Mødedato: 25.01.2024, kl. 17:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Opfølgning på temadrøftelse vedr. de sociale indsatser

Se alle bilag

På Kultur- og Fritidsudvalgets temadrøftelse af de sociale indsatser med varige midler den 11. maj 2023 bad udvalget om en opfølgning på den viden, forvaltningen har om børn og unge i indsatserne. Kultur- og Fritidsforvaltningen orienterer nu udvalget om det vidensgrundlag, forvaltningen arbejder ud fra, samt hvordan forvaltningen kan indhente yderligere viden med henblik på udvikling og målretning af indsatserne.

Forvaltningen understreger dog, at de fleste af indsatserne arbejder via foreninger, hvorfor det ofte ikke er muligt at få oplysninger om slutbrugerne og dermed den langvarige effekt af indsatserne. I bilag 1 fremgår det, hvad forvaltningen vil gøre for at styrke vidensgrundlaget for hver enkelt indsats.

Udvalget kan desuden drøfte forvaltningens forslag til, hvordan kulturaktiviteter i højere grad kan inkorporeres i indsatserne, som efterspurgt på temadrøftelsen.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget tager vidensgrundlaget for de sociale indsatser til efterretning.
  2. at Kultur- og Fritidsudvalget drøfter mulighederne for at få mere kultur integreret i de sociale indsatser.

Problemstilling

Kultur- og Fritidsudvalgets drøftelse den 11. maj 2023 centrerede sig hovedsageligt om:

  1. Forvaltningens viden om de børn og unge, der nås via indsatserne
  2. Mulighederne for at få mere kultur integreret i indsatserne
  3. Rammerne for Kontingentstøtteordningen, herunder en eventuel udvidelse af målgruppen

Løsning

Kultur- og Fritidsforvaltningens sociale indsatser med varige midler taler ind i kultur- og fritidspolitikkens fokus på ’de oversete’ og ambitionen om at videreudvikle metoder til at inkludere udsatte børn samt politikkens fokus på ’fællesskaberne’, idet indsatserne understøtter muligheden for at samles i positive fællesskaber i kultur- og foreningslivet. Indsatserne bidrager desuden til Sikker By-samarbejdet på tværs af forvaltningerne.

Indsatserne udgør tilsammen en forandringsmodel, der består af fire trin: Introduktion via FerieCamp, guidning via FritidsGuiderne KBH, økonomisk muliggørelse via Kontingentstøtteordningen og fastholdelse via Sociale partnerskabsaftaler og Børne- og Ungekulturpiloterne på Amager.

a) Vidensgrundlag

I bilag 1 uddybes forvaltningens eksisterende vidensgrundlag på hver enkelt indsats. Indsatserne bygger i forvejen på mange års kvalitative erfaringsdata, ligesom indsatserne står på anerkendte kvalitative metoder og undersøgelser, fx fritidspas-metoden og VIVE-undersøgelse af Get2Sport-foreninger. I løbet af 2024 vil forvaltningen iværksætte en række initiativer for at kvalificere vidensgrundlaget yderligere, hvilket ligeledes fremgår af bilag 1. Overordnet består initiativerne af mere systematisk indsamling af fortrinsvis kvantitative data.

Da foreningerne ikke registrerer medlemmer på CPR-numre, har forvaltningen ikke mulighed for at måle direkte på, om 1) børnene kommer fra udsatte familier, eller 2) om indsatserne har effekt på det enkelte barns fremtidsmuligheder på længere sigt. Forvaltningen vil undersøge, om der er analyseenheder i andre forvaltninger, der kan koble grunddata med deltagelse i kultur- og foreningsaktiviteter.

Forvaltningens data viser, at det er svært at fastholde børn og unge, der henvises fra fagpersoner i Socialforvaltningen til FritidsGuiderne, i forenings- og kulturaktiviteterne. De mest udsatte børn og unge kræver helt særligt tilrettelagte forløb og kan ikke rummes og fastholdes i det frivillige foreningsliv uden et tæt samarbejde med Socialforvaltningen. Derudover viser data, at det er en udfordring at bygge bro fra FerieCamp til faste foreningstilbud.

b) Mere kultur ind i indsatserne

Få kulturaktører medvirker på FerieCamp, få af forvaltningens egne kulturtilbud anvender kontingentstøtteordningen og FritidsGuiderne har udfordringer med at finde kontinuerlige kulturaktiviteter, som børnene kan guides til - trods af stor efterspørgsel.

Forvaltningen har afholdt et fællesmøde med relevante kulturmedarbejdere i bydelene i Kultur- og Fritidsforvaltningen for at identificere barrierer og potentialer for at inkorporere mere kultur i de sociale indsatser. Den overordnede tilbagemelding er, at FerieCamp, FritidsGuiderne og Kontingentstøtteordningen er skræddersyet til at matche udsatte børn med det frivillige foreningsliv og ikke med kulturtilbuddene. Forvaltningens kulturtilbud har i højere grad fokus på at introducere udsatte børn til aktiviteter og lære dem kulturhusene at kende.

Forvaltningen har også afholdt møder med udvalgte eksterne kulturaktører, og tilbagemeldingerne herfra er, at den største barriere for børnenes deltagelse er den højere kontingentpris, der er forbundet med kulturaktiviteterne, da holdene typisk er mindre, og underviserne er professionelle.

Forvaltningen har i bilag 1 (side 8) udarbejdet et overblik over initiativer, der kan igangsættes for at sikre mere kultur i de sociale indsatser. Initiativerne har fokus på, at børn og unge bliver en del af et fællesskab med kultur- og fritidsaktiviteter som omdrejningspunkt.

Forvaltningen er opmærksom på andre ordninger, der har til formål at sikre, at børn og unge møder kulturen. Eksempelvis den landsdækkende ordning K7, hvor unge mellem 18-27 år har gratis adgang til kulturen i hele uge 37, og Kulturpas, som er et nyt tiltag, regeringen er på vej med.

c) Rammerne for Kontingentstøtteordningen

På temadrøftelsen den 11. maj drøftede udvalget muligheden for at udvide målgruppen for Kontingentstøtteordningen til at gælde op til 25 år. Med den aktuelle ekstraordinære søgning på Kontingentstøtteordningen vurderer forvaltningen, at denne udvidelse ikke kan imødekommes indenfor den eksisterende økonomiske ramme, uden at det vil påvirke antallet af børn og unge under 18 år i ordningen markant. Pt. arbejder forvaltningen med justeringer inden for den økonomiske ramme for at få de afsatte midler til at strække længere – herunder at sikre at de anvendes hvor og når, der er størst behov. Forvaltningen vender tilbage til udvalget i foråret 2024 med konkrete forslag til dette.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Kultur- og Fritidsudvalgets drøftelse og eventuelle input til justeringer indgår i Kultur- og Fritidsforvaltningens videre arbejde.

 

Søren Tegen Pedersen                                        
                                                                               /Jakob Heide Petersen                 

 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 25. januar 2024

Indstillingens 1. at-punkt blev taget til efterretning uden afstemning.

Indstillingens 2. at-punkt blev drøftet. Der var interesse for afprøvning af indsatserne blandt børn i målgruppen bosat udenfor udsatte boligområder fx som pilotforsøg på 1-2 skoler.

Til top