Mødedato: 25.08.2011, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Fodboldbaner i Ryparken

Kultur- og Fritidsudvalget skal drøfte forskellige muligheder for at etablere fodboldbaner i Ryparkens Idrætsanlæg.

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

1. at Kultur- og Fritidsudvalget drøfter de forskellige muligheder for at etablere fodboldbaner i Ryparkens Idrætsanlæg.

Problemstilling

Kultur- og Fritidsudvalget (KFU) drøftede den 17. marts 2011 et medlemsforslag om at indrette et areal til fodbold i Ryparkens Idrætsanlæg på det areal, hvor det tidligere var planen at opføre en skøjtehal. 

KFU anmodede Kultur- og Fritidsforvaltningen om at vende tilbage med en indstilling, der belyser forskellige muligheder for at etablere fodboldbaner i Ryparkens Idrætsanlæg.

Løsning

Fire muligheder for at etablere fodboldbaner i Ryparken

Der er beskrevet fire muligheder for nye fodboldbaner i Ryparken. De tre første kan realiseres umiddelbart, mens den fjerde først kan realiseres, når Nordhavnsvej står færdig (dvs. tidligst i 2015.

Kan realiseres nu
Mulighed 1: 7-mands kunstgræsbane på det tidligere skøjtehalsareal - 5 mio. kr.

Der kan etableres en 7-mands 3. generations kunstgræsbane på det areal, der tidligere var reserveret til skøjtehallen. Der er ikke plads til en 11-mandsbane på dette areal.

7-mands kunstgræsbanen koster i størrelsesordenen 5 mio. kr. - inkl. udgifter til lys, dræn, mål, mindre hegn og terrænarbejde.

Det skal bemærkes, at forslaget allerede indgår i KFU’s prioriteringskatalog til budget 2012 som del af anlægsønsket ”Nye kunstgræsbaner i København – herunder omlægning af eksisterende grusbaner til kunstgræsbaner”.


Mulighed 2: Fire små, midlertidige kunstgræsbaner til fodbold på tennisgrusbanerne - 0,5 mio. kr.

Tennisgrusbanerne i Ryparken bliver ikke brugt i vinterhalvåret, hvor tennisspillerne spiller indendørs. Der kan hvert vinterhalvår lægges kunstgræs ud på fire af grustennisbanerne med tilhørende mobil belysning. Hver bane vil have en størrelse på ca. 14x25m. Brugerne vil primært være børnefodboldspillere. I og med at banerne kan benyttes til udendørs træning i vinterhalvåret, frigøres der haltid til indendørs idrætsgrene.

Løsningen skønnes at koste 0,5 mio. kr. - inkl. mobile lysmaster, mål mv. Beløbet vil være en engangsudgift.

Mulighed 3: Sponsorerede boldbaner (f.eks. Indu Miniarena) - 0,5 mio. kr./bane
Der kan etableres 1-2 reklamefinansierede boldbaner af kunstgræs og kunststof (f.eks. Indu Miniarena) mellem Ryparkens tennisbaner og S-togbanen. Brugerne vil primært være børnefodboldspillere (kunstgræs), men banerne vil også kunne bruges til andet boldspil (multianvendeligt kunststof). Det vurderes, at der kan være plads til op til 2 baner på arealet.

Forslaget tager afsæt i et tilbud fra et dansk firma, Indu. Hver bane vil, i henhold til tilbuddet, være opsat i syv år og blive på 20x40m. Tilbuddet inkluderer, at Indu projekterer, etablerer og vedligeholder sponsorboldbanen i henhold til en samarbejdsaftale, som forvaltningen i givet fald skal udarbejde med Indu.  

Hver bane koster Københavns Kommune i størrelsesordenen 0,5 mio. kr. For dette beløb varetager firmaet driften i en syvårig periode. Banerne skal i givet fald - ligesom for alle andre forslag - i udbud.  

Kultur- og Fritidsforvaltingen vil gå i dialog med klubberne om, hvorvidt de kan bidrage til anlæg og/eller drift af minibanerne. Brugerne har umiddelbart tilkendegivet, at de ikke kan bidrage hertil. 

Muligheder efter 2015
Mulighed 4: 7-mands kunstgræsbane ved de 2 stk. 11-mands kunstgræsbaner - 5 mio. kr.

I dag bruges det meste af arealet vest for de 2 stk. 11-mands kunstgræsbaner i Ryparken til byggeplads til Nordhavnsvej. Når Nordhavnsvej står færdig, skal dele af dette byggepladsareal reetableres til græsareal og bruges til boldspil mv.

Der kan etableres en 7-mands 3. generations kunstgræsbane med belysning på (dele af) arealet. Banen skal både kunne benyttes af Ryparkens fodboldklubber og af lokalområdets børn og øvrige beboere. Kunstgræsbanen i Fælledparken, som administreres af Teknik- og Miljøforvaltningen (TMF), benyttes med succes på samme måde.

7- mands kunstgræsbanen koster i størrelsesordenen 5 mio. kr. - inkl. udgifter til lys, dræn, mål, mindre hegn og terræn.

Økonomi

Indstillingen har ingen umiddelbare økonomiske konsekvenser.

For så vidt angår forslaget om at etablere en 7-mands 3. generations kunstgræsbane på det tidligere skøjtehalsareal i Ryparken, indgår dette forslag i KFU’s prioriteringskatalog til budget 2012 som del af anlægsønsket ”Nye kunstgræsbaner i København – herunder omlægning af eksisterende grusbaner til kunstgræsbaner”.
             Carsten Haurum
                                             /Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 25. august 2011:

Indstillingen blev drøftet.

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede, at modellerne 1-3 indstilles til budgetforhandlingerne og at Kultur- og Fritidsforvaltningen vender tilbage til udvalget efter budgetvedtagelsen.
Til top