Mødedato: 25.08.2011, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Transformerstik ved Amager Strandpark

Se alle bilag
Der er modtaget en ansøgning fra Muskelsvindfonden, som ønsker kommunal støtte til et transformerstik, der kan sikre strømforsyning til kultur- og idrætsarrangementer på Tiøren/Femøren ved Strandparken. Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til ansøgningen. 

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

1. at Kultur- og Fritidsudvalget giver afslag på ansøgningen, da der ikke er afsat midler hertil på udvalgets budget.

Problemstilling

Muskelsvindfonden søger om et tilskud på 100.000 kr. til etablering af et transformerstik ved Amager Strandpark (bilag 1).  

Etablering af transformerstik henhører under Teknik- og Miljøborgmesteren, men borgmester Ayfer Baykal har meddelt, at hverken Teknik- og Miljøforvaltningen eller områdets ejer, Amager Strandpark I/S, har økonomisk mulighed for at støtte forslaget. Man er dog positiv over for, at der opstilles en transformerstation i området.

Muskelsvindfonden arrangerer hvert år Cirkus Summarum på Tiøren/Femøren og må benytte dieselgeneratorer som strømforsyning. I de fire uger Cirkus Summarum holder til på pladsen, forbrændes 15.000 liter diesel med luft- og støjforurening som resultat. 

Ifølge Muskelsvindfonden vil etablering af et transformerstik i området give mulighed for at tiltrække flere kulturarrangementer til Strandparken.  

 

Løsning

Etablering af et transformerstik koster 350.000 kr. Det foreslås finansieret ved et tilskud på 100.000 kr. fra Københavns Kommune, et sponsorat fra DONG på 100.000 kr. og en 3-årig garantiaftale mellem Muskelsvindfonden og DONG, hvor fonden forpligter sig til at forbruge for anslået 100.000 kr. strøm pr. år i perioden. 

Et transformerstik vil gøre det lettere at afholde arrangementer i området, ligesom det er en mere miljøvenlig løsning end den nuværende. Der vil af støjmæssige grunde dog næppe blive givet tilladelse til at afholde flere koncerter end de nuværende højst 10 koncerter årligt. Men andre mere støjsvage kultur- og idrætsaktiviteter kan muligvis tiltrækkes.

Det indstilles at give afslag til projektet, da der ikke er afsat midler hertil på Kultur- og Fritidsudvalgets budget for 2011.

Økonomi

Indstillingen har ikke økonomiske konsekvenser.

Videre proces

_
                Carsten Haurum

                                                / Merete Evers Dewilde

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 25. august 2011:

Der blev begæret afstemning om et af borgmesteren stillet forslag om, at der ydes et tilskud på 100.000 kr.; kassemæssig dækning anvises på konto 3.35.64.1.

Et mindretal (Pia Allerslev, Leslie Arentoft, Birthe Skaarup, Susanne Møller og Jens Kjær Christensen) stemte for forslaget.
Et flertal (Neil Stenbæk Bloem, Bjarne Fey, Marialise Rømer, Taner Yilmaz, Muhammad Aslam og Simon Strange) stemte imod.

Forslaget blev dermed forkastet - som konsekvens meddeles afslag på ansøgningen.
Til top