B-sag: Orientering om processen for de politiske forhandlinger om Overførselssagen 2022-2023
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget tager processen for de politiske forhandlinger om Overførselssagen 2022-2023 til efterretning.
Problemstilling
De politiske forhandlinger om Overførselssagen 2022-2023 består af fordelingen af de ubrugte midler fra regnskab 2022 samt udmøntning af investeringspuljer til effektiviseringsstrategien. De politiske forhandlinger om Overførselssagen 2022-2023 foregår i perioden fra den 20. marts til den 24. marts 2023.
I overensstemmelse med sædvanlig praksis er det forligspartierne fra forhandlingerne om Budget 2023, der deltager i forhandlingerne om Overførselssagen 2022-2023. Aftalen om Budget 2023 blev indgået mellem Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre, Venstre, Alternativet, Liberal Alliance, Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti.
Løsning
Forhandlingerne om Overførselssagen 2023-2023 sker primært på baggrund af budgetnotater, som beskriver en aktivitet eller et anlæg, der ønskes finansieret. Førend et budgetnotat udarbejdes af den relevante forvaltning, skal det henvises til de politiske forhandlinger.
Et budgetønske kan henvises til de politiske forhandlinger på følgende tre måder:
- De kan henvises ved hensigtserklæringer fra tidligere politiske aftaler
- De kan henvises af Borgerrepræsentationen eller Kultur- og Fritidsudvalget
- De kan henvises af et medlem af Borgerrepræsentationen
Forvaltningen udarbejder en samlet oversigt over budgetønsker på kultur- og fritidsområdet henvist til overførselssagen, som er opbygget efter samme kategorisering som budgetønskerne henvises efter. Ud for hvert henvist budgetønske i oversigten fremgår titel, beskrivelse af forslaget, økonomi, hvordan budgetønsket er henvist og eventuel tidligere behandling af Kultur- og Fritidsudvalget. Oversigten opdateres løbende frem mod de politiske forhandlinger. Den seneste version af oversigten over budgetønsker fremgår af bilag 1.
Medlemmer af Kultur- og Fritidsudvalget kan stille et medlemsforslag til udvalget, hvis de ønsker et budgetnotat udarbejdet til forhandlingerne om Overførselssagen 2022-2023.
Alle henvisninger af budgetnotater fra medlemmer af Borgerrepræsentationen skal bestilles gennem partiernes medlemssekretær. Medlemssekretærerne kan i samarbejde med Borgerrepræsentationens sekretariat bistå med udformning af bestillingen på det ønskede budgetnotat og med at sende bestillingen til rette fagforvaltning. Det er hensigtsmæssigt at bestille budgetnotaterne i god tid.
Vigtige datoer for forhandlingerne om Overførselssagen 2022–2023
Af hensyn til at budgetnotaterne skal ligge klar, når forhandlingerne om Overførselssagen 2022-2023 påbegyndes, anbefales det, at udvalget henviser alle budgetnotater senest den 17. januar 2023. I den nedenstående tabel 1 fremgår en række vigtige datoer for Overførselssagen 2022-2023.
Tabel 1. Vigtige datoer i forbindelse med Overførselssagen 2022-2023
2023 |
Politisk behandling |
14. marts |
Finansieringsnotat på Økonomiudvalgets aflæggerbord |
20.–24. marts |
Politiske forhandlinger om Overførselssagen 2022-2023 |
25. april |
Økonomiudvalget behandler Overførselssagen 2022-2023 |
4. maj |
Borgerrepræsentationen behandler Overførselssagen 2022-2023 |
Budgetproces efter forhandlingerne om Overførselssagen 2022-2023
Efter de politiske forhandlinger er afsluttet, og inden Borgerrepræsentationen behandler overførselssagen, behandler Kultur- og Fritidsudvalget budgetbidrag 2024 ad to omgange henholdsvis den 9. marts og 27. april 2023.
Behandlingen af budgetbidraget starter processen op frem mod de politiske forhandlinger om Budget 2024, der typisk foregår i september og den endelige vedtagelse af Budget 2024 i oktober.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Kultur- og Fritidsudvalget kan tilgå en særskilt hjemmeside, hvor alle færdige budgetnotater og den samlede oversigt over alle budgetønsker til Overførselssagen 2022-2023 på kultur- og fritidsområdet fremgår. Siden opdateres løbende efterhånden som budgetnotaterne er klar: www.kfu-budgetnotater.kk.dk.
Loginoplysninger til Kultur- og Fritidsudvalgets budgethjemmeside fremsendes særskilt af sekretariatet.
Forvaltningen orienterer Kultur- og Fritidsudvalget om resultatet af Overførselssagen 2022-2023 på udvalgsmødet den 27. april 2023.
Søren Tegen Pedersen
/Kristian Bay Knudsen
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 24. november 2022:
Indstillingen blev godkendt i forbindelse med dagsordenens punkt 1 (Godkendelse af dagsorden).