Mødedato: 25.08.2011, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Projekt om inddragelse af lokalområdet i Folkets Hus

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal beslutte, om udvalget vil søge midler fra den tværgående integrationspjulje til projektet "Inddragelse af lokalområdet i Folkets Hus".

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,  
1. at Kultur- og Fritidsudvalget beslutter ikke at søge midler fra den tværgående integrationspulje til projektet "Inddragelse af lokalområdet i Folkets Hus", da udvalget ikke har afsat midler på budgettet til den påkrævede medfinansiering på 40 procent.

Problemstilling

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget behandlede den 20. juni 2011 et medlemsforslag fra Enhedslisten om, at imødekomme en ansøgning fra Folkets Hus på 320.000 kr. til projektet "inddragelse af lokalområdet i Folkets Hus".

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget besluttede at videresende sagen til behandling i Kultur- og Fritidsudvalget med henblik på, at KFU søger midler til projektet fra den tværgående integrationspulje (bilag 1). 

Det skal bemærkes, at en ansøgning til den tværgående integrationspulje forudsætter en medfinansiering på 40 procent fra Kultur- og Fritidsudvalget, hvilket i dette tilfælde svarer til 128.000 kr.
 
"Inddragelse af lokalområdet i Folkets Hus"
Folkets Hus har nedsat en arbejdsgruppe, Lokalgruppen, hvis opgave er at sørge for en tættere kontakt mellem Folkets Hus og lokalområdet. Lokalgruppen har igangsat arbejdet men erfaret, at der er opgaver, der ikke kan løftes på frivillig basis. Derfor søger Lokalgruppen om midler til at ansætte en ankerperson samt til at afholde aktiviteter, bl.a. børnebiograf, spilaftner, kulturelle arrangementer og Eid-fest (bilag 2).

Projektet løber over et år, hvorefter det igen bliver løftet af frivillige kræfter. Projektet evalueres, når projektåret udløber.


Løsning

Kultur- og Fritidsforvaltningen vurderer projektet "Inddragelse af lokalområdet i Folkets Hus" som et relevant projekt, der i høj grad lever op til de kultur- og fritidspolitiske værdier.

Ved at tilbyde kulturelle og sociale arrangementer - og derigennem invitere lokalområdets beboere indenfor - tilgodeser projektet dels behovet for kulturelle aktiviteter til lokalområdet dels forsøger det at inddrage potentielle nye brugergrupper. På den måde udvides både aktiviteterne og brugerskaren i Folkets Hus.

Projektet fremhæver, at Folkets Hus både indad - og udadtil har brug for et kendt ansigt. De mange frivillige i huset betyder, at der ofte er flere personer om sammen funktion, og at dette ofte forvirrer de potentielt nye brugere. Med en projektansættelse vil huset - ud over at få en ankerperson - også få en person, der kan være med til at gøre husets øvrige aktiviteter mere synlige i lokalområdet.

Retningslinier for støtte fra den tværgående integrationspulje
Projektet har både et kulturelt og integrativt formål, hvorfor det er forvaltningens vurdering, at det giver mening, at det støttes af både Kultur- og Fritidsudvalget og Beskæftigelses- og Integrationsudvalget/den tværgående integrationspulje.

Hvis Kultur- og Fritidsudvalget beslutter at ansøge den tværgående integrationspulje, skal forvaltningen gøre opmærksom på, at man som ansøgende udvalg er ansvarlig for projektet. Det indebærer løbende evaluering, herunder med kvartalsvis monitorering.

Da det ikke er et projekt med kommunal projektledelse, opfordrer forvaltningen til, at Kultur- og Fritidsudvalget pålægger projektet selv at afrapportere til den tværgående integrationspulje, herunder den kvartalsvise monitorering. Til KFU's orientering er KFF p.t. igang med at indgå en generel driftsaftale med Folkets Hus. 

Forudsætningen for at søge den tværgående integrationspulje er, at det ansøgende udvalg stiller med 40 procent af finansieringen, hvilket i dette tilfælde vil sige minimum 128.000 kr. Da der ikke er afsat midler hertil på Kultur- og Fritidsudvalgets budget, indstiller forvaltningen, at der gives afslag på ansøgningen.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget meddeles om Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning.
Carsten Haurum                /Merete Evers Dewilde

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 25. august 2011:

  

Følgende repræsentanter fra Folkets Hus' lokalgruppe havde inden behandlingen af punktet foretræde for udvalget om sagen:

  • Katrine Wamsler
  • Christian Van Der Star

Der blev begæret afstemning om et af Simon Strange stillet forslag om, at der tilvejebringes en medfinansiering på 128.000 kr. således at der kan søges midler fra den tværgående integrationspulje; kassemæssig dækning anvises på konto 3.35.64.1.

Et flertal (Neil Stenbæk Bloem, Bjarne Fey, Marialise Rømer, Taner Yilmaz, Muhammad Aslam, Simon Strange og Jens Kjær Christensen) stemte for forslaget.
Ingen stemte imod.
Pia Allerslev, Leslie Arentoft, Birthe Skaarup og Susanne Møller undlod at stemme.

Forslaget blev dermed godkendt - den tværgående integrationspulje søges.

Neil Stenbæk Bloem, Bjarne Fey, Marialise Rømer, Taner Yilmaz, Muhammad Aslam og Simon Strange ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen:
"SF og S ønsker at bakke op om en positiv udvikling af området omkring Folkets Park og er glade for Folkets Hus´ engagement i lokalområdet. SF og S ønsker endvidere med forslaget at yde et bidrag til sikker-by indsatsen."

Til top