Mødedato: 25.01.2024, kl. 17:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Halvårlig status for fælles bydækkende kampagner og markedsføring i Kultur- og Fritidsforvaltningen

Se alle bilag

Kultur- og Fritidsforvaltningens kommunikationsafdeling har siden starten af 2023 samlet, konceptualiseret og synliggjort forvaltningens arrangementer og tilbud på tværs af byen på en ny måde. Den omfatter koordinering og samarbejde med de 10 bydele om større bydækkende kampagner og markedsføring via digitale medier og i byens rum. Det drejer sig særligt om fælles aktiviteter, der foregår på biblioteker og kulturhuse i flere bydele.

Formålet med de fælles kampagner er, at flere københavnere og gæster i byen skal opdage og gøre brug af Kultur- og Fritidsforvaltningens aktiviteter.

Kultur- og Fritidsudvalget blev den 25. august 2023 orienteret om den nye måde at arbejde med kampagnerne på, samt om at udvalget fremover halvårligt vil få en status på afholdte og kommende kampagner.

Denne anden status omhandler afrapportering på afviklede kampagner fra maj - oktober 2023, hvor der er gennemført otte bydækkende kampagner samt en oversigt over kommende kampagner, der gennemføres 1. halvår 2024. Der er helt generelt en positiv effekt af indsatserne, der når ud til en bred målgruppe.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget tager den halvårlige status for fælles bydækkende kampagner og markedsføring i Kultur- og Fritidsforvaltningen til efterretning.

Problemstilling

Forvaltningens kommunikationsafdeling har siden starten af 2023 koordineret fælles kampagner på tværs af byen og bydelene for at sikre større gennemslagskraft og synlighed.

For Kultur- og Fritidsudvalget er det relevant at følge med i, hvordan kampagnerne taler ind i kultur- og fritidspolitikken og inspirerer københavnerne til at deltage i kultur- og fritidstilbuddene. Derfor får udvalget hvert halve år en status på afholdte og planlagte kampagner.

Løsning

Forvaltningen udvikler de bydækkende kampagner med udgangspunkt i bydelenes program og aktiviteter, herunder hvor der er samme type aktiviteter i flere bydele. Det giver mulighed for større gennemslagskraft til københavnerne. Effekten øges ved at gentage kampagner, så der opbygges kendskab til forvaltningens tilbud.

Forvaltningen måler effekterne af kampagnerne, så erfaringerne og data kan bruges i den videre udvikling af kampagner. Der måles bl.a. på rækkevidden og gennemslagskraften for markedsføringen, som fx antal åbninger af nyhedsbreve og afspilninger af videoer på sociale medier. Generelt er der en positiv effekt af de markedsførings- og kampagneindsatser som gennemføres fælles, da de når ud til en bredere målgruppe og markedsfører mange arrangementer samtidigt inden for et tema.

De bydækkende kampagner vedrører hovedsageligt bydelsarrangementer, dvs. at de har afsæt i bibliotekernes og kulturhusenes aktiviteter. Men der er også andre aktører, fx museums- og fritidsområdet, der udruller bydækkende markedsføring og er synlige i bybilledet og på digitale platforme.

Afviklede kampagner 2. halvår 2023

I perioden maj-oktober 2023 er der afholdt otte bydækkende kampagner i tråd med temaer i kultur- og fritidspolitikkens temaer. Det drejer sig om kampagnerne:

  • ’Spring Festival’
  • ’Koncerter til en hund’
  • ’Børnekultur i indbakken’
  • ’Sommer på stranden’
  • ’Big Bang Festival’
  • ’Vi spiser sammen’
  • ’Pixis værksted’
  • ’Teatermagi i efterårsferien’

Der gennemføres også aktiviteter i november-december, som medtages i den kommende afrapportering, der forventes at blive præsenteret for udvalget medio 2024. 

Afrapporteringen for de afviklede kampagner findes i bilag 1, hvor kampagnernes indhold, rækkevidde og gennemslagskraft i markedsføringen udfoldes.

Planlagte kampagner i 1. halvår 2024

I perioden januar-juni 2024 gennemføres en række kampagner med afsæt i bibliotekernes og kulturhusene, hvoraf nogle er gentagelser af tidligere kampagner:

  • ’Børnekultur i indbakken’(januar)
  • ’Vinterjazz’
  • ’Amager børnemusikfestival’
  • ’Vi elsker bøger’
  • ’Børnekultur i indbakken’(marts)
  • ’Koncerter til en hund’
  • ’Vi spiser sammen’
  • ’Pixis værksted’
  • ’Spring Festival’
  • ’Puppet Junior’
  • ’Sommer på stranden’

I øvrigt gennemføres tre kampagner på andre af forvaltningens områder hhv.:

  • ’Fotoudstilling: Min butik’ (Københavns Museum)
  • ’Museumskort’ (de tre kommunale museer)
  • ’Europaparlamentsvalg’ (Borgerservice og myndighed)

Den foreløbige kalender for kampagner i hele 2024 vises i bilag 2.

Udover de fælles aktiviteter, som fremgår af kalenderen, er der en lang række andre lokale tilbud, som kommunikeres lokalt.

Endeligt vises en oversigt over museernes og stadsarkivets planlagte aktiviteter i 1. halvår 2024 i bilag 3. Institutionerne kommunikerer tilbuddene via nyhedsbreve, hjemmesider, sociale medier, byrumsplakater og eksterne platforme som fx MigogKbh og Børn i byen.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Kultur- og Fritidsudvalget får hvert halve år forelagt en afrapportering på gennemførte kampagner samt en programkalender for kommende kampagner.

 

Søren Tegen Pedersen

                                                          / Jakob Heide Petersen

 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 25. januar 2024

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top