Mødedato: 24.11.2011, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Copenhagen Film Festivals - anmodning om rente- og afdragsfrihed på lån i 2012

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til ansøgning fra Copenhagen Film Festivals om rente- og afdragsfrihed i 2012 på lånet til IT-system.

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

1. at Kultur- og Fritidsudvalget imødekommer ansøgningen fra Copenhagen Film Festivals på rente- og afdragsfrihed i 2012 på lånet fra Kultur- og Fritidsudvalget.

Problemstilling

Kultur- og Fritidsudvalget bevilgede den 17. marts 2011 et lån på kr. 325.000 til Copenhagen Film Festivals. Lånet er rente- og afdragsfrit i 2011. Lånet skal bruges til opdatering af Copenhagen Film Festivals IT-system med henblik på dels at optimere arbejdsgange, dels at øge markedsføring og publikumsopbakning via digitale tjenester til internet, smartphones og andre bærbare apparater.

Copenhagen Film Festivals oplyser, at hovedparten af arbejdet med at omlægge IT-systemet stadig udestår og forventes at vare det meste af 2012. Derfor ansøger Copenhagen Film Festivals om en udvidelse af rente- og afdragsfriheden på lånet til også at omfatte 2012 (bilag 1).

Løsning

Ansøgningen fra Copenhagen Film Festivals om rente- og afdragsfrihed i 2012 er fremsat med henblik på at få omlægningen på plads i løbet af 2012.

Festivalerne opnår således først den fulde gevinst ved omlægningen af IT-systemet efter 2012, hvorfor Kultur- og Fritidsforvaltningen vurderer, at behovet for rente- og afdragsfrihed i 2012 er reelt. 

Hertil kommer, at Copenhagen Film Festivals stadig er præget af en negativ egenkapital, som stammer fra sammenlægningen af festivalerne i 2008. Copenhagen Film Festivals har etableret en genopretningsplan og har foreløbigt udvist gode resultater med overskud i både 2009 og 2010. Den negative egenkapital forventes dog først genoprettet med udgangen af 2012.

På denne baggrund indstiller Kultur- og Fritidsforvaltningen, at Kultur- og Fritidsudvalget imødekommer ansøgningen fra Copenhagen Film Festivals.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.


Videre proces

-



Carsten Haurum                     

                                            /Merete Evers Dewilde

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 24. november 2011:

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede at eftergive lånet på 325.000 kr.
Til top