Mødedato: 25.06.2015, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Udmøntning af midler i Festivalpuljen 2015 og 2016

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til ansøgninger om støtte fra Festivalpuljen i 2015 og 2016.

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget tager stilling til 23 ansøgninger om tilskud til events og festivaler i 2015 og 2016, og
  2. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender overførsel af bevilling til "Amfifestival" på 100.000 kr. fra 2015 til 2016.

Problemstilling

Kultur- og Fritidsudvalget har modtaget 23 ansøgninger om tilskud til events og festivaler i 2015 og 2016. En række tilbagevendende festivaler har, trods opfordring, endnu ikke indsendt ansøgning.

Bilag 1 indeholder en samlet oversigt over de bevilgede tilskud fra Festivalpuljen, herunder tilskud bevilget for henholdsvis et og to år, samt de ansøgninger, som har opnået tilskud i forbindelse med 70-året for afslutningen på 2. Verdenskrig den 4. maj 2015. Desuden fremgår de nye ansøgte tilskud samt indstillingsbeløb.


Løsning

Festivalpuljen har to udmøntninger årligt. Første udmøntning fandt sted den 26. marts 2015 og vedrørte primært begivenheder, som afvikles i 2015. Anden udmøntning vedrører primært begivenheder, som afvikles i 2016, med undtagelse af én enkelt, som afvikles i 2015.

Kultur- og Fritidsudvalget har udmøntet 13.810.000  kr. af puljens samlede budget på 13.902.000 kr. til events og festivaler i 2015 og 7.498.000 kr. af puljens samlede budget på 13.000.000 kr. til events og festivaler i 2016 (bilag 1). Af puljen for 2015 resterer 92.000 kr. Af puljen for 2016 resterer 5.502.000 kr.

Kultur- og Fritidsudvalget skal med udgangspunkt i puljens retningslinjer og økonomiske råderum foretage en prioritering blandt de indkomne ansøgninger om tilskud til nedenstående begivenheder i 2015 og 2016. Af bilag 1 fremgår en samlet økonomisk oversigt over Festivalpuljen. Her fremgår også nye ansøgninger til puljen i 2015 og 2016 samt forvaltningens indstilling til tilskud.

Overførsel fra 2015 til 2016
Kultur- og Fritidsforvaltningen modtog den 7. april 2015 besked fra arrangøren bag Amfifestival om, at de grundet manglende tid til at fundraise ikke er i stand til at gennemføre festivalen i 2015. Festivalen anmoder om at få overført tilskuddet på 100.000 kr. fra 2015 til 2016. Såfremt udvalget imødekommer anmodningen fra Amfifestival, udgør puljens rådighedsbeløb herefter 5.402.000 kr. i 2016 og 192.000 kr. i 2015.

Ansøgninger 2015
Der indkommet én ny ansøgning til 2015. Der søges om et tilskud på 50.000 kr. (bilag 2).

Ansøgninger 2016
Der er indkommet 22 nye ansøgninger til 2016. Der søges samlet set for 10.258.342 kr. (bilag 2). 

Forvaltningen anbefaler, at det resterende beløb, efter udmøntning til de indstillede festivaler, reserveres til forventede ansøgninger fra tilbagevendende festivaler som Trailerpark Festival, Copenhagen World Music Festival, Copenhagen Photo Festival, CHART ART Fair, TRUST, Ironman Copenhagen, BørnefestiBAL, 60 Seconds Filmfestival, Københavns Karneval og 48 timer. Derudover må det forventes, at der modtages ansøgninger i 2016 fra nye ansøgere.

Ansøgninger om støtte til begivenheder 2015:

Øvrige kulturelle begivenheder
  1. Ansøgning fra Jes Brinch om 50.000 kr. til projektet "Problemer og Alternativer"

Ansøgninger om støtte til begivenheder 2016:

Tonekunst:

  1. Ansøgning fra Michael Madsen til "COPENHELL 2016"
  2. Ansøgning fra Jan Samuelsen til "wOOt- Copehagen Play Festival 2016"
  3. Ansøgning fra Copenhagen Summer Festival til "Copenhagen Summer Festival 2016 og 2017"
  4. Ansøgning fra Frost Festival til "Frost Festival 2016"

Billedkunst:

Ingen ansøgninger

Scenekunst:

  1. Ansøgning fra Morten Krogh til "CPH Stage 2016"
  2. Ansøgning fra Teater Zebu til "Springfestival 2016"
  3. Ansøgning fra Daily Fiction til "SPLASTIC"
  4. Ansøgning fra Lasse Brejner til "Copenhagen Summer Dance 2016"
  5. Ansøgning fra Marie Schultz til "ULTRA"

Litteratur:

Ingen ansøgninger

Idræt:

  1. Ansøgning fra SWOOP Challenge til "SWOOP Challenge 2016"
  2. Ansøgning fra Powerman Denmark til "Powerman Denmark 2016"
  3. Ansøgning fra Energy Sport til "Velothon Copenhagen 2016"
  4. Ansøgning fra Dansk Atletik Forbund til " Copenhagen Halfmarathon 2016"
  5. Ansøgning fra Sportsdanserforeningen KAF til "EM 10 Dans 2016"
  6. Ansøgning fra Dansk Svømme Union til "World-Cup- Christiansborg Rundt 2016"
  7. Ansøgning fra Jens Peter Lange til "Copenhagen Historic Grand Prix 2016" 
  8. Ansøgning fra Copenhagen Skatepark til "Copenhagen Skateboard Open 2016"

 Øvrige kulturelle begivenheder:

  1. Ansøgning fra Valby Lokaludvalg til "Valby Kulturdage 2016"
  2. Ansøgning fra Copenhagen Pride til markeringen af "IDAHOT 2016"
  3. Ansøgning fra Sara Jordan til eventen "Rock The Concrete"
  4. Ansøgning fra Jødisk Kulturfestival i København til "Jødisk Kulturfestival 2016"
  5. Ansøgning fra Kulturforeningen artFREQ til "artFREQ 2016"

Bemærkning til ansøgninger om idrætsevents
Såfremt udvalget godkender forvaltningens indstilling om Tilskud til idrætsevents 2016 og Eventkatalog fra Wonderful Copenhagen 2016-2020, vil ansøgninger om tilskud til idrætsevents i 2016 på under 0,5 mio. kr. skulle behandles i forbindelse med udvalgets udmøntning af Festivalpuljen 2016. 

Prioritering af Festivalpuljen 2016
Forvaltningen har på baggrund af de besluttede principper for Festivalpuljen udarbejdet en oversigt over alle indkomne ansøgninger (bilag 2). I bilaget er ansøgningerne kategoriseret og indeholder oplysning om tid og sted, et kort resumé, forventet deltagerantal samt oplysninger om begivenhedens relevans for København. Bilag 2 indeholder også link til ansøgningen og budget.

Herudover har forvaltningen udarbejdet et årshjul samt en oversigt over fordeling på bydele, hvor de ansøgte begivenheder er listet sammen med allerede støttede events og festivaler, så udvalget har et overblik over, hvordan begivenhederne fordeler sig over året og i byen (bilag 3 og bilag 4).

Økonomi

Der anvises økonomisk dækning fra Festivalpuljen.

Videre proces

Såfremt ansøgningerne imødekommes, vil forvaltningen, i dialog med ansøgerne, udarbejde tilskudsaftaler, som indeholder forudsætninger for tilskuddene og målbare succeskriterier.  


Carsten Haurum
                                                                                                                

                                                                                                                         /Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 25. juni 2015:

Der blev begæret afstemning om forvaltningens indstilling om tilskud i 2015 og 2016 med følgende ændringer:
  • CPH STAGE:    950.000 kr.
  • Jødisk Kulturfestival: 100.000 kr.


Følgende ansøgninger udskydes med henblik på en senere stillingtagen:
  • 10 k Open Water/Christiansborg Rundt
  • Copenhagen Historic Grand Prix
  • EM 10-Dans

Et flertal (Neil Bloem, Rune Dybvad, Tue Hækkerup, Simon Strange, Rikke Lauritzen, Allan Ahmad, Carl Christian Ebbesen, Michael Gatten, Jens-Kristian Lütken og Andreas Pourkamali) stemte for forslaget.
Et mindretal (Lilian Parker Kaule) stemte imod.

Forslaget inkl. ændringerne blev dermed godkendt.



Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingens 2. at-punkt.
Til top