Mødedato: 25.01.2018, kl. 15:00
Mødested: Innovationshuset, Halmtorvet 27

Orientering om delegation af beføjelser fra Kultur- og Fritidsudvalget til borgmesteren og forvaltningen

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget orienteres om gældende delegationer fra Kultur- og Fritidsudvalget til borgmesteren og forvaltningen.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget tager orienteringen om delegation af beføjelser fra udvalget til borgmesteren og forvaltningen til efterretning.

Problemstilling

Det er sædvanlig praksis, at et udvalg – typisk på det første møde efter et nyvalg – orienteres om den fulgte delegationspraksis. Det nye Kultur- og Fritidsudvalg skal derfor orienteres om, hvilke delegationer borgmesteren og Kultur- og Fritidsforvaltningen arbejder ud fra.

Løsning

Det følger af styrelseslovens § 17, at Økonomiudvalget og de stående udvalg i overensstemmelse med den i styrelsesvedtægten angivne ressortfordeling varetager den umiddelbare forvaltning af kommunens anliggender.  

Med henblik på at sikre at udvalgene er funktionsdygtige og at afgørelserne ikke forsinkes unødigt, er det sædvanlig praksis, at de enkelte udvalg delegerer opgaver til henholdsvis udvalgets formand (borgmesteren) og forvaltningen.  

Grundlæggende kan delegationer ske såvel udtrykkelige som stiltiende. En udtrykkelig delegation kan fremgå af kompetencefordelingsplaner eller instrukser eller ved en konkret beslutning. Et eksempel herpå er de af Borgerrepræsentationen vedtagne retningslinjer for støtte til folkeoplysning i København. En stiltiende delegation kan f.eks. foreligge, hvor forvaltningen forelægger trufne afgørelser til efterretning, således at udøvelsen af beføjelserne til stadighed kan anses for accepteret.  

Med hensyn til kommunens stående udvalg kan borgmesteren på udvalgets vegne afgøre sager, som ikke tåler opsættelse eller ikke giver anledning til tvivl, jf. styrelseslovens § 22, stk. 2. Denne kompetence kan ikke fratages borgmesteren. Herudover kan udvalget vælge at delegere yderligere beføjelser til borgmesteren. En sådan delegation af beføjelser fra udvalget til borgmesteren kræver enighed i udvalget. Det bemærkes, at borgmesterens opgaver i forbindelse med den administrative ledelse ikke er omfattet af de stående udvalgs umiddelbare forvaltning. Borgmesterens administrative ledelse er udtrykkeligt fastlagt i styrelsesloven. 

Udvalget kan herudover delegere beføjelser til forvaltningen. I overensstemmelse med styrelseslovens § 20, stk. 2, sker dette ved almindelig flertalsbeslutning.  

Et stående udvalg vil altid kunne tilbagekalde eller ændre en delegation.  

Medmindre der er tale om et egentligt delegationsforbud, er der ikke fastsat nærmere bestemmelser om, i hvilket omfang udvalget må delegere opgaver. Dog må delegationen ikke antage et sådant omfang, at udvalgsbehandlingen reelt sættes ud af funktion. Derfor vil der typisk blive delegeret opgaver, der ikke er af principiel karakter. Delegationen kan derfor beskrives som et redskab til at sikre et effektivt udvalgsarbejde. Delegationen er dermed med til at sikre, at udvalget kan koncentrere sig om at behandle de principielle sager.  

Af oversigten i bilag 1 fremgår en opregning af konkrete bemyndigelser fra Kultur- og Fritidsudvalget, som borgmesteren og forvaltningen i øjeblikket arbejder ud fra.  

Det vil kunne vise sig hensigtsmæssigt at foretage yderligere delegationer, således at udvalget kan aflastes for flere, mere rutineprægede sager. Det er forvaltningens opfattelse, at eventuelle indstillinger herom bør forelægges udvalget i forbindelse med konkrete sager på dagsordenen. På denne måde vil udvalgets medlemmer få det bedst mulige grundlag for at tage stilling til, om udvalget finder en delegation hensigtsmæssig.  

Tilsvarende kan der vise sig et behov for eller et ønske om at foretage ændringer i forhold til de allerede bestående delegationer. Også dette vil ske i forbindelse med konkrete indstillinger til udvalget.  

Endelig skal bemærkes, at udvalget også i forhold til enkeltstående, konkrete sager ofte bemyndiger forvaltningen til at foretage de videre, nødvendige skridt i pågældende sag. Sådanne enkeltstående bemyndigelser fremgår ikke af delegationsfortegnelsen.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

En oversigt over de bemyndigelser, som borgmesteren og forvaltningen arbejder ud fra, vil blive lagt på KFU-portalen.

 

Mette Touborg

                            /Merete Evers Dewilde

 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 25. januar 2018:

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen.

Til top