Folkets Hus: status og redegørelse
Indstilling og beslutning
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget tager status og redegørelse om Folkets Hus til efterretning og videresender denne til Økonomiudvalget.
- at Kultur- og Fritidsudvalget tager stilling til forslag fra Fonden om ansættelser i huset i 2016-17.
- at Kultur- og Fritidsudvalget tager stilling til et muligt anlægstilskud til renovering af Folkets Hus.
Problemstilling
Fonden for de Åbne Rum, husets ansatte og brugere udarbejdede således en statusrapport, som blev forelagt Kultur- og Fritidsudvalget den 23. april 2015 (bilag 1). I forbindelse med Kultur- og Fritidsudvalgets behandling af statusrapporten, bad udvalget om en supplerende redegørelse for dels de brugerdrevne forhold i Folkets Hus, dels af forholdene på husets 2. sal.
Kultur- og Fritidsudvalget har inviteret Fonden for de Åbne Rum, husets brugere og Københavns Politi til at overvære behandlingen af punktet.
Løsning
Fonden for de Åbne Rum (Fonden), som administrerer aftalen mellem Folkets Hus og Københavns Kommune, har udarbejdet en redegørelse for de brugerdrevne forhold i Folkets Hus samt for situation på 2. sal i Folkets Hus:
Brugerstyring i Folkets Hus (bilag 2)Siden ansættelsen af tre medarbejdere i Folkets Hus i begyndelsen af 2014 er der ifølge Fonden skabt tiltagende ro omkring huset. Fra at have haft brugerstop i 2011 og 2012 er nye såvel som tidligere brugere vendt tilbage og anvender huset igen. Husets aktivitetsniveau er steget og husets åbningstid er forøget, og er nu tirs.-fre. kl. 10-22 samt søndag formiddag. De ansatte har sat skub i husets sociale og kulturelle aktiviteter, samtidig med at husets flade struktur er bibeholdt. Husets mange aktiviteter har, ifølge Fonden, været en forudsætning for at tiltrække og etablere en bred brugergruppe.
Husets nuværende frivilligegruppe består af omkring 60 personer, heraf tager 15 del i husets drift og organisatoriske arbejde, mens de øvrige tager vagter i caféen og ved arrangementer. De frivillige er ifølge Fonden dedikerede og villige til at lægge meget tid i huset.
Fonden vurderer, at Folkets Hus er godt på vej mod at blive et brugerstyret hus igen. Gruppen af frivillige er dog endnu ikke så integrerede i husets drift, at der ikke er behov for ansatte. Der er derudover ikke nok frivillige til at løfte de driftsopgaver, som er knyttet til huset. Hvis huset skal drives af frivillige fra 2016, vil det påføre den nuværende frivilligegruppe et for højt arbejdspres, og konsekvensen heraf vil være, at de frivillige igen vil trække sig fra huset, hvilket kan medføre, at huset vender tilbage til den samme situation som i 2013.
Hvis den positive udvikling skal fortsætte, vurderer Fonden, at det er en forudsætning, at der også i 2016 er ansatte i Folkets Hus. Fonden foreslår, at driftstilskuddet øges, så gruppen af ansatte udvides fra tre til fem personer. Ved at ansætte flere medarbejdere kan man imødekomme brugernes ønske om flere aktiviteter, og samtidig efterkomme Københavns Kommunes krav om at der skal være ansatte tilstede i husets åbningstid. På nuværende tidspunkt er det de ansatte og 10 frivillige, dvs. ansvarspersoner med nøgle til hoveddøren, der er tilstede ved aktiviteter og i cafeens åbningstid. Hvis der foregår aktiviteter efter åbningstid skal en ansat løbende komme forbi huset uanset tidspunktet for afslutning af aktiviteterne.
Fonden ræsonnerer, at man ved at øge husets aktiviteter kan rekruttere flere frivillige, som kan være med til at løfte husets driftsopgaver, hvilket på længere sigt vil medføre, at behovet for ansatte i huset muligvis vil forsvinde.
2. sal i Folkets Hus (bilag 2)
I redegørelsen beskriver Fonden, at der foregik salg af narkotika, ligesom der var bandegrupperinger med rygmærker tilstede i huset, da Fonden overtog driften. Samtidig var området omkring Folkets Hus utrygt for de lokale at færdes i. Disse problemer mener Fondens er løst.
Fonden gør dog opmærksom på, at politiet i 2014 og i begyndelsen af 2015 har rapporteret fund af mindre mængder hash, konstateret hashrygning samt at døren til husets 2. sal har været låst.
I dialog med Kultur- og Fritidsforvaltningen har Fonden og de ansatte fulgt op på de ovenstående problemer. Man har overfor husets brugere understreget, at hashrygning er forbudt og der er ikke længere lås på døren til 2. sal. Indenfor de sidste måneder er de førnævnte problemer minimeret, og set i lyset heraf mener Fonden ikke, at forholdene på 2. sal kræver ekstraordinære tiltag.
For at fastholde den nuværende situation og integrere 2. sals brugere endnu mere i Folkets Hus vil Fonden iværksætte følgende:
- intensivere vejledning og skiltning om forbud mod at ryge hash og benytte andre rusmidler.
- inddrage 2. sal i flere af husets aktiviteter.
- 2. sal skal desuden være centrum for rådgivningstiltag ved Fonden. Konkret planlægges der retshjælp og rådgivning om jobsøgning, muligvis med inddragelse af eksterne samarbejdspartnere.
Fonden og de ansatte oplyser at det har været en udfordring at få 2. sals brugere til at tage del i husets aktiviteter. Derfor er inddragelsen af 2. sals brugere i husets aktiviteter også et fokuspunkt for Fonden. Indenfor det sidste år har 2. sals brugere dog deltaget i at planlægge og afvikle store begivenheder. Målet er at få 2. sals brugere til at engagere sig endnu mere i husets aktiviteter.
Renovering af Folkets Hus (bilag 3)
Kultur- og Fritidsforvaltningen har drøftet mulige renoveringstiltag til at understøtte at der kommer flere brugere i Folkets Hus med Fonden. Dels er huset generelt nedslidt og dels ville en opgradering af huset kunne tiltrække flere brugere, forstærke ansvarsfølelsen og understøtte den kulturelle brug af huset. Det er muligt at ombygge stueetagen, så der fjernes vægge mod cafeen hvilket vil give en bedre rumfordeling og overblik. På 2. salen kan der indrettes faciliteter til afholdelse af rådgivningssamtaler. På 3. salen er der i dag ikke omklædning og evt. bademulighed ifm. bevægelsesarealerne. Ligeledes kan køkkenet opgraderes hvilket vil lette brugerdriften og give mulighed for at 2. salens brugere inddrages mere aktivt i brugen af huset. Hertil kan kobles elektroniske tiltag i form af opsætning af røgalarmer og etablering af selvbetjent åbningstid, ligesom i de øvrige kulturhuse og biblioteker i Københavns Kommune. Dette for at understøtte rygeforbuddet, sikre at huset ikke anvendes udenfor åbningstiden og muliggøre, at flere brugere kan benytte huset - herunder 2. sal. De nævnte tiltag vurderes at kunne realiseres for 1,5 mio. kr. Den nærmere gennemførelse skal aftales med Fonden og aktivisterne.
Københavns Politis vurdering af Folkets Hus (bilag 4)
Københavns Politi har den 16. juni 2015 indsendt en vurdering af den nuværende situation i Folkets Hus. Siden politiets sidste vurdering fra den 22. april 2015 har politiet konstateret, at låsen til 2. salen er blevet fjernet. I vurderingen fra 22. april beskrev politiet episoder, hvor 2. salen jævnligt var aflåst. I perioden mellem den 22. april og 16. juni 2015 er der ikke optaget anmeldelser om lovovertrædelser i bygningen. 2. salen bærer, ifølge politiet, præg af at skulle renoveres. Politiets dialog med de ansatte beskrives som god, og det er fortsat Københavns Politis opfattelse, at der har været en positiv udvikling i forhold til såvel brugergruppen som brugergruppens adfærd efter Københavns Kommune og Fonden for de Åbne Rum har engageret sig i Folkets Hus.
Kultur- og Fritidsforvaltningens vurdering af Folkets Hus
Ligesom Fonden og Københavns Politi vurderer Kultur- og Fritidsforvaltningen, at udviklingen i Folkets Hus er positiv og går den rigtige vej. Kultur- og Fritidsforvaltningen bemærker, at husets naboer på sidste møde i Dialogforum for Folkets Hus den 15. juni 2015 beskrev, at det indenfor det sidste år er blevet trygt at komme både i Folkets Hus og Folkets Park. Den gode stemning i Folkets Hus, mente flere af naboerne, har haft en positivt effekt på området, som ikke har været tryggere i mange år.
Om Københavns Kommunes tilskud til Folkets Hus
Borgerrepræsentationen har i 2014 og 2015 bevilget et tilskud til Fonden for de Åbne Rum til ansættelse af personale i Folkets Hus. Tilskuddet var i 2014 på 1,9 mio. kr. mens det i 2015 er på 1,775 mio. kr. Tilskuddet er begge år bevilget fra akutpuljer under Sikker By, Økonomiforvaltningen.
Økonomi
Videre proces
Statusredegørelse og Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning videresendes til Økonomiudvalget.
Carsten Haurum
/Mads Kamp Hansen
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalget havde besluttet, at følgende repræsentanter fra Fonden for de Åbne Rum, Folkets Hus brugere og Københavns Politi i medfør af styrelseslovens § 20, stk. 4, 2. pkt., skulle overvære behandlingen af dagsordenens punkt 2 (Folkets Hus: status og redegørelse) med henblik på sagens oplysning:
Fonden for de Åbne Rum
- Shuki Foighel
- Line Barfod
Husets brugere:
- Ahmed Saidane
- Kenneth Sørensen
- Lisbeth Bryhl
- Christian van der Star
Københavns Politi
- vicepolitiinspektør Torben Granat Svarrer
- Søren Enemark
Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingens 1. at-punkt.
Kultur- og Fritidsudvalget besluttede følgende med hensyn til indstillingens 2. og 3. at-punkt:
Kultur- og Fritidsudvalget anmodede forvaltningen om med udgangspunkt i udvalgets drøftelser og tilkendegivelser at udarbejde et budgetnotat for så vidt angår indstillingens 2. og 3. at-punkt, med afsæt i husets nuværende driftsniveau. I budgetnotatet indarbejdes endvidere et forslag til en ny driftsmodel. I nødvendigt omfang vender forvaltningen tilbage til Kultur- og Fritidsudvalget med en indstilling om sagen.