Mødedato: 25.05.2000, kl. 15:00

Vanløse Kulturhus

Vanløse Kulturhus

for mødet «MDAT» kl

Kultur- og Fritidsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 25. maj 2000

 

2. Vanløse Kulturhus

(KFU 219/2000)

INDSTILLING

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

at Kultur- og Fritidsudvalget drøfter orienteringen om planerne for ombygning af Vanløse Kulturhus.

 

RESUME

Ejeren af Vanløse Kulturhus har planer om en større om- og nybygning af ejendommen, som p.t. rummer biograf, bibliotek, medborgerhus og enkelte forretninger.

Planen vil give mulighed for en udvidelse og renovering af biblioteket, ligesom bygningen vil blive renoveret udvendigt, bl.a. med nye vinduer.

Forvaltningen vurderer biblioteksdelen meget positivt, men KUC tager forbehold overfor medborgerhusdelen.

Under forudsætning af positiv opbakning fra alle implicerede regner ejeren med, at byggeriet kan startes medio 2001 med forventet afslutning medio 2002.

 

SAGSBESKRIVELSE

Under Kultur- og Fritidsudvalgets behandling af forslag til budget 2000 blev det oplyst, at ejeren af den bygning, hvori Vanløse Bibliotek ligger, "har planer om en større ombygning/nybygning af arealet i forbindelse med metrobyggeriet og har erklæret, at en renovering af biblioteket indgår i disse planer. En restaurering af bibliotekets lokaler kan derfor først ske, når den udvendige del af biblioteket er bragt i orden."

Ifølge lejekontrakten vedr. bibliotekets lokaler påhviler al vedligeholdelse lejeren, og i 1994 udtalte kommunens advokat, Horten & Co., at det er "utvivlsomt, at kommunen har vedligeholdelsesforpligtelsen til hele lejemålet, både ud- og indvendigt".

Det betyder, at kommunen – som udgangspunkt – er forpligtet til at betale for udskiftning af de store, utætte og delvist punkterede vinduespartier. I Kultur- og Fritidsudvalgets budget 2000 er optaget en rådighedsbevilling på 2,2 mio. kr. under anlæg (konto 3.50.3), der var tænkt anvendt til renovering af Vanløse Bibliotek. Imidlertid kan renoveringen af biblioteket ikke gennemføres i 2000, og en del af rådighedsbevillingen anvendes derfor i stedet til flytningen af Nørrebro Bibliotek, såfremt denne realiseres.

I forbindelse med planerne for en udbygning af bygningskomplekset har ejeren af bygningen, der rummer Vanløse Bibliotek, Holberg Fenger Invest A/S, givet tilsagn om at montere nye vinduer i samtlige lokaler og foretage udvendig facaderenovering af ejendommen. Forudsætningen er, at planerne om om- og nybygning af ejendommen gennemføres.

Henning Larsens Tegnestue A/S har for Holberg Fenger Invest A/S udarbejdet skitseforslag for Center Vanløse. Det er intentionen, at centret med nye og eksisterende funktioner "i sammenhæng med stationen kan udgøre et levende og varieret bymæssigt tyngdepunkt i Vanløse". Projektet udvider den nuværende biblioteks- og biografbygning med flere udadvendte funktioner "som f.eks. supermarked, fitnesscenter samt flere butikker. Det nuværende bibliotek udvides og gøres mere tidssvarende og synligt i bybilledet".

For bibliotekets vedkommende indeholder skitseforslaget en ombygning og udvidelse på ca. 325 kvm. til et samlet areal på ca. 1.055 kvm. Det vil give mere plads til publikumsfunktioner og nye, mere tidssvarende kontorarealer. Adgangsforholdene åbnes op og beriges med større lysindfald.

Der tilbydes en leje for udvidelsen på de ca. 325 kvm. på ca. 800 kr. pr. kvm. samt ca. 130 kr. pr. kvm. i driftsudgifter, svarende til en samlet årlig merleje på ca. 300.000 kr., baseret på at de nye lokaler leveres med gulvbelægning, maling og almindelige elinstallationer. Hertil kommer udgifter til inventar, evt. særindretninger mv. Udgifterne vil i givet fald blive søgt indarbejdet i bibliotekernes nuværende ramme.

Forvaltningen vurderer biblioteksdelen meget positivt og vil fortsætte forhandlingerne med Holberg Fenger Invest for en yderligere uddybning og konkretisering.

KUC har to lejemål i ejendommen i hhv. stueplan og kælderplan som anvendes til medborgerhusaktiviteter. Holberg Fenger Invest A/S ønsker at frigøre KUC's lejemål til butiksformål og tilbyder KUC erstatningslejemål på 2. sal i en tilbygning mod Vanløse Station.

KUC er positivt indstillet over for projektet, selv om den fremtidige placering ikke anses for at være lige så tilfredsstillende som den nuværende. KUC lægger vægt på både at kunne tilbyde forsamlingshus-faciliteter og fortsætte det gode samarbejde med biblioteket.

Imidlertid forventer KUC, at den fremtidige huslejeudgift vil udgøre ca. 450.000 kr. for ca. 490 kvm. årligt mod de nuværende 163.000 kr. for ca. 400 kvm. Derudover har KUC et selvstændigt lejemål på 470 kvm. i kælderen, som KUC årligt betaler 154.600 kr. for. Udgiften dækkes via videreudlejning til bl.a. børnekultursteder og kampsport. Samtidig bemærker KUC, at der ikke i det nye byggeri er afsat plads til de kultur- og idrætsaktiviteter, som KUC i dag har i det selvstændige kælderlejemål. KUC påpeger derfor, at man må have dækning for de forventede meromkostninger til leje og vil fremsende særskilt anmodning til Kultur- og Fritidsudvalget om dækning af denne meromkostning.

KUC vil over for Holberg Fenger Invest A/S tage forbehold over for

  • placeringen, idet det ikke anses for optimalt at have børneaktiviteter på 2. sal og i nærheden af kontorer,
  • antal kvm., idet KUC ikke får lige så meget plads som i dag, selv om der eventuelt er mulighed for mere effektiv udnyttelse af pladsen samt
  • økonomien, idet der bliver tale om merudgifter.

Det skønnes, at realiseringen af planerne for Center Vanløse forudsætter en afklaring af KUC's fremtidige lejemål.

Under forudsætning af positiv opbakning fra alle implicerede forventes byggeriet startet medio 2001 og afsluttet medio 2002.

ØKONOMI

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

HØRING

Der er ikke foretaget høringer.

BILAG

1. Brev af 25. april 2000 til bibliotekerne

2. Brev af 10. april 2000 til KUC

3. Kopi af skitseforslag Center Vanløse

4. Kopi af artikel fra Vanløse Folkeblad den 16. maj 2000 samt læserbrev sendt til Vanløse Folkeblad som svar på artiklen

 

Ida Munk

/ Mikael Keller-Hansen

 

 

Til top