Kultur- og Fritidsudvalgets høringssvar til Forslag til Københavns Kommuneplan 2024 "Fremtidens klimavenlige hovedstad"
Økonomiforvaltningen har i samarbejde med fagforvaltningerne udarbejdet udkast til den kommende kommuneplan med udgangspunkt i Københavns Kommuneplanstrategi 2023.
"Fremtidens klimavenlige hovedstad - Forslag til Københavns Kommuneplan 2024" (bilag 1) er sendt i intern 8 ugers høring i fagudvalg, råd og lokaludvalg fra den 9. april 2024. Efter den interne høring sendes et redigeret udkast i ekstern høring. Sigtet er at kommuneplanen vedtages endeligt inden udgangen af 2024.
Det fulde materiale ligger her:
Kommuneplan 2024 | Københavns Kommuneplan 2024 (kk.dk)
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til 1. udkast til udvalgets høringssvar med henblik på vedtagelse på udvalgets møde den 23. maj 2024.
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget drøfter udkast til høringssvar til Økonomiudvalget vedrørende "Fremtidens klimavenlige hovedstad - Forslag til Københavns Kommuneplan 2024".
Problemstilling
Økonomiudvalget besluttede den 9. april 2024 at sende "Fremtidens klimavenlige hovedstad - Forslag til Københavns Kommuneplan 2024" (Bilag 1) i 8 ugers intern høring i fagudvalg, råd og lokaludvalg.
Løsning
Vedlagte udkast til høringssvar (bilag 2) er udarbejdet med afsæt i centrale kultur- og fritidspolitiske temaer og principielle udfordringer. Afsættet er dermed i vid udstrækning Kultur- og Fritidspolitikken 2023-2026, Arealplan for Kultur- og Fritidsområdet samt centrale indsatsområder i Kultur- og Fritidsforvaltningen
Høringssvaret er disponeret således, at der til en start kvitteres for kultur- og fritidslivets centrale placering i udkastet samt for de ændringsforslag, der er lavet i den politiske hovedstruktur på baggrund af Kultur- og Fritidslivets bemærkninger til Kommuneplanstrategien.
Derefter kommer en opfordring til at sikre, at kommuneplanens rammer og retningslinjer planmæssigt understøtter, at de gode intentioner føres ud i livet. Dette efterfulgt af understregning af de områder som i kultur- og fritidsudvalgets optik kræver mere fokus i udkastet under tre overordnede temaer:
- Plads til kultur- og fritidstilbud i den voksende storby. Herunder især i nye byudviklingsområder.
- Understøttelse af aktiviteter i byens uderum. Herunder byens grønne områder, havnen og midlertidige arealer.
- Den levende by. Herunder, at udvikling og bevaring af de nye byudviklingsområder og understøttelse af særlige bymiljøer og kreative erhverv, et bæredygtigt natteliv, spredning af byens turisme samt rammer for internationale borgeres kultur- og fritidsliv.
Baggrund
Kommuneplan 2024 består af en politisk hovedstruktur, retningslinjer samt rammer for lokalplanlægning. Den politiske hovedstruktur er en videreførelse af kommuneplanstrategien.
Kommuneplanen sætter retningen for udviklingen af København de kommende 12 år gennem overordnede mål for byens fysiske udvikling og arealanvendelse samt specifikke regler, som kommunen skal følge i lokalplanlægning og byggesagsbehandling. Arbejdet med kommuneplanen består fx i en revision af rækkefølgen for byudvikling, boligstørrelsesbestemmelser og parkeringsnormer.
Forslag til Kommuneplan 2024 er udarbejdet af Økonomiforvaltningen i samarbejde med fagforvaltningerne med udgangspunkt i Københavns Kommuneplanstrategi 2023. Herunder de centrale budskaber, som københavnerne kom med under den offentlige høring af strategien, samt en række faglige analyser.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Forvaltningen tilretter udkastet til høringssvar efter udvalgets bemærkninger. Udkastet fremlægges til udvalgets endelige beslutning på mødet den 23. maj 2024, hvorefter høringssvaret sendes til Økonomiforvaltningen.
Derefter vil Økonomiforvaltningen udarbejde en opsamling på indkomne høringssvar i en hvidbog, som forelægges Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen med henblik på, at sende sagen i offentlig høring. Dette vil forventeligt ske i løbet af efteråret 2024 inden vedtagelse i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen i december 2024.
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 25. april 2024
Indstillingen blev drøftet og udvalget gav input til høringssvaret. Sagen skal fremlægges for udvalget igen 23. maj.