Mødedato: 24.10.2024, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Opfølgning på medlemsforslag om foreningsdrift af Ørestad Streethal

Se alle bilag

Kultur- og Fritidsudvalget vedtog d. 18. juni 2024 et medlemsforslag, bilag 1, om at undersøge muligheden for foreningsdrift af Ørestad Streethal. Udvalget skal på den baggrund tage stilling til forvaltningens forslag til løsning heraf.

Forvaltningen har afsøgt muligheden for at Ørestad Streethal kan overgå til foreningsdrevet idrætsfacilitet og afholdt møde med Big Heart Skateboarding. Udvalget skal tage stilling til om forvaltningen skal arbejde videre med at lade driften af Ørestad Streethal overgå til ekstern aktør.

Drift i form af foreningsaktiviteter og indvendigt vedligehold varetages på nogle af kommunens idrætsfaciliteter allerede i dag af eksterne aktører. Det gælder f.eks. Hafnia-Hallen, Game Streetmekka og Det flydende aktivitetshus i Nordhavn.

Der er ikke udbudspligt på drift af idrætsfaciliteter, og Kultur- og Fritidsudvalget kan derfor vælge at tildele driften af Ørestad Streethal til frivillige (ikke-kommercielle) aktører, fx en forening med udelukkende lovlige kommunale formål. Dette kan ske efter indkaldelse af ansøgninger eller efter et egentligt udbud.

Ørestad Streethal drives i dag af Kultur- og Fritidsforvaltningen. De faste udgifter til husleje udgør ca. 1,8 mio. kr. årligt (2024 PL). Forbrug, halvært og administration udgør 0,7 mio. kr. årligt I alt ca. 2,5 mio. kr. årligt. Såfremt udvalget beslutter at lade ekstern aktør varetage driften af faciliteten skal udvalget også beslutte den økonomiske ramme. Udvalget kan i den forbindelse både beslutte at anvende den samme økonomiske ramme som i dag eller at justere den.

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til, om Ørestad Streethal skal fortsætte som forvaltningsdrevet facilitet eller om der skal indkaldes ansøgninger om drift af hallen evt. gennem et udbud.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender at lade Ørestad Streethal overgå til foreningsdrevet idrætsfacilitet samt vælger om det skal ske på baggrund af ansøgning eller ved et frivilligt udbud, jf. løsningsafsnittet.

     

  2. at Kultur- og Fritidsudvalget tager forvaltningens bud på betingelser til økonomi for drift af Ørestad Streethal ved varetagelse gennem en anden aktør end forvaltningen til efterretning.

     

  3. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at medlemsforslag om foreningsdrift af Ørestad Streethal til Kultur- og Fritidsudvalget stillet på møde i Kultur- og Fritidsudvalget 18. juni 2024 hermed er håndteret.

Problemstilling

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte på udvalgsmødet den 18. juni 2024 medlemsforslag stillet af SF om foreningsdrift af Ørestad Streethal. Forslaget omhandler mulighederne for at lade Ørestad Streethal overgå til foreningsdrift, herunder betingelser for driften og en økonomisk model for driften.

Løsning

Hvis udvalget vælger at lade driften af Ørestad Streethal overgå til eksterne aktører, så vil det kunne ske efter ansøgning fra eksterne aktører eller gennem udbud.

Ansøgninger fra eksterne aktører om ønske om at varetage driften af en facilitet vil skulle behandles af udvalget.

Såfremt udvalget beslutter at gennemføre udbud, vil forvaltningen udforme indstilling til udvalget med beskrivelse af udbudskriterier for drift af hallen, ønskede aktiviteter, krav til udnyttelse og økonomi.

På baggrund heraf lanceres udbud og udvalget kan træffe beslutning om tildeling af driftsaftal

Vilkår for drift af faciliteter

Ved brugerdrift af faciliteter er der en række vilkår som aktørerne skal leve op til. Det gælder både for drift og vedligehold af ejendommen samt for dens anvendelse og aktørens mulighed for indtjening: I driftsaftaler for faciliteter overtager foreningen alle forvaltningens forpligtelser, hvad angår drift og vedligeholdelse af ejendommen, som skal ske efter de fastlagte snitflader for vedligehold af ejendomme mellem KEJD og fagforvaltninger. I forhold til indtjening vil aktører kunne have accessorisk virksomhed, men ikke kommerciel udlejning, hvorfor der vil være et tilskudsbehov til dækning af drift.

I aftaler om brugerdrift stilles faciliteter normalt vederlagsfrit til rådighed, mens udgifter til forbrug, aktiviteter, vedligehold og administration skal betales af bruger – evt. gennem et driftstilskud.

Københavns Kommunes faciliteter skal anvendes til aktiviteter med lovlige kommunale formål og tider skal fordeles efter de gældende Retningslinjer for støtte til folkeoplysning i Københavns Kommune: Hver andet år søger alle godkendte foreninger således om tider til deres aktiviteter i kommunens faciliteter. Tiderne fordeles jf. retningslinjerne. I andre brugerdrevne haller stilles der krav om, at der skal tages hensyn til at øvrige brugere fortsat kan få tider i faciliteten.

Forvaltningen bemærker, at den nuværende fordeling af tider i Ørestad Streethal trådte i kraft i august 2024 og løber indtil juni 2026. Dette svarer til hvad der gælder for de øvrige faciliteter i Københavns Kommune. En evt. aftale vil derfor først gælde fra efterårssæsonen 2026.

I en driftsaftale opsættes mål for anvendelsen af faciliteten, f.eks. hvad angår facilitetsudnyttelse, aktiviteter, brugergrupper og fordeling af tider mellem dem.

Det vil være et krav til en evt. kommende aktør, at den pågældende driver sin forening med udelukkende lovlige kommunale formål, og at foreningen har de fornødne administrative, økonomiske og ejendomsfaglige kompetencer til at varetage driften af hallen.

Big Heart Skateboarding

Foreningen Big Heart Skateboarding oplyser, at de ønsker at skabe en tryg hal, hvor man kan række ud og inkludere flere skatere på Amager, hvor familier har lyst til at komme til holdtræninger og sociale aktiviteter. Foreningen oplyser, at den allerede har en professionel administration, men mangler et sted at være og kunne udfolde sine visioner.

Økonomi

Ved beslutning om at lade ekstern aktør varetage driften af Ørestad Streethal skal udvalget også beslutte den økonomiske ramme for driften. Forvaltningens bevilling til drift af hallen kan indgå i en driftsaftale, ligesom udvalget også kan beslutte at yde yderligere tilskud til driftsudgifter, vedligehold, aktiviteter, m.v.

Forvaltningen anvender på nuværende tidspunkt ca. 1,8 mio. kr. til husleje, som fortsat vil være en udgift for udvalget. Udgifterne til drift og vedligehold vil påligge den valgte aktør., jf. bilag 1. Den samlede udgift ved brugerdrift afhænger af aktørens behov og ansøgte beløb. I 2023 har forvaltningen haft indtjening på ca. 20.000 kr. ved udlejning af overskudskapacitet i Ørestad Streethal.

Ørestad Streethals faciliteter

Ørestad Streethal åbnede i 2017 og er bygget til gadesport, dans og selvorganiseret idræt. I hallen findes to sale og toiletter.

Den store sal er uopvarmet, har betongulv samt ’opstregning’ til floorball og håndbold. Hallen er vegnet til rulleskøjteløb, floorball, basket, fodbold, håndbold.

Den lille sal er opvarmet og har gummigulv. Salen er egnet til kampsport, gymnastik, yoga o.l. og bruges i dag af flere foreninger

Der er ikke omklædningsfaciliteter i Ørestad Streethal.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget beslutter at indkalde ansøgninger eller igangsætte et udbud af Ørestad Streethal til brugerdrift, vil udvalget blive forelagt indstilling om enten udvælgelse af aktør eller godkendelse af udbudsbetingelser.

Søren Tegen Pedersen

                                                          /Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 24. oktober2024

 

Indstillingen 1. at-punkt blev godkendt, således at det skal ske efter et frivilligt udbud, med 5 stemmer imod 4. 1 medlem undlod at stemme.

For stemte: C, B og V

Imod stemte: Ø og F

Undlod at stemme: A

 

Indstillingens 2. at-punkt blev taget til efterretning uden afstemning.

 

Indstillingen 3. at-punkt blev godkendt uden afstemning.

Til top