B-sag: Ændring af kriterier for Københavns Kommunes Bygningspræmiering
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at kriterier for præmiering af bygninger i Københavns Kommune (bilag 2) godkendes
Problemstilling
Erfaringerne fra de seneste års bygningspræmieringer har vist, at der er mulighed for at koble de af Borgerrepræsentationen vedtagne kriterier for præmieringen bedre til kommunens arkitekturpolitik ved at revidere kriterierne for bygningspræmieringen.
Løsning
Københavns Kommune har i mere end 100 år præmieret bygninger og anden arkitektur. Kriterierne for præmieringen har ændret sig gennem årene.
Kultur- og Fritidsforvaltningen har i samarbejde med Teknik- og Miljøforvaltningen udarbejdet et udkast til reviderede kriterier for Københavns Kommunes årlige bygningspræmiering for at sikre bedre sammenhæng mellem arkitekturpolitik og præmiering.
Ændringer af bedømmelseskriterier
De gældende kriterier er vedtaget af Borgerrepræsentationen den 30. november 1979 med seneste ændringer af 30. januar 2020 (bilag 1). Kriterierne bærer præg af at være formuleret ud fra tidsspecifikke dagsordener som fx byfornyelserne.
Udkastet til nye kriterier for bygningspræmiering (bilag 2) tager udgangspunkt i den til enhver tid gældende arkitekturpolitik. Ved at koble kriterierne til den gældende arkitekturpolitik styrkes forbindelsen til de arkitekturpolitiske dagsordener i kommunen.
Herudover foreslås en række præciseringer i forhold til:
- Projekternes ibrugtagningsperiode korrigeres
- Præmieringens navn "Københavns Kommunes Bygningspræmiering" er fremadrettet efterfulgt af det årstal, prisen uddeles
- Betegnelsen 'formand' er ændret til 'forperson' jf. Borgerrepræsentationens beslutning den 24. juni 2022
- Målsætningerne i kriterierne samles i målsætninger gældende på tværs af kategorier
- Kategorierne. som byggerier kan præmieres inden for, opdateres
- Alle præmierede byggerier modtager bronzeplaketter
Af bilag 3 fremgår oversigt over alle ændringsforslag i fuldstændig form.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Indstillingen behandles i Borgerrepræsentationen den 15. december 2022. Hvis indstillingen godkendes, ændres kriterierne med virkning fra Borgerrepræsentationens vedtagelse.
Søren Tegen Pedersen
/Mads Kamp Hansen
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 24. november 2022:
Indstillingen blev godkendt i forbindelse med dagsordenens punkt 1 (Godkendelse af dagsorden).