Mødedato: 24.11.2011, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Frivilligcenter under Kultur- og Fritidsforvaltningen

Se alle bilag

Kultur- og Fritidsforvaltningen foreslår, at midlerne, der er afsat til et frivilligcenter i perioden 2012 - 2015, sendes i kulturelt udbud.

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget beslutter at sende oprettelsen af et lokalt frivilligcenter med et årligt budget på 0,8 mio. kr. i kulturelt udbud.

Problemstilling

Med budget 2012 er der i perioden 2012 - 2015 afsat 0,8 mio. kr. årligt til driften af et frivilligcenter.

Løsning

Kultur- og Fritidsforvaltningen foreslår, at opgaven bliver sendt i kulturelt udbud.

Københavns Kommune har i forvejen tre lokale frivilligcentre, som støttes gennem § 18-midlerne for det frivillige sociale område:

 

  • SR-bistand på Nørrebro: Fokus på selvhjælpsgrupper og frivilligformidling
  • Frivilligcenter Vesterbro/Kgs. Enghave: Henvender sig primært til sociale foreninger. Laver en del netværksskabende aktiviteter.
  • Frivilligcenter Amager: Henvender sig til foreningslivet bredt og laver frivilligformidling samt henviser brugere til foreninger mm.

Kultur- og Fritidsforvaltningen foreslår, at følgende kriterier skal indgå i vurderingen af det kommende frivilligcenter.

Det nye frivilligcenter skal understøtte frivilligheden ved at:

  • Tilbyde lokal rådgivning til foreningsfolk og projektmagere – herunder have et særligt fokus på etniske minoritetsforeninger, der har brug for hjælp og vejledning
  • Stille lokaler til rådighed som lokale foreninger og projekter kan benytte til møder og lign.
  • Have faste åbningstider, så borgere kan komme ind fra gaden
  • Understøtte samarbejde på tværs af frivilligområderne (frivilligt socialt arbejde, folkeoplysende fritidsaktiviteter mm.)
  • Bygge bro og afprøve samarbejde mellem frivilligorganisationer, lokale offentlige institutioner og lokale virksomheder
  • Have en lokal vinkel og samarbejde med lokale aktører – fx lokaludvalg, kulturhuse og idrætsanlæg
  • Fungere som en lokal indgang for borgere, der ønsker at være frivillige i lokalområdet
  • Samarbejde og koordinere med Kultur- og Fritidsforvaltningens ProjektVærksted og andre relevante frivilligindsatser

Aktører, der ønsker at byde ind på opgaven, skal lave en ansøgning med en beskrivelse af deres nuværende status og engagement samt af, hvordan de vil løfte opgaven med drift af et frivilligcenter. Heri skal indgå praktiske oplysninger om faciliteter og ansatte/frivillige samt forslag til en række konkrete målsætninger, som ansøger vil blive målt på årligt.

Ved at sende opgaven i kulturelt udbud skabes rum for nytænkning og metodefrihed, som forhåbentlig udmøntes i tilbud og serviceydelser, som kommer tæt på borgernes behov og ønsker. Omvendt betyder armslængdeprincippet naturligvis også, at kommunen kun kan sikre retning og styring på et overordnet niveau. Forvaltningen vil derfor i samarbejde med vinderen af udbudet udarbejde en samarbejdsaftale, hvor de overordnede rammer for indsatsen fastlægges, og hvor der opstilles konkrete mål for indsatsen. Frivilligcentret skal hvert år senest i november indsende en rapport med beskrivelse af aktiviteter, resultater og målopfyldelse.

Udbudet vil - selvom det overstiger beløbsgrænsen for EU-udbud - ikke være underlagt disse regler grundet sin karakter. Udbudet er dog stadig underlagt annoncerings- og meddelelsespligt, samt de generelle udbudsretlige principper om ligebehandling, objektivitet, gennemsigtighed, ikke-diskrimination og proportionalitet.

Økonomi

Der er afsat 0,8 mio. kr. årligt i perioden 2012 - 2015. Midlerne udbetales for et år ad gangen.

Videre proces

Hvis Kultur- og Fritidsudvalget godkender indstillingen, vil Kultur- og Fritidsforvaltningen påbegynde en udbudsproces med frist d. 4. januar 2012. Ansøgningerne vil blive forelagt Kultur- og Fritidsudvalget på førstkommende møde efter fristen, hvor udvalget vil træffe endelig beslutning om, hvem der skal tildeles midlerne.

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 24. november 2011:

Dagsordenens punkter 13 og 14 blev behandlet under eet.

Helmer Støvelbæk fra kommunens øvrige frivilligcentre havde inden behandlingen af punktet foretræde for udvalget om sagen.

Indstillingen blev godkendt. Udvalget anmodede samtidig forvaltningen sikre, at der ikke er tekniske forhindringer for at det nye frivilligcenter kan modtage støtte fra Socialministeriet.
Til top