Københavns Kommunes deltagelse i den regionale kulturaftale Kulturmetropol Copenhagen 2016-2019
Indstilling og beslutning
1. at Kultur- og Fritidsudvalget henviser et forslag om et tilskud på 300.000 kr. årligt - i alt 1,2 mio. kr. i perioden 2016-2019 - til deltagelse i den kommende kulturaftale, Kulturmetropol Copenhagen 2016-2019, til forhandlingerne om budget 2016.
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller endvidere,
2. at Kultur- og Fritidsudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler, at Københavns Kommune tiltræder den kommende kulturaftale, Kulturmetropol Copenhagen 2016-2019 mellem kommuner i Region Hovedstaden, Region Hovedstaden og Kulturministeriet, med forbehold for, at Borgerrepræsentationen i budget 2016 afsætter de fornødne midler til at deltage i kulturaftalen.
Problemstilling
Kultur- og Fritidsudvalget har på mødet den 22. januar 2015 tilkendegivet en hensigt om at ville deltage i den kommende kulturaftale.
Løsning
Kulturmetropol Copenhagen 2016-2019
Kulturaftalen bygger videre på de erfaringer og resultater, som er opnået i den nuværende regionale kulturaftale KMØ. Der arbejdes videre med kulturmetropolens 10-årige vision om at udnytte kulturregionens geografiske og sociale tæthed, kulturelle variation og kreative ressourcer på tværs af kommunegrænser, så området går fra at være et by-netværk til en sammenhængende kulturmetropol.
Ligesom den nuværende kulturaftale KMØ, vil Kulturmetropol Copenhagen blive et forpligtende samarbejde mellem kommuner, Region Hovedstaden og Kulturministeriet i perioden 2016-2019, hvor konkrete initiativer skal styrke det regionale fællesskab på tværs af kommunegrænser. Initiativerne vil alle blive koordineret med Københavns øvrige aktiviteter på de enkelte områder, så det sikres, at aftalen bygger på, interagerer med og udvikler eksisterende initiativer og aktiviteter.
Den politiske styregruppe i KMØ godkendte på sit møde den 1. juni 2015 et udkast til aftaletekst indeholdende kulturaftalens tre indsatsområder, som er:
- Festivaler og Events 2.0 (Københavns Kommune er tovholder)
Mål: at udvikle og styrke regionale festivaler og events samt at udbrede og udvikle eksisterende, der kan samle og brande kulturregionen som en festival- og eventregion for både borgere og turister.
- Musikmetropolen (Roskilde Kommune er tovholder)
Mål: at skabe en sammenhængende musikmetropol med regional, national og international gennemslagskraft, gennem udvikling af talenter, events, scener, kreative og forretningsmæssige kompetencer på tværs af musikkens aktører i regionen.
- Unge samskaber med kulturlivet (Køge Kommune er tovholder, Københavns Kommune bidrager med kompetencer)
Mål: at øge unges muligheder for, i samarbejde med kommunale såvel som nationale kulturinstitutioner, at udvikle og samskabe nye kulturaktiviteter, blive kulturaktive medborgere samt udvikle sig til fremtidens kulturentreprenører.
Derudover besluttede man på det politiske styregruppemøde:
- at den politiske styregruppe bestående af kulturudvalgsformænd i Kulturmetropol Copenhagen godkender aftalens indhold og implementering ved regelmæssige møder i aftaleperioden, og der etableres et formandskab med to næstformænd.
- at formandsskabet vil ligge i Ishøj Kommune.
- en finansieringsmodel, der indebærer at Københavns Kommune skal bidrage med 300.000 kr. årligt i alt i aftaleperioden. Den kommunale finansiering er beregnet på baggrund af en fordelingsnøgle, hvor kommuner med over 200.000 indbyggere skal bidrage med 300.000 kr. årligt. Den samlede udgift for Københavns Kommunes deltagelse i den 4-årige regionale kulturaftale Kulturmetropol Copenhagen 2016-2019 vil i alt være: 1,2 mio. kr.. Københavns Kommunes årlige bidrag i den nuværende kulturaftaleperiode har været 230.000 kr. Region Hovedstadens og Kulturministeriets bidrag til Kulturmetropol Copenhagen er ikke besluttet endnu.
Københavns Kommune i en kommende kulturaftale
For Københavns Kommune er Kulturmetropol Copenhagen væsentlig, da det fortsatte samarbejde på tværs af regionen særligt kan være med til at understøtte områderne:
Festivaler og events:
Kulturaftalen giver københavnske festivaler og events et endnu større spillerum at arbejde med. For festivalerne er det regionale samarbejde en mulighed for at sprede sig i kulturregionen og udvikle deres kulturtilbud til glæde for regionens borgere og turister. Samarbejdet med regionale partnere og lokale fagligheder vil skabe nye spændende kultur- og fritidstilbud og både indholdsmæssigt organisatorisk styrke de enkelte festivaler. Der afvikles flere store begivenheder i aftaleperioden fx VM Ishockey 2018, EM Svømning Kortbane 2017 og VM Herrehåndbold 2019, hvor et samarbejde mellem kulturaftalens partnere om faciliteter og udvikling af side-aktiviteter er oplagt.
Et regionalt samarbejde om festivaler og events kan ligeledes skabe vækst i turismeerhvervene i både København og hele Greater Copenhagen. Ved at skabe attraktive festivaler og events, som er trækplastre for danske og internationale turister, øges turisterne ”reason to stay” i København, og et længere ophold gøres attraktivt. Derudover bor storbyturister ofte centralt, men tager afstikkere til lokalområder. Der er derfor et betydeligt vækstpotentiale i at skabe og tiltrække festivaler og events til Greater Copenhagen.
Musikmetropol:
København har et levende musikliv med mange spillesteder og musikalske uddannelsesinstitutioner for børn og unge, herunder den kommunale sangskole Sankt Annæ og byens musikskole, som også rummer MGK. Der er også en række folkeoplysende foreninger og amatørorkestre- og ensembler, som samler københavnske borgere om musikken. Et regionalt samarbejde kan være med til at opbygge netværk og skabe forbindelser mellem byens musikaktører og udvikle nye og spændende kulturtilbud og bane vejen for flere københavnske talenter indenfor musikscenen.
Unge og samskabelse:
Kulturaftalen vil igennem co-creation styrke samarbejdet med byens unge og københavnske venues og kulturinstitutioner, herunder museer, kulturhuse og biblioteker. Kulturinstitutionerne vil i aftaleperioden opbygge kompetencer, som ruster dem til at arbejde med unge. Ved at lave kulturaktiviteter og udvikle kulturtilbud i samarbejde med byens kulturinstitutioner, forholder byens unge sig aktivt og engageret til den by, som de bor i, og de kan være med til at sætte kendte men også mindre kendte venues i spil. Erfaringer fra KMØ viser, at unge som kulturaktører har forskellige interesser, som ikke kun omfatter traditionelle kulturområder som musik-, billed- og scenekunst. Fx har en ung projektmager i samarbejde med Skoletjenesten udviklet et rollespil til Fregatten Peder Skram i forbindelse med et af projekterne i KMØ.
Den videre proces
Inden oktober 2015 udarbejdes bilag til aftalen, som herefter skal godkendes af KMK og Kulturministeriet. Det forventes, at aftalen godkendes og underskrives af den politisk styregruppe og kulturministeren ultimo 2015.
Økonomi
Videre proces
Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget godkender indstillingen, vil Kultur- og Fritidsforvaltningen udarbejde et budgetnotat om sagen, til brug for forhandlingerne om budget 2016.
Carsten Haurum
/ Mads Kamp Hansen
Beslutning
Indstillingen blev godkendt.
Kultur- og Fritidsforvaltningen oplyste, at indstillingens 2. at-punkt efter aftale med Økonomiforvaltningen ikke forelægges Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.