Andenbehandling af Kultur- og Fritidsudvalgets budgetbidrag 2025
Kultur- og Fritidsudvalget skal den 29. april 2024 aflevere udvalgets samlede budgetbidrag for 2025. Med denne indstilling behandler udvalget budgetbidraget for anden gang. Udvalget behandlede budgetbidraget første gang den 24. februar 2024. Udvalget skal godkende håndteringen af effektiviseringsmåltallet i 2025 samt behandle opfølgningen på igangværende investeringsforslag.
Udvalget skal derudover tage stilling til henvisning af bevillingsudløb til forhandlingerne om Budget 2025 samt godkende takstkataloget, udvalgsafsnittet og bevillingsoversigten.
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at udvalgets forvaltningsspecifikke effektiviseringskrav i 2025 håndteres som beskrevet i tabel 2.
- at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at overopfyldelsen af effektiviseringsbehovet på i alt 0,7 mio. kr. i 2025 indgår i håndteringen af sag om Budgetudfordring 2025.
- at Kultur- og Fritidsudvalget tager opfølgningen på investerings- og innovationsforslag til efterretning, jf. bilag 3.
- at Kultur- og Fritidsudvalget beslutter, om udvalget ønsker at henvise bevillinger, der udløber i 2024, til forhandlingerne om Budget 2025, jf. bilag 4.
- at Kultur- og Fritidsudvalget godkender takstkataloget for 2025, jf. bilag 5.
- at Kultur- og Fritidsudvalget godkender udvalgsafsnit, bevillingsoversigt og bevillingstabeller, jf. bilag 6 og 7.
- at Kultur- og Fritidsudvalget bemyndiger Kultur- og Fritidsforvaltningen til at indarbejde eventuelle konsekvensrettelser som følge af udvalgets beslutninger samt eventuelle tekniske ændringer i udvalgets budgetbidrag frem til afleveringsfristen den 29. april 2024.
Problemstilling
Kultur- og Fritidsudvalget skal behandle det kommende års budgetbidrag ad to omgange. Med denne indstilling andenbehandles budgetbidrag 2025, hvor der skal tages endeligt stilling til opfyldelsen af udvalgets effektiviseringsmåltal, håndtering af bevillingsudløb samt en række obligatoriske bilag.
Af tabel 1 fremgår et overblik over Kultur- og Fritidsudvalgets effektiviseringsmåltal i 2025. Udvalgets ramme er i 2025 nedskrevet med i alt 15,1 mio. kr., hvilket svarer til det effektiviseringsmåltal, der fremgår af Indkaldelsescirkulæret 2025. Der er stigende profiler fra tidligere års besluttede forslag og indkøbseffektiviseringer på i alt 5,5 mio. kr., hvilket giver et samlet effektiviseringsbehov på 9,6 mio. kr. i 2025.
Tabel 1. Kultur- og fritidsforvaltningens effektiviseringsmåltal i 2025
Mio. kr. 2025 p/l. |
2025 |
Kultur- og Fritidsudvalgets effektiviseringsmåltal |
15,1 |
- Stigende profiler |
-5,5 |
Resterende måltal |
9,6 |
Løsning
Håndtering
af resterende effektiviseringsbehov
I
forbindelse med førstebehandlingen af budgetbidrag 2025 godkendte Kultur- og
Fritidsudvalget syv investeringsforslag med et effektiviseringspotentiale på
5,8 mio. kr. i 2025. Desuden har Økonomiudvalget godkendt tre tværgående
investeringsforslag med et effektiviseringspotentiale på 0,5 mio.kr. i 2025 på
Kultur- og Fritidsudvalgets område. Forslagene, der tilsammen frigiver 6,3 mio.
kr., har været til høring i Hoved-MED i Kultur- og Fritidsforvaltningen i
februar måned, og Hoved-MED har tilkendegivet, at investerings- og
innovationsforslag som metode er at foretrække fremfor andre
effektiviseringsmetoder, og har herudover bl.a. bemærket, at det er vanskeligt
helt at gennemskue konsekvenserne af større ledelsesspænd på facilitetsområdet,
jf. bilag 1. Forslagene er herefter vedtaget med Overførselssagen 2023-2024,
jf. tabel 1 nedenfor og bilag 2.
Kultur- og Fritidsudvalget vedtog i forbindelse med budgetbidrag 2024 en række effektiviseringer, der førte til en overopfyldelse på 2,7 mio. i 2024. Disse omhandlede overskydende midler til skøjtebaner, pulje til nye aftenskoler og ny eventstrategi. Overopfyldelsen blev i 2024 overført til udvalgets disponible midler. Fra 2025 og frem indgår effektiviseringen i opfyldelsen af udvalgets måltal. Herefter udestår effektiviseringer for 0,6 mio. kr.
Det indgår i aftale om Overførselssagen 2023-2024, at der købes en fast ejendom, hvilket medfører besparelse, som medgår til udvalgenes opfyldelse af måltal for administrative forenklinger. Økonomiforvaltningen har meddelt, at Kultur- og Fritidsudvalget i den forbindelse, kan indregnes en opfyldelse på 1,3 mio. kr. i 2025 og 2,6 mio. kr. i 2026 og frem. Med købet af ejendommen spares på servicemidler, som fordeles og medgår til opfyldelse af udvalgenes effektiviseringsmål. I 2025 indgår 0,6 mio. kr. i opfyldelsen af Kultur- og Fritidsforvaltningens effektiviseringsmåltal og 0,7 mio. kr. indgår varigt i håndteringen af sag om Budgetudfordring 2025. Fra 2026 og frem indgår den stigende profil til opfyldelse af forvaltningens effektiviseringsmåltal.
Tabel 2. Håndtering af effektiviseringsmåltallet for 2025
Mio. kr. (2025 p/l) |
2025 |
- Investeringsforslag godkendt i Overførselssagen 2023-24 * |
-6,3 |
- Tidligere besluttede effektiviseringer |
-2,7 |
- ØK26 Køb af fast ejendom |
-1,3 |
Effektiviseringspotentiale |
-10,3 |
Opfølgning
på investeringsforslag
Økonomiudvalget har
besluttet, at der årligt skal ske en opfølgning i fagudvalgene på alle
igangværende investerings- og innovationsforslag. Opfølgningen på de 28 forslag
er vedlagt til orientering i bilag 3. Her fremgår det, at 14 forslag er
markeret grønt og 12 forslag er markeret gult som følge af forsinkelser i
projekterne, men hvor gevinsten fortsat forventes at kunne indhentes, når
implementeringen er afsluttet. Forsinkelserne er primært knyttet til justering
i indsatser, ressourceallokering og udfordringer med it systemer/leverandører.
To forslag er markeret røde, hvilket betyder det hverken på kort eller langt sigt vurderes muligt at opnå de forudsatte varige effektiviseringer. Det drejer sig om forslagene ”Samling af strategiske forpagtningsaftaler for cafédrift” og ”Udvikling af rammerne for cafédriften i Svanemøllehallen og Kulturcenter Kildevæld”. Forslagene omhandler begge investeringer i køkkenfaciliteter på forvaltningens anlæg, hvor der er indregnet en gevinst ved øgede indtægter fra forpagtningsafgifter. Den manglende gevinstrealisering hænger sammen med en strukturel udfordring på forpagtningsområdet. Forvaltningen har generelt svært ved at tiltrække forpagtere, bl.a. grundet store indtægtsbehov og diskrepans mellem krav og forretningsgrundlag. De økonomiske konsekvenser ved de effektiviseringer, som ikke kan realiseres, er håndteret som en del af de strukturelle udfordringer, som udvalget behandlede på udvalgets møde den 24. februar 2024. Sagen behandles igen på udvalgsmødet den 25. april 2024.
Bevillinger
der udløber ultimo 2024
Generelt har
bevillingsudløbene forskellig karakter. Nogle omfatter opgaver i forvaltningen,
hvor finansiering af bevillingsudløbet har betydning for kernedriften, andre er
politiske bestillinger, herunder tilskud til eksterne parter.
Ultimo 2024 udløber der servicebevillinger for i alt 43,3 mio. kr. Der er fire bevillinger for i alt 4,0 mio. kr., som forvaltningen vurderer, ikke er relevante at videreføre efter 2024. Det omhandler ”Foreningernes adgang til de københavnske svømmehaller” (Budget 2021), ”Ekstrabevilling til Teater Sort/Hvid og Husets Teater” (Budget 2021), ”Pilotprojekt om multifunktionelle kvadratmeter” (Budget 2022) og ”Midlertidige aktiviteter i 2024 i Musikhuset København” (Budget 2024). Finansieringsbehovet på bevillingsudløb med udgangen af 2024 er dermed 39,2 mio. kr., jf. bilag 4.
Kultur- og Fritidsudvalget kan beslutte at finansiere bevillinger ved at omprioritere direkte fra andre varige bevillinger inden for rammen eller ved at beslutte yderligere effektiviseringer. Udvalget kan også beslutte at henvise bevillinger, der udløber, til forhandlingerne om Budget 2025 eller vente med at tage stilling til dem til efter budgetforhandlingerne. Hvis Kultur- og Fritidsudvalget bestiller budgetnotater på konkrete bevillingsudløb, vil forvaltningen kontakte de berørte tilskudsmodtagere med henblik på at få opdateret information om deres aktuelle situation og tilskudsbehov. Uden refinansiering af bevillingsudløb vil aktiviteterne ikke kunne videreføres efter 2024.
Kultur-
og Fritidsudvalgets takster
Takstkataloget indeholder
udvalgets takster, der er blevet prisfremskrevet til 2025-niveau, jf. bilag 5.
De takster, som borgere skal betale i 2025, skal vedtages af
Borgerrepræsentationen. Taksterne er af forskellig karakter, hvor nogle er
lovbestemte, mens andre er op til udvalget selv at beslutte takstens størrelse,
så længe denne ikke overstiger kostprisen.
Udvalgsafsnit,
bevillingsoversigt og bevillingstabeller
Kultur- og Fritidsudvalget
skal beslutte, om udvalgsafsnittet, der kort beskriver udvalgets overordnede
opgaver og udfordringer i de kommende år, jf. bilag 6, kan godkendes. Derudover
skal udvalget beslutte, om de kan godkende bevillingsoversigten og bevillingstabellerne,
der giver et overblik over udvalgets budget fordelt på bevillinger i perioden
2024-2028, jf. bilag 7. Begge bilag indgår som en del af udvalgets budgetbidrag
for 2025.
Økonomi
De økonomiske konsekvenser af Kultur- og Fritidsudvalgets beslutninger vil blive indarbejdet i Kultur- og Fritidsudvalgets budgetbidrag for 2025.
Videre proces
Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget vælger at henvise bevillinger, der udløber ultimo 2024, til forhandlingerne om Budget 2025, udarbejder forvaltningen budgetnotater frem mod udvalgets budgetmøde den 16. august 2024.
Økonomiudvalget behandler udvalgenes budgetbidrag den 4. juni 2024. De politiske forhandlinger om Budget 2025 foregår i perioden 30. august til 13. september 2024, hvorefter budgettet endeligt vedtages af Borgerrepræsentationen den 3. oktober 2024.
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 25. april 2024
Indstillingens 1. at-punkt blev godkendt
Indstillingens 2. at-punkt blev godkendt
Indstillingens 3. at-punkt blev taget til efterretning
Indstillingens 4. at-punkt blev godkendt
Indstillingens 5. at-punkt blev godkendt
Indstillingens 6. at-punkt blev godkendt
Indstillingens 7. at-punkt blev godkendt