Mødedato: 24.11.2011, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Udmøntning af eventpuljemidler 2012

Se alle bilag
Fra eventpuljen i 2012 på i alt 4 mio. kr. er der et restbeløb på 1,52 mio. kr., som nu indstilles til udmøntning.

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

1. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender forslaget til udmøntning af de 1,52 mio. kr. i 2012 - fordelt med 0,27 mio. kr. til UCI World Cycling Tour 2012, 0,95 mio. kr. til en pulje for uforudsete udgifter ved afvikling af festivaler i løbet af 2012 og 0,30 mio. kr. til udvikling af Distortion 2012,

2. at der anvises dækning for beløbet på 1,52 mio. kr. på Kultur- og Fritidsudvalgets driftsbevilling, funktion 3.35.64.1 - Andre kulturelle opgaver,

3. at Kultur- og Fritidsudvalget flytter det bevilgede tilskud fra Eventpuljen 2012-2014 på i alt 1 mio. kr. fra Beachvolley World Tour 2012-2013 til EM i volleyball 2013.

Problemstilling

Kultur- og Fritidsudvalget (KFU) behandlede den 9. juni 2011 en indstilling om "Udmøntning af eventpuljemidler 2012". Eventpuljen var på 4 mio. kr., og af dette beløb besluttede udvalget at udmønte de 2,25 mio. kr. fordelt på seks idræts- og kulturevents.

KFU besluttede samtidig at reservere det resterende beløb på 1,75 mio. kr. i henholdsvis en pulje på 0,5 mio. kr. til kommende events, københavnerfortælling og/eller kulturaftalen for hovedstadsregionen (KulturMetropolØresund) og en pulje på 1,25 mio. kr. til udvikling af eksisterende festivaler.

KFU besluttede den 27. oktober 2011 at anvende 0,23 mio. kr. fra førstnævnte pulje (på 0,5 mio. kr.) til et driftstilskud i 2012 til kulturaftalen KulturMetropolØresund. Derved er der 0,27 mio. kr. tilbage i denne pulje, der sammen med puljen på 1,25 mio. kr. indstilles til udmøntning.

Derudover ønsker Wonderful Copenhagen (WOCO) og Dansk Volleyball Forbund, at det bevilgede beløb på i alt 1 mio. kr. fra Eventpuljen 2012-2014 til Beachvolley World Tour Copenhagen i 2012-2013 flyttes til EM i volleyball 2013.

Løsning

Pulje på 0,27 mio. kr. til kommende events
Det indstilles, at det resterende beløb i 2012 på 0,27 mio. kr. fra puljen til kommende events udmøntes til UCI World Cycling Tour 2012.


Om UCI World Cycling Tour 2012
WOCO, Den Internationale Cykelunion (UCI) og Danmarks Cykle Union ønsker i samarbejde med bl.a. Hjerteforeningen og Kræftens Bekæmpelse at afvikle et stort, årligt tilbagevendende cykelløb i København fra og med år 2012. Løbet er en del af UCI World Cycling Tour, der afvikles over to dage. Deltagerne vil være danske og udenlandske amatører og motionister. 

KFU henviste den 9. juni 2011 eventen til forhandlingerne om budget 2012. Da der ikke blev afsat midler hertil i budgettet, har WOCO genfremsendt en ansøgning til KFU med ønsket om tilskud på 0,5 mio. kr. til afviklingen af cykelløbet i 2012.

I forbindelse med behandlingen af sagen i KFU den 9. juni 2011, havde forvaltningen vurderet UCI World Cycling Tour 2012 ud fra eventvurderingsmodellen. Her blev eventen vurderet som relativ stærk, hvad angår f.eks. den økonomiske og miljømæssige bæredygtighed, relevans for idrætslivet, brandingen af København som en international cykelby mv. samt i forhold til faciliteter og relevans for borgerne. Hertil kommer, at eventen vil udnytte det potentiale, som VM i landevejscykling har ført med sig.

Bilag 1 beskriver UCI World Cycling Tour 2012. Desuden indeholder bilaget en beskrivelse af øvrige events, som har søgt om tilskud fra eventrestpuljen 2012, samt forvaltningens øvrige bemærkninger til orientering om status på litteraturfestivaler i København og Strøgets 50 års jubilæum.

Pulje på 1,25 mio. kr. til udvikling af eksisterende festivaler 
Det indstilles, at de 1,25 mio. kr. til udvikling af eksisterende festivaler deles op, så:

  • Der reserveres 0,95 mio. kr. i en pulje til uforudsete og ekstraordinære udgifter forbundet ved afvikling af eksisterende festivaler i løbet af 2012
  • Der udmøntes 0,30 mio. kr. som mertilskud til udvikling af Distortion 2012 .
Om pulje til uforudsete og ekstraordinære udgifter forbundet ved afvikling af eksisterende festivaler i løbet af 2012
De seneste års erfaringer viser, at der ved afviklingen af flere københavnske festivaler opstår et behov for et ekstraordinært, supplerende tilskud som følge af fx skybrud/dårligt vejr, færre festivaldeltagere, sponsorkonkurs mv.

Det skal bemærkes, at puljen ikke skal ses som en pulje for "underskudsgaranti" stillet af Københavns Kommune, men at puljen alene skal fungere som en ekstraordinær støttepulje til uforsete hændelser forbundet ved afviklingen af de givne festivaler, og som rækker udover arrangørernes ordinære og godkendte budget.

Om mertilskud til udvikling af Distortion 2012
KFU besluttede den 20. januar 2011 at give et årligt tilskud på 0,85 mio. kr. fra Eventpuljen 2012-2014 til afviklingen af Distortion i årene 2012-2014.

Distortion er en årlig tilbagevendende gadefest i det københavnske byrum for københavnere og besøgende. Distortion er en hyldest til gade/by/nattelivet og bevæger sig rundt i bydelene i 5 dage. Hvert år sættes der fokus på en ny bydel/et nyt byudviklingsområde. Eventen skaber byliv og bruger og inddrager byrummet til sine aktiviteter, der dækker over børnearrangementer, adskillige musikscener og kunstneriske tiltag.

Distortion har udviklet sig i omfang, og antallet af deltagere i den store gadefest er steget markant gennem årene. I 2011 var det daglige deltagertal på omkring 100.000 københavnere og besøgende. Regnskabet for Copenhagen Distortion 2011 er endnu ikke færdigrevideret, men forventes at vise et underskud.

Det store antal deltagere sætter både Distortion og byrummet under pres. Festivalens nuværende økonomiske ramme har svært ved fortsat at understøtte udviklingen af Distortion og de populære bylivsskabende aktiviteter. Dette skal også ses i sammenhæng med, at arrangørerne ikke har nogen særlige indtægter forbundet ved afviklingen af eventen, da den er en gratis begivenhed for københavnere og besøgende. De mange deltagere har også medført et større behov for forbedret renhold og toiletforhold.

Forvaltningen vurderer, at et yderligere kommunalt mertilskud på 0,30 mio. kr. vil løfte Distortion i 2012 og dermed styrke både begivenhedens og Københavns brand som en levende og mangfoldig metropol. Mertilskuddet øremærkes til en styrkelse af festivalorganisationen, nye sikkerhedsmæssige tiltag, der kan imødekomme myndighedskravene og det store antal deltagere. Hertil kommer forbedrede toiletfaciliteter.

Et mertilskud indebærer desuden, at der til Distortion stilles krav til fx. samarbejde med de øvrige festivaler, til arbejdet med de frivillige samt til organiseringen af gadefestivalen.

Et mertilskud til Distortion i 2013 og 2014 vil kunne indgå i forhandlingerne om budget 2013.

Volleyballbegivenheder - omfordeling af midler

Det indstilles, at det bevilgede tilskud fra Eventpuljen 2012-2014 på 1 mio. kr. til Beachvolley World Tour 2012-2013 flyttes til EM i volleyball 2013.   


Om EM i volleyball 2013 og baggrunden for flytning af midler
Den 20. juni 2011 bevilgede KFU et tilskud på 2 x 0,5 mio. kr. fra Eventpuljen 2012-2014 til afvikling af Beachvolley World Tour Copenhagen i henholdsvis 2012 og 2013.


Ved EM i volleyball 2013 er det planen, at semifinaler, bronzekamp og finale afvikles i Parken i København. Det samlede budget for EM i volleyball 2013 er 20 mio. kr. A
nsøgerne har tidligere søgt KFU om 2,3 mio. kr. i tilskud til EM i volleyball 2013. KFU besluttede den 9. juni 2011 at give et tilskud på 1 mio. kr. til begivenheden.

Arrangørerne mangler 1 mio. kr. for at den internationale idrætsbegivenhed kan afvikles i overensstemmelse med de forpligtigelser og med det indhold, som er lovet det Internationale Volleyballforbund og Københavns Kommune. Dette kan imødekommes ved flytning af de 1 mio. kr.

WOCO og Dansk Volleyball Forbund foreslår derfor, at det bevilgede beløb på i alt 1 mio. kr. flyttes til EM i volleyball 2013.


Det henvises til KFU's behandling af EM i volleyball 2013 den 9. juni 2011 for en uddybning af EM i volleyball 2013 og for forvaltningens vurdering heraf.

Eventen vurderes som relativ stærk, hvad angår fx økonomisk bæredygtighed og turismeomsætning, relevans for idrætslivet, den internationale branding af København som international by samt i forhold til inddragelse og aktivering af borgere og byens rum og parker.

Økonomi

Finansieringen af de 1,52 mio. kr. (P/L 2012) i 2012 findes på Kultur- og Fritidsudvalgets driftsbevilling, Kultur og Fritid funktion 3.35.64.1 - Andre kulturelle opgaver.

Videre proces

Det resterende eventpuljebeløb på 1,52 mio. kr. udbetales efter nærmere aftale mellem de respektive arrangører og forvaltningen. Dette sker med baggrund i et godkendt budget.

For så vidt angår den foreslåede flytning af tilskuddet til EM i volleyball 2013, meddeles KFU's beslutning til WOCO og Dansk Volleyball Forbund, hvorefter arrangørerne selv flytter de udmøntede 2 x 0,5 mio. kr. til EM i volleyball 2013. 
          Carsten Haurum
                                                /Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 24. november 2011:

I forhold til indstillingens 1. og 2. at-punkt besluttede Kultur- og Fritidsudvalget at udmønte

0,27 mio. kr. til UCI World Cycling Tour 2012
0,30 mio. kr. til udvikling af Distortion 2012
0,20 mio. kr. til Alt_Cph. 2012

Kassemæssig dækning for beløbet på 0,77 mio. kr. anvises på Kultur- og Fritidsudvalgets driftsbevilling, funktion 3.35.64.1 - Andre kulturelle opgaver.

Med hensyn til de resterende 0,75 mio. kr. blev forvaltningen anmodet om at tage kontakt til de eksisterende festivaller og på den baggrund vende tilbage til Kultur- og Fritidsudvalget med en indstilling om udmøntning af de resterende midler.

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingens 3. at-punkt.

Birthe Skaarup og Susanne Møller ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen: "Det er afgørende at der sikres sikkerhed og tilstrækkelige toiletfaciliteter hvorfor vi kan tilslutte os øget tilskud til Distortion."

Birthe Skaarup ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen: "Restbevillingen ønsker Dansk Folkeparti prioriteret til Copenhagen Photo Festival."
Til top