Mødedato: 25.06.2015, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Nordic Food Copenhagen

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til, om to initiativer, der har til formål at udvikle den københavnske madscene yderligere, skal indgå i forhandlingerne om budget 2016.

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget henviser følgende initiativer vedrørende madområdet til forhandlingerne om budget 2016:

a)  Inkubationsmiljø for madbranchen i Kødbyen - 1 mio. kr. årligt i 2016 og 2017
b)  Greater Copenhagen Food Week - 1 mio. kr. årligt i 2016 og 2017

Problemstilling

København er bredt anerkendt for sin innovative tilgang til mad- og restaurantoplevelser og det københavnske køkken er internationalt anerkendt. København gælder således som Nordens førende gastronomiske metropol og tilbyder madoplevelser af høj kvalitet i alle prislag, ligesom København er den by i Norden med flest Michelin-stjerner. Hertil kommer de nye tendenser med street food, midlertidige restauranter (pop up-restauranter) og markeder, som flytter maden ud på gader og stræder. Endelig er hotel- og restaurationsbranchen en af de brancher, der har skabt flest arbejdspladser i de seneste 6 år, hvor der på landsplan er skabt 8.000 fuldtidsstillinger.  

Samtidig er der tilbagemeldinger fra både den mere etablerede branche og de nystartede aktører om, at potentialet inden for madområdet ikke er fuldt udnyttet. Dette skyldes, at de mange aktiviteter ofte foregår adskilte, hvorfor de ikke bliver tilpas synlige. Hertil kommer, at samarbejdet og kontakten mellem de forskellige aktører kan øges både i forhold til produktudvikling og synlighed.  

Der er således potentiale for yderligere vækst og yderligere udvikling af den københavnske madkultur

Løsning

Københavns førende position inden for madoplevelser er i stadig udvikling og har betydning for byens position som en by med et højt niveau for kreative og kulturelle oplevelser – herunder en by, hvor kreative arbejdspladser er i vækst. På den baggrund indstiller Kultur- og Fritidsforvaltningen (KFF), at følgende to initiativer indgår i forhandlingerne om budget 2015:

1. Inkubationsmiljø for madbranchen i Kødbyen
Københavns Madhus ønsker at samle en række madaktører under samme tag i Staldgade i Kødbyen. Da der her både er mulighed for kontor- og køkkenfaciliteter, kan der skabes et unikt miljø for udvikling af både madkoncepter og egentlige gastromiske produkter (altså hvor kokke udvikler nye madoplevelser). Hertil kommer, at køkkenfaciliteterne giver de nye street food-aktører og midlertidige restauranter mulighed for en mere fleksibel madproduktion, hvilket begrænser deres udgifter og dermed forbedrer deres forretningsgrundlag.

Københavns Madhus har sendt en ansøgning til Kultur- og Fritidsudvalget (KFU), hvor de anmoder om et tilskud på 1 mio. kr. i henholdsvis 2016 og 2017 til opstart af et sådan miljø. Derefter forventes inkubatoren at være økonomisk bæredygtig. Da der er tale om budgetmidler i 2016 og 2017, foreslår KFF, at KFU henviser ansøgningen til forhandlingerne om budget 2016, Ansøgningen er vedlagt som bilag 1.

2. Greater Copenhagen Food Week
FOOD er en non-profit organisation, der delvist er finansieret af offentlige statslige midler og delvis af private aktører som fx Arla med det formål at fremme nordiske madprodukter. Sammen med BC Hospitality Group (driver bl.a. Bella Centret) har FOOD mobiliseret en række aktører (fx Carlsberg, COOP og Arla), som er interesseret i at skabe en stor og internationalt profileret maduge i København – Greater Copenhagen Food Week. Ideen er at afvikle en uge, hvor der for alvor sættes fokus på madprodukter i Greater Copenhagen, og hvor en række madarrangementer samles for at skabe en fælles synlighed for madpotentialet i Danmark. Hertil kommer et ønske om at samle branchen på tværs af størrelse, så både store producenter og mindre aktører kan styrke hinandens muligheder.

For at projektet skal få det nødvendige ambitiøse omfang, ønsker FOOD og BC Hospitality Group, at Københavns Kommune også er en del af projektet. Derfor har FOOD rettet henvendelse til KFF og kultur- og fritidsborgmesteren for at drøfte muligheder og indhold for en sådan uge. FOOD arbejder for at rejse et årligt budget på ca. 8 mio. kr. til Greater Copenhagen Food Week, som skal finansieres delvis af private partnere og delvis af offentlige. Det forventes, at FOOD vil ansøge om et årligt tilskud på ca. 1 mio. kr. fra Københavns Kommune.

 Copenhagen Cooking deltager også i dialogen med FOOD og BC Hospitality Group i forhold til sammenhængen med Copenhagen Cookings aktiviteter.   

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser, da det indstilles, at de to initiativer henvises til forhandlingerne om budget 2016.

Videre proces

Såfremt KFU godkender indstillingen, udarbejder KFF budgetnotater.
 


Carsten Haurum

                                    /Aravni Jakobsen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 25. juni 2015:

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte punkt a (vedr. inkubationsmiljø for madbranchen i Kødbyen).

Der blev begæret afstemning om punkt b (vedr. Greater Copenhagen Food Week).
Et flertal (Carl Christian Ebbesen) stemte for punkt b.
Ingen stemte imod.
Neil Bloem, Rune Dybvad, Tue Hækkerup, Simon Strange, Rikke Lauritzen, Allan Ahmad, Michael Gatten, Jens-Kristian Lütken, Lilian Parker Kaule og Andreas Pourkamali undlod at stemme.

Punkt b blev således godkendt.
Til top