Mødedato: 25.08.2011, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Fotografisk Center - ansøgning om forhøjelse af driftstilskud m.v.

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til ansøgning fra Fotografisk Center om tilskud til istandsættelse af lokaler og akut øget drift i 2011 samt en forøgelse af drifttilskuddet fra 2012 og frem.

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

1. at Kultur- og Fritidsudvalget meddeler afslag til Fotografisk Centers ansøgning om tilskud på 0,43 mio. kr. til indretning af nye lokaler, da der ikke er afsat midler på budgettet
2. at Kultur- og Fritidsudvalget meddeler afslag til Fotografisk Centers ansøgning om forhøjelse af driftstilskuddet  med 0,3 mio. kr. i 2011, da der ikke er afsat midler på budgettet
3. at Kultur- og Fritidsudvalget meddeler afslag til Fotografisk Centers ansøgning om forhøjelse af driftstilskuddet  med 0,741 mio. kr. i 2012 og frem, da der ikke er afsat midler hertil i udvalgets budgetforslag.

Problemstilling

Fotografisk Center har siden 2002 modtaget driftsstøtte fra Københavns Kommune. I 2009 var støtten på årligt 1.160.000 kr. Baggrunden for at støtte Fotografisk Center er ønsket om, at have et fast, permanent udstillingssted med bred eksponering af fotografisk kunst af høj kvalitet.

Frem til juli 2009 havde Fotografisk Center til huse i Kunstforeningens lokaler på Gl. Strand. På grund af ombygning blev lejemålet opsagt, hvorefter Fotografisk Center flyttede til mindre, midlertidige lokaler i Amaliegade. 

Den manglende permanente placering og den mindre eksponering på det midlertidige udstillingssted betød, at Kultur- og Fritidsudvalget den 5. november 2009 besluttede at reducere tilskuddet til Fotografisk Center med 0,2 mio. kr. i 2010 og 0,4 mio. kr. i 2011. Tilskuddet er nu på 0,759 mio. kr. årligt. Derudover får Fotografisk Center 0,1 mio. kr. i driftsstøtte fra Kunststyrelsen samt varierende udstillingsspecifik støtte.

De frigivne midler på ialt 0,4 mio. kr. er overført permanent til Copenhagen Photo Festival.

Fotografisk Center flyttede i foråret 2011 til nye, større lokaler på Carlsberg  i TAP E. De nye lokaler er med 500m2 mere end dobbelt så stort som lokalerne på Gammel Strand og fire gange så stort som de midlertidige lokaler. Derudover er der pr. 1. august 2011 ansat en ny leder.

Fotografisk Center har fået en aftale med Carlsberg Ejendomme om huslejenedsættelse mod at renovere lokalerne. Disse er nu delvist renoveret, men der er behov for yderligere istandsættelse, hvis lokalerne skal fungere optimalt som udstillingsrum.

Trods flotte besøgstal og anmelderroser siden genåbningen, har udgifterne i forbindelse med flytningen, lederskiftet samt udgifter til renovering betydet, at Fotografisk Center har behov for akut økonomisk tilskud. Derudover søger Fotografisk Center, på baggrund af de nye, større lokaler på Carlsberg, at få løftet driftsbudgettet. 

Fotografisk Center ansøger om 0,43 mio. kr. til istandsættelse i 2011 (bilag 1), 0,3 mio. kr. til akut øget drift i 2011 og en forøgelse af driften med 0,741 mio. kr. til 1,5 mio. kr. årligt fra 2012 og frem (bilag 2). Fotografisk Center budget for 2012 er 1,69 mio. kr. , hvoraf der søges om 1,5 mio. kr. fra Københavns Kommune og 0,125 mio. kr. fra Kunststyrelsen.

Det er ikke lykkedes at skaffe eksterne fondsmidler til flytningen, der derfor er finansieret af Fotografisk Centers tilskud. Det betyder, at Fotografisk Center kun vil kunne finansiere den løbende drift frem til primo september 2011.

Hvis støtten ikke øges vil Fotografisk Center ikke kunne fortsætte.

Løsning

Med den nye placering på Carlsberg og ny leder vil Fotografisk Center ændre sin profil. Fotografiet vil stadig være i centrum som en forudsætning for Centerets virke, ligesom fokus på den unge kunst fastholdes. Men profilen skal bedres ud og inkludere video- og filmkunst. Dermed forventer Centeret at nå et større og bredere publikum. Programmet for 2012 afspejler den nye profil, hvor flere udstillinger inkluderer både fotografi og video.

Ved siden af udstillingerne huser Fotografisk Center også andre aktiviteter: ’FotoForum’ (foredragsrække), ’Det digitale rum’ (værkstedsfaciliteter), en mindre boghandel med speciallitteratur om fotografi samt egne udgivelser. Endelig har Fotografisk Center en venneforening.

Ud over at arrangere udstillinger, som er Fotografisk Centers primære funktion, vil Centeret nu i højere grad også satse på andre typer af udadrettede og dialogbaserede begivenheder, der involverer publikum. Fotografisk Center samarbejder med Copenhagen Photofestival, Copenhagen Contemporary, Dansehallerne og Galleri Nicolai Wallner om at sætte fotokunsten på dagsordenen.

Kultur- og Fritidsforvaltningens vurdering
De nye lokaler, den nye ledelse og den reviderede profil, hvor samarbejde med relevante festivaler, andre samarbejdspartnere, inddragelse af byrummet samt nye borgerrettede aktiviteter er centrale, vil formentlig kunne bidrage til en øget eksponering af foto- og videokunst i København. 

Samtidig ligger Fotografisk Centers nye lokaler i høj grad i folængelse af ønsket om udvikling af kulturelle aktiviteter i byudviklingsområder - herunder på Carlsberg. 

Da der ikke er afsat midler på Kultur- og Fritidsudvalgets budget og på udvalgets budgetønsker for 2012, indstilles ansøgningen til afslag. Det gælder både de 0,43 mio. kr. til istandsættelse i 2011, 0,3 mio. kr. til akut øget drift i 2011 og en forøgelse af driften med 0,741 mio. kr. til 1,5 mio. kr. årligt fra 2012 og frem.

Økonomi

Indstillingen har ikke økonomiske konsekvenser.

Videre proces

-


Carsten Haurum 


                                        /Merete Evers Dewilde

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 25. august 2011:

Følgende repræsentanter fra Fotografisk Center havde inden behandlingen af punktet foretræde for udvalget om sagen:

  • Kristine Kern  (leder)
  •    Jens Berthelsen (bestyrelsesmedlem)

Der blev begæret afstemning om et af Jens Kjær Christensen stillet procedureforslag om, at sagen udsættes til den 15. september 2011 bl.a. med henblik på at Fotografisk Center udarbejder et balanceret budget.

Et flertal (Neil Stenbæk Bloem, Bjarne Fey, Marialise Rømer, Taner Yilmaz, Muhammad Aslam, Simon Strange og Jens Kjær Christensen) stemte for procedureforslaget.
Et mindretal (Pia Allerslev, Leslie Arentoft, Birthe Skaarup og Susanne Møller) stemte imod.

Procedureforslag blev dermed godkendt - sagen udsat til den 15. september 2011.

 

Til top