Mødedato: 25.04.2018, kl. 15:00
Mødested: Børnekulturhus Ama´r, Mulighedernes Rum, Amager Kulturpunkt, Øresundsvej 8 B

Kultur- og Fritidskompas - udvikling af kultur- og fritidsfaciliteter i Københavns Kommune

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget forelægges "Kultur- og Fritidskompas - udvikling af kultur- og fritidsfaciliteter i Københavns Kommune" og skal tage stilling til, om Kultur- og Fritidskompasset skal sendes i høring.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at "Kultur- og Fritidskompas - udvikling af kultur- og fritidsfaciliteter i Københavns Kommune" sendes i høring i lokaludvalgene, Folkeoplysningsudvalget, Idrætsforum København, Team Copenhagen, Kulturkbh, Samrådet, Aftenskolernes Samråd København, Ældrerådet og Handicaprådet med en 6 ugers høringsfrist
  2. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at kortene i den endelige version i samråd med de kunstfaglige udvalg suppleres med relevante ikke-kommunale institutioner indenfor scenekunst, billedkunst og musik.

Problemstilling

Befolkningsprognosen peger på, at København i perioden frem til 2028 vil vokse med 90.000 nye københavnere. Det skaber både udfordringer og muligheder for kultur- og fritidslivet. Kultur- og fritidsfaciliteterne skal integreres i de tæt bebyggede områder, og mange nye ideer og tendenser skal prioriteres, når der bygges nyt og renoveres. Ideerne er mange, og der er behov for prioritering og retning i den fremtidige udvikling. Forvaltningen har på denne baggrund udarbejdet et Kultur- og Fritidskompas, hvis formål er at understøtte en drøftelse af prioriteringen i udviklingen af kultur- og fritidsfaciliteter i Københavns Kommune.

Løsning

Sigtet med Kultur- og Fritidskompasset er at sætte rammen for arbejdet med udvikling af nye og eksisterende kultur- og fritidsfaciliteter i København med afsæt i Kultur- og Fritidspolitikken og særligt indsatsområdet vedrørende faciliteter.

Kultur- og Fritidskompasset kan danne grundlag for en bred dialog om de overordnede sigtelinjer for facilitetsudviklingen i København i de kommende 10 år og give inspiration til prioritering af de mange ideer og tendenser. Kultur- og Fritidskompasset er tænkt som et dynamisk værktøj, som f.eks. kan genbesøges og revideres årligt.

Kultur- og Fritidskompasset har to overordnede niveauer:

1. Et tværgående blik på byens udvikling

Et blik på tværs af byen med fokus på vision samt tendenser og udfordringer i Københavns udvikling. Der fokuseres både på tendenser og udfordringer, som danner rammer om nye sociale fællesskaber og alternative måder at bruge byen på samt på udefrakommende udfordringer fra f.eks. naturens side, der betyder, at byen må indrettes på nye måder. I forlængelse heraf beskrives mulige indsatser på tværs af byen – f.eks. omkring midlertidighed, nye partnerskaber, bynatur m.fl. 

Omdrejningspunktet er, hvordan man på tværs af bydelene kan understøtte de forskellige tendenser med f.eks. friluftsfaciliteter, faciliteter i havnen, biblioteksfunktioner, special-/eliteidrætsanlæg, kunstscener samt faciliteter til børn og unge. 

 2. Billeder af de enkelte bydele

Et mere detaljeret niveau, hvor der ses på, hvilke potentialer, udfordringer og behov, der er i forhold til udvikling af kultur- og fritidsfaciliteter i de enkelte bydele, samt hvilke ideer til faciliteter, der er lokalt. Heri beskrives forslag fra foreninger, lokaludvalg og de lokale kulturinstitutioner. Ambitionen i bydelsafsnittene er at belyse, hvad der lokalt er på spil i forhold til eksisterende og kommende kommunale kultur- og fritidsfaciliteter. Hvert bydelsafsnit indeholder en liste med konkrete ideer til kommende faciliteter samt ideer til modernisering af eksisterende kommunale faciliteter. 

Kortene i udkastet rummer nuværende og planlagte kommunale kultur- og idrætsfaciliteter samt både eksisterende og planlagte folkeskoler med henblik på at styrke drøftelserne om arealreservation og anlægsbevillinger til kommunale faciliteter. For at give et større overblik over kultur- og fritidstilbuddene foreslås ikke-kommunale institutioner indenfor scenekunst, billedkunst og musik, markeret i den version, der forelægges Kultur- og Fritidsudvalget efter høring.

Inddragelse

I arbejdet med Kultur- og Fritidskompasset har Kultur- og Fritidsforvaltningens institutioner, lokaludvalgssekretariaterne i de enkelte bydele, forbund, foreninger og aftenskoler været inddraget.   

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt indstillingen godkendes, sendes "Kultur- og Fritidskompas - udvikling af kultur- og fritidsfaciliteter i Københavns Kommune" i høring.

På baggrund af høringsprocessen forelægger Kultur- og Fritidsforvaltningen et revideret udkast til godkendelse på udvalgets møde den 23. august 2018.

 

              Mette Touborg /               

                                         Mads Kamp Hansen                                   

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 25. april 2018:

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede at udsætte sagen. 

Til top