Nyt koncept for Bydelsplanlægning
Kultur- og Fritidsudvalget skal godkende forvaltningens udkast til høringssvar vedr. ”Nyt koncept for Bydelsplanlægning”.
Indstilling og beslutning
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
1. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender denne indstilling som udvalgets høringssvar til ”Nyt koncept for bydelsplanlægning”.
Problemstilling
Økonomiudvalget besluttede den 11. oktober 2011 at sende forslag til nyt koncept for bydelsplanlægningen i høring i lokaludvalgene og de politiske fagudvalg.
På baggrund af bl.a. evaluering af lokaludvalgene fra sommeren 2010, blev det med budget 2011 vedtaget, at Økonomiforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen i dialog med lokaludvalgene skulle udvikle et nyt koncept for bydelsplanlægningen. Dette nye koncept foreligger nu (bilag 1).
Konceptet rummer en ny organisering, idet Koordinationsforum for Byudvikling bliver overordnet styregruppe for bydelsplanlægningen. Projektejerskabet og ”10-i én gruppen for bydelsplanlægning ” fastholdes i Økonomiforvaltningen.
Bydelsplanerne rummer hensigtserklæringer fra lokaludvalgene med ønsker til den fremtidige udviklingen af de enkelte bydele. I det nye konceptet lægges der op til, at bydelsplanerne skal ses i sammenhæng med de øvrige elementer, der indgår i byplanlægning, herunder de årlige handlingsplaner og Kommuneplanen.
Løsning
Kultur- og Fritidsforvaltningen er positiv overfor ”Nyt koncept for Bydelsplanlægning”. Især den øgede kobling til de årlige handlingsplaner og Kommuneplanen er positiv, da det vil skabe bedre sammenhæng i udviklingen af byen.
Desuden finder forvaltningen det hensigtsmæssigt, at bydelsplanerne nu i større omfang skal skele til andre planer i kommunen, samt indarbejdes i ”det store årshjul” for kommunens planlægning. Her vil Kultur- og Fritidsforvaltningen foreslå, at den nye politik for udsatte byområder også tages i betragtning.
Den nye sammenhæng skaber dog også visse logistiske udfordringer, idet alle bydelsplaner nu udarbejdes samtidig. Dette vil især kunne mærkes i spidsbelastede perioder - eksempelvis sommerferieperioden.
Da Koordinationsforum for Byudvikling er sammensat med baggrund i de syv forvaltningers direktioner, giver det god mening at lade denne gruppe være styregruppe for bydelsplanerne. Det skal dog bemærkes, at Kultur- og Fritidsforvaltningen forudsætter, at Økonomiforvaltningen og Økonomiudvalget sikrer den nødvendige sammenhæng til forvaltningernes mere specialiserede sektorplaner.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Efter endt høringsperiode fremlægges nyt koncept for bydelsplanlægningen til endelig godkendelse i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen primo 2012.
Carsten Haurum
/Mads Kamp Hansen
Beslutning
Indstillingen blev godkendt.