jensen
/Mads Kamp Hansen
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 25. august 2016:
Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen.