Ansøgning: Heartbeat Radio
Indstilling og beslutning
- at der meddeles afslag på ansøgningen om støtte til "Heartbeat Radio", da der ikke er afsat midler til formålet på Budget 2015.
Problemstilling
Der er ikke afsat midler til formålet på Budget 2015.
Løsning
Ifølge ansøger er byens størrelse en af udfordringerne i det københavnske musikmiljø. Den elektroniske musik og scene skal være åben og tilgængelig, og ansøger ønsker derfor at tilbyde byens borgere andre muligheder for at udtrykke sig kreativt.
Det fremgår af ansøgningen, at den elektroniske scene i København er splittet. Klubber, DJ´s, producere, promotere og andre aktive på scenen arbejder sjældent sammen, men arbejder derimod oftest med at skabe mest mulig succes for deres eget arrangement. Denne slags konkurrence skaber fraktionering på en i forvejen meget lille scene.Det foreslås derfor, at der etableres en dansk radio for elektronisk musik og for den københavnske scene. En radio, der bakker op om folks initiativer, formidler og samler. Ifølge ansøger har dansk elektronisk musik ikke længere nogle kanaler, og ansøger mener derfor, at en radio vil kunne samle og gøre en stor forskel på den elektroniske musikscene. Et sted, hvor musikken spilles, arrangementer omtales og repræsentanter fra scenen får taletid.
Udover at spille musik hele døgnet og have faste værter tilknyttet sendefladen, vil man med en dansk radio for elektronisk musik have følgende muligheder:
- Kalender over arrangementer, fester og klubber
- Radioværter: De forskellige scener repræsenteres via værter
- Mangfoldighed i lyd på "flow radio"
- Månedens klub: En klub fremhæves hver måned med et portræt
- Live transmissioner: Der sendes live - både lyd og billede fra udvalgte DJ´s sets og arrangementer
- Spot på: en københavnsk DJ / Producer
- Pre-arrangementer: Foredrag, sessions, møder, receptioner inden klubaftener
- Netværksarrangementer: Folk fra scenen inviteres til div. samlende arrangementer, som f.eks. foredrag, live sessions eller andre inspirerende oplæg
Heartbeat radio skal være tilgængelig online og på app, og hvis muligt også på dab i København.
Budget
Det samlede budget er på 200.000 kr. og fordeler sig med 55.000 kr. til indkøb af udstyr, 10.000 kr. til KODA udgifter, 10.000 kr. til Gramex, 5.000 kr. til musikindkøb, 70.000 kr. til programmering af radio site (app/web), 30.000 kr. til events og 20.000 kr. til markedsføring. Der forventes ingen indtægter hvorfor der ansøges om 200.000 kr. til igangsættelse af Heartbeat Radio.
Fremtidig finansiering:
Ifølge ansøger, vil nok lyttere kunne dække udgifter til driftsomkostninger og udgifter til annoncering og kommercielle samarbejder. Ansøger forventer, at radioen fra 2016 vil kunne finansiere sig selv.
Økonomi
Videre proces
Carsten Haurum
/Mads Kamp Hansen
Beslutning
Der blev begæret afstemning om et forslag om at yde et tilskud på 200.000 kr.; kassemæssig dækning anvises på konto 3.35.64.1.
Et flertal (Neil Bloem, Rune Dybvad, Tue Hækkerup, Simon Strange, Rikke Lauritzen, Allan Ahmad, Carl Christian Ebbesen og Andreas Pourkamali) stemte for forslaget.
Et mindretal (Michael Gatten, Jens-Kristian Lütken og Lilian Parker Kaule) stemte imod.
Forslaget blev dermed godkendt.