Multiarena i København
Det skal besluttes, at kommunen i samarbejde med Realdania skal etablere et partnerselskab med det formål at få opført en multiarena i Ørestad Syd. Kommunen indskyder 325,25 mio. kr. via reserverede midler og salg af ejendomme mv.
Indstilling og beslutning
Kultur- og Fritidsforvaltningen (KFF) og Økonomiforvaltningen (ØKF) indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget (KFU) og Økonomiudvalget (ØU) indstiller til Borgerrepræsentationen (BR), at det besluttes
1. at Københavns Kommune tegner aktier for op til 325,25 mio. kr. i Arena CPHX P/S og Arena CPHX Komplementar A/S med henblik på opførelse af en multiarena i Ørestad Syd med Realdania som medaktionærer,
2. at de tidligere (BR 25-03-2010) reserverede 200 mio. kr. (2011 p/l) på ØU’s bevilling, finansposter, funktion 8.32.25.5 (Andre langfristede udlån og tilgodehavender) omplaceres som indskud i Arena CPHX P/S og Arena CPHX Komplementar A/S på ØU’s bevilling, finansposter, funktion 8.32.21.5 (aktier og andelsbeviser mv.),
3. at der gives et rådighedsbeløb samt tillægsbevilling på 125,25 mio. kr. (2011 p/l) i 2011 til yderligere indskud i Arena CPHX P/S og Arena CPHX Komplementar A/S til ØU’s bevilling, finansposter, funktion 8.32.21.5 (aktier og andelsbeviser mv.). Tillægsbevillingen mellemfinansieres via et træk på Økonomiudvalgets bevilling finansposter, funktion 8.22.05.5 (kassen). Den endelige finansiering sker via forventede merindtægter på 118,02 mio. kr. (2011 p/l) i 2011 til ØU’s bevilling Salg af Rettigheder mv., og et kassetræk på 7,23 mio. kr. (2011 p/l) på ØU’s bevilling 8.22.05.5 (kassen), som svarer til provenuet ved salg af aktier i Dansk Bibliotekscenter A/S (BR 2011-9423). Indtægtsbevillingen til bevillingen Salg af Rettigheder mv. udmøntes i takt med modtagelsen af indtægterne i sagerne om bevillingsmæssige ændringer.
4. at i det omfang provenuet ved salg af de i bilag 10 nævnte kommunale ejendomme overstiger et beløb, svarende til summen af Salg af rettigheder mv. i Budget 2011 og de i 3. at-punkt anførte 118,02 mio. kr., vil merprovenuet blive indstillet til KFU, ØU og BR’s anvendelse, herunder til de formål, der blev godkendt i forbindelse med Budget 2010: Idrætsrenovering, nyetablering af idrætsanlæg og næridrætspladser/lommeparker (BR 2010-41825),
5. at den tidligere (BR 25-03-2010) besluttede reservation af 200 mio. kr. af kommunens låneramme til multiarena reguleres som anført i bilag 10,
6. at ØKF bemyndiges til på kommunens vegne at indgå ejeraftale vedr. selskaberne med Realdania i overensstemmelse med foreliggende udkast til ejeraftale, bilag 6, med de fornødne justeringer,
7. at BR for den resterende del af valgperioden udpeger adm. direktør Carsten Haurum og advokat Andreas Christensen, advokatfirmaet Horten, som medlemmer til bestyrelserne for de to selskaber,
8. at det tages til efterretning, at udstedelse af aktier med henblik på salg til en bredere kreds af investorer (”folkeaktier”) ikke vil indgå i finansieringen.
Problemstilling
Kommunen har gennem længere tid ønsket at få en multiarena i København i høj standard til at afholde nationale og internationale musik-, kultur- og sportsarrangementer i. En multiarena vil både være til glæde for københavnere og styrke hovedstadens evne til at tiltrække turister. Multiarenaen vil i sig selv generere vækst og beskæftigelse, herunder et antal praktikpladser jf. BRs beslutning herom den 16. juni 2010, i København og hovedstadsregionen, men også være med til at ”bringe København tættere på verden” og brande København som et attraktivt sted at bo og arbejde. Den vil samtidig understøtte bylivet og tiltrække endnu flere investeringer til Ørestad.
Den 25. marts 2010 besluttede BR at bemyndige ØKF til i samarbejde med KFF at arbejde videre med en model, hvor kommunen i samarbejde med eksterne parter stifter og tegner aktiekapital i et ejendomsselskab. Selskabet skal forestå opførelse af en multiarena i Ørestad Syd, mens driften udbydes til en ekstern operatør. Samtidig besluttede BR, at der til kommunens indskud af kapital i et ejendomsselskab reserveredes 200 mio. kr. fra det tidligere aflyste udbud af lån til en multiarena.
Løsning
Forundersøgelse
Siden foråret 2010 har By & Havn I/S, Realdania (FRD) og Københavns Kommune (KK) sammen undersøgt mulighederne for at opføre en multiarena i København på grundlag af en økonomisk bæredygtig forretningsmodel. Undersøgelserne har resulteret i en business case rapport af 25. marts 2011, udarbejdet af den engelske rådgiver, Davis Langdon og IPW. Rapportens ”Executive Summary” (bilag 1) fastslår en stor interesse i markedet pt. for en multiarena i København. Rapporten fastslår ligeledes, at der kan opstilles en bæredygtig business case for arenaen. Vurderingen er, at en arena i Danmarks hovedstad af høj kvalitet, herunder med hensyn til akustik og adgangsforhold, vil kunne tiltrække mange events, herunder internationale artister og internationale mesterskaber. Hele den fortrolige business case rapport ligger til gennemsyn for BRs medlemmer i ØKF, Center for Byudvikling.
Forbehold for EU Kommissionens godkendelse
Kammeradvokatens kontor, Advokatfirmaet Poul Schmith, har efter anmodning rettet henvendelse til EU Kommissionen med henblik på en uformel bekræftelse af, at projektet - som skitseret overfor EU Kommissionen - ikke indeholder ulovlig statsstøtte. Vurderingen af, at der ikke foreligger statsstøtte, bekræftes af et notat, udfærdiget af advokatfirmaet, samt tilsvarende offentligt støttede arenaer i EU.
EU Kommissionens svar forventes at foreligge inden BR’s behandling af denne indstilling. KK’s indskud af kapital vil først ske, når svar foreligger fra EU Kommissionen.
Arenaens profil og anlægsøkonomi
Arenaen bliver multifunktionel, således at der både vil kunne afvikles arrangementer og mesterskaber inden for en lang række idrætsgrene (håndbold, ishockey, badminton mv.) og koncerter, shows, kulturelle events, kongresser, udstillinger mv. En arena i København forventes i væsentlig grad at blive funderet på kulturelle arrangementer, herunder f.eks. koncerter, familieshows, konferencer mv. Samlet forventes 60-100 arrangementer årligt (bilag 2).
Multiarenaen vil få en kapacitet, der muliggør i størrelsesordenen 10.000-12.500 tilskuere til sportsbegivenheder. Til musikarrangementer og lignende vil den få en tilskuerkapacitet på ca. 15.000, inkl. ståpladser. Arenaen vil være fleksibel og skalerbar, således at det er muligt at afholde arrangementer, hvor kun en mindre del af arenaen/tilskuerkapaciteten udnyttes. Der er i projektet enighed om, at en konfiguration, hvor der er mulighed for tilskuerpladser på alle sider af banen til sportsarrangementer, men hvor udformningen samtidig tilgodeser afvikling af kulturarrangementer og events, er den optimale udformning af arenaen (bilag 3). Den nærmere udformning og indretning af arenaen vil blive fastlagt i samarbejde med den vindende operatør. Anlægs- og finansieringsoversigt er indeholdt i bilag 4. Sociale klausuler, herunder krav om praktikpladser vil så vidt muligt blive indarbejdet i selskabets anlægsudbud.
Undersøgelser har bekræftet, at placeringen af en multiarena i Ørestad Syd (bilag 5) med nærhed til både motorvej, Metro, regionaltog og Kastrup Lufthavn er optimal. Parterne er enige om, at man i det kommende arbejde med arenaens fysiske kontekst skal have fokus på at skabe et tæt, urbant miljø omkring arenaen, som kan bidrage til at understøtte bylivet i området. Blandt andet er det vigtigt at sikre udadvendte funktioner i arenaens stuetage. By & Havn I/S har, i samarbejde med FRD, igangsat udarbejdelse af en masterplan for området mellem Ørestad City Syd og Ørestad Syd, som har til formål at samtænke arenaen og en kommunal skøjtehal i forhold til hinanden samt i forhold til omkringliggende bebyggelse, herunder en ny folkeskole. Indstilling om igangsætning af lokalplanforslag og forslag til kommuneplantillæg behandles sideløbende med denne indstilling.
Der er pt. ikke indgået aftale med en ”anchor tenant” (sportsklub) om at anvende arenaen som hjemmebane. Som led i projektet foretaget sonderinger, men i den videre proces er dette et anliggende for operatøren. Arenaens indretning giver mulighed herfor.
Selskabskonstruktion – ejeraftale
Som ramme for KK’s og FRD’s samarbejde og ejerskab til arenaen etableres et kommanditaktieselskab (partnerselskab), Arena CPHX P/S, med Arena CPHX Komplementar A/S som komplementar. Konstruktionen indebærer, at komplementaren hæfter for Arena CPHX P/S’s forpligtelser, mens parterne alene hæfter med indskudt aktiekapital, og at udbytte beskattes hos parterne hver især (skattemæssig transparens).
KK og FRD indskyder hver 325 mio. kr. i kontant kapital i Arena CPHX P/S og modtager aktier i forholdet 50-50. I Arena CPHX Komplementar A/S indskyder parterne hver 0,25 mio. kr. og modtager aktier for et tilsvarende beløb.
Parternes samarbejde er reguleret i en uopsigelig ejeraftale (bilag 6). I henhold hertil er Arena CPHX P/S’s formål at sikre etablering, opførelse og drift af multiarenaen med blandt andet følgende hovedopgaver:
· at indgå en kontrakt med en operatør vedr. drift af multiarenaen
· at gennemføre EU-udbud vedr. opførelse af multiarenaen og forestå bygherrerollen
· at varetage og forfølge multiarenaens strategiske interesser
· at tilstræbe at være frigjort for låneforpligtelser senest i år 2045
I øvrigt skal særligt fremhæves følgende:
· Der er krav om, at visse væsentlige beslutninger i selskaberne, som skal forelægges til godkendelse på generalforsamling, træffes i enstemmighed.
· Der er aftalt særlige begrænsninger i relation til udbyttebetalinger.
· Der er aftalt begrænsninger i forhold til aktieoverdragelse, herunder forkøbsret.
· Selskabernes bestyrelser har begge 4 medlemmer indtil arenaens ibrugtagning, hvoraf KK og FRD udpeger hver to. Beslutninger træffes ved simpelt flertal, idet formandens stemme ved stemmelighed er afgørende. Formand for begge bestyrelser vælges på generalforsamling.
· Parterne forpligter sig til hver især at udpege samme medlemmer til de to bestyrelser.
· Selskabernes dokumenter mv. skal i medfør af vedtægter være undergivet aktindsigt efter samme principper, som gælder for den kommunale forvaltning.
Det foreslås, at BR for den resterende del af valgperioden udpeger adm. direktør Carsten Haurum og advokat Andreas Christensen, advokatfirmaet Horten, som kommunens bestyrelsesmedlemmer. Forvaltningerne vurderer, at der er behov for, at Arena CPHX P/S’s bestyrelse i anlægsfasen i særlig grad besidder kompetencer indenfor hhv. sport og kultur, udbuds- og konkurrenceret, praktisk entrepriseerfaring/arkitektur samt økonomi. De foreslåede kommunale kandidater dækker de to førstnævnte kompetencer, mens de af FRD udpegede medlemmer forudsættes at dække de øvrige kompetencer.
Drift/operatørudbud
Den 5. april 2011 er et betinget udbud af driften igangsat med henblik på at kvalificere beslutningsgrundlaget yderligere. Udbuddet er gennemført som en åben og transparent proces. Der er prækvalificeret 5 bydende, hvoraf 3 har afgivet foreløbige, indikative bud. Ud fra kriteriet økonomisk mest fordelagtige bud indbydes mindst 2 bydende til videre forhandlinger. Endeligt valg af operatør foretages af Arena CPHX P/S ved udgangen af 2011.
Finansiering og likviditet
Selskabets lånebehov følger af det som bilag 7 fremlagte likviditetsbudget for Arena CPHX P/S for perioden 2012-2045. Lånet optages som et fastforrentet, 30-årigt lån med afdragsprofil, hvor renten fastsættes via finansielle instrumenter, når operatøren er valgt.
Lånoptagelse vil ske ved realkreditbelåning eller lignende og/eller kapitalindskud fra operatørside. Udbudsmaterialet vedr. driftsudbuddet giver adgang til, at sidstnævnte mulighed inddrages i den igangværende udbudsproces.
Lånoptagelse som ovenfor beskrevet er indeholdt i henvendelsen til EU Kommissionen vedr. statsstøtte.
Elitefacilitetsudvalget har forhåndsgodkendt etableringstilskud på 10 mio. kr. til opførelse af arenaen og stillet yderligere mindst 5 mio. kr. i udsigt, hvis projektet videreudvikles i henhold til udvalgets krav bl.a. til arkitektonisk kvalitet og multifunktionalitet.
Danmarks Idrætsforbund har givet tilsagn om at garantere et årligt driftstilskud på 5 mio. kr. i 10 år under forudsætning af, at arenaen mod betaling kan anvendes til større idrætsmesterskaber.
Det forventes, at der i Region Hovedstadens administrative budget vil indgå 50 mio. kr. over en 5 – 10-årig periode til støtte af begivenheder i en multiarena via udbud.
Ifølge § 15, stk. 5, i Lov om Metroselskabet I/S og Arealudviklingsselskabet I/S, kan By & Havn I/S helt eller delvist uden vederlag stille arealer til rådighed for kulturelle og fritids- samt rekreative formål. By & Havn I/S har oplyst, at det vil blive indstillet til bestyrelsesgodkendelse, at den til arenaen nødvendige grund og byggeret vil blive stillet til rådighed på vilkår som anført i bilag 4.
Som bilag 8 vedlægges overordnet vurdering af den med projektet forbundne økonomiske risiko.
Folkeaktier
Som tidligere vedtaget af BR har forvaltningerne undersøgt mulighederne for finansiering fra en bred kreds af investorer (”folkeaktier”).
Ud fra en konkret vurdering anser forvaltningerne det ikke som en kommunal opgave at udbyde aktier i Arena CPHX P/S til en bredere kreds af investorer, herunder private borgere, idet der henvises til, at selskabet ikke børsnoteres og først på længere sigt må forventes at give (beskedent) afkast. Dette forhold såvel som praktiske hensyn, især i forbindelse med selskabets etablering mv., tilsiger derimod en begrænset og homogen ejerkreds. En folkelig forankring, men uden egentlig medejerskab, forudsættes især tilvejebragt gennem de arrangementer, som arenaen vil danne rammen om, men også. gennem tilpasning af arenaen til lokalområdet, så den understøtter det lokale byliv.
I øvrigt sikres åbenhed vedr. selskabet og dermed offentlig indsigt ved, at selskabernes dokumenter mv. i medfør af vedtægterne vil være undergivet aktindsigt efter samme principper, som gælder for den kommunale forvaltning.
Økonomi
Se bilag 9 om bevillingsmæssige forhold og bilag 10 om kommunal finansiering og låneramme.
Videre proces
· Bestyrelsen for Realdania behandler indstilling om arena den 25. august 2011.
· Bestyrelsen for By og Havn I/S behandler indstilling om at stille arealer til rådighed for arena den 29. august 2011.
· Det igangværende operatørudbud afsluttes ultimo 2011.
· Region Hovedstaden igangsætter udbud af støttemidler umiddelbart efter beslutning i Regionsrådet den 20. september 2011. Udbuddet afsluttes efter ca. 4 måneder.
· Udbud af bygherrerådgivning igangsættes oktober 2011 og afsluttes primo januar 2012.
· Udbud af designopgaven igangsættes ultimo 2011 og afsluttes medio 2012.
· Startredegørelse for området omkring multiarenaen forelægges TMU den 22. august og ØU den 6. september 2011. Lokalplan- og kommuneplantillæg sendes i høring primo 2012 og vedtages endeligt medio 2012.
· Udbud af totalentreprise med justeringer forventes igangsat primo 2012 og afsluttet primo 2013.
· Anlægsfasen igangsættes medio 2013 og afsluttes medio 2015.
· Arenaen er fuldt funktionsklar 2. halvår 2015.
Claus Juhl Carsten Haurum
Beslutning
Indstillingen blev godkendt.
Kultur- og Fritidsudvalget tilkendegav glæde over at være kommet et skridt videre med realiseringen af multiarenaen med ekstra bevillingen på 125 mio. kr. fra Ejendomssalg mv., jf. budgetaftale 2010. Kultur- og Fritidsudvalget er stadigvæk af den opfattelse, at behovet for idrætsrenovering, nyetablering af idrætsanlæg og næridrætspladser/lommeparker er til stede.