Mødedato: 25.04.2024, kl. 17:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Studietur til Oslo 2024 for Rådet for Visuel Kunst

Se alle bilag

Rådet for Visuel Kunst ønsker at tage på studietur med det formål at få fagligt input til Rådets arbejde med kunst i det offentlige rum.

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til, at Rådet for Visuel Kunst anvender op til 96 t. kr. af rådets projektmidler i 2024 til finansiering af studietur til Oslo med et forventet deltagerantal på 11 personer.

Rådet for Visuel Kunst er høringspart i sager i Teknik- og Miljøudvalget om permanente monumenter i det offentlige rum og skal inddrages i en ny strategi for kunst i det offentlige rum, idet Borgerrepræsentationen den 2. november 2023 besluttede, at Teknik- og Miljøudvalget i samarbejde med Kultur- og Fritidsudvalget og Rådet for Visuel Kunst skal udarbejde en strategi for kunst og historieformidling i det offentlige rum for Københavns Kommune.  

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at Rådet for Visuel Kunst anvender op til 96 t. kr. af rådets projektmidler til finansiering af studieturen.

 

Problemstilling

På møde i Rådet for Visuel Kunst den 18. september 2023 besluttede Rådet, at Kultur- og Fritidsforvaltningen skulle udarbejde et oplæg og budgetoverslag vedrørende en eventuel studietur til Oslo.

På møde i Rådet for Visuel Kunst den 11. marts 2024 godkendte Rådet budgetoverslag og programforslag for en studietur til Oslo.

Studieturen til Oslo vil foregå i 3 dage fra den 7. til den 9. august 2024. Alternativt vil turen foregå den 30. oktober til den 1. november 2024.

Kultur- og Fritidsudvalget skal godkende, at Rådet for Visuel Kunst anvender op til 96 t. kr. af rådets projektmidler til finansiering af studieturen. Rådets samlede budget til støtte af projekter er i 2024 ca. 1,1 mio. kr.

Rådet for Visuelkunst er et § 17.4 udvalg, nedsat af Borgerrepræsentationen. De otte medlemmer af rådet er sammensat af tre medlemmer af Borgerrepræsentationen og fem kunstfaglige medlemmer. Herudover er der kalkuleret med, at tre medarbejdere fra Kultur- og Fritidsforvaltningen deltager i studieturen. Det forventede deltagerantal er således 11 personer.

 

Løsning

I Oslo er der fokus på flere nye kunstinstitutioner, herunder det nye kommunalt driftede Munch Museum. Flere aktører, der samarbejder med Oslo Kommune, arbejder med kunst i det offentlige rum, heriblandt Ekebergparken.

I Oslo Kommune er ansvaret for kunst i offentlige rum og bygninger samlet i én afdeling. Rådet for Visuel Kunst ønsker at udveksle erfaringer om, hvordan Oslos kunstsamling udbygges gennem private partnerskaber samt drøfte kommunens rolle i udvælgelsen og finansieringen af kunst i det offentlige rum.

Rådet for Visuel Kunst ønsker herudover at mødes med KORO (Kunst i det offentlige rum), der er den norske stats fagorgan for kunst i det offentlige rum, organiseret under Kulturdepartementet i Norge, samt Norsk Billedhuggerforeningen (Bilag 1).

Kultur- og Fritidsforvaltningen har udarbejdet et budgetoverslag beregnet ud fra et forventet deltagerantal på 11 personer.

Udgifter

Beløb i kr.

Togbilletter

29.000-36.000

Hotel

20.000-28.000

Forplejning

19.000

Entre, transport, gaver m.v.

3.000-5.000

Uforudsete udgifter

8.000

I alt

79.000-96.000

 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Hvis indstillingen godkendes, vil Rådet for Visuel Kunst finansiere studieturen via Rådets projektmidler.

Ændringer i programmet kan forekomme.

 

Søren Tegen Pedersen

  /Marius Hansteen 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 25. april 2024

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Et samlet udvalg fremsatte følgende protokolbemærkning: ”Partierne stemmer ja fordi Borgerrepræsentationen har bedt om en ny strategi for kunst i det offentlige rum. Partierne vil dog gøre opmærksom på, at partierne synes, at studieturen koster en stor andel af udvalgets projektmidler og vil anbefale, at der findes en billigere løsning.”

Til top