Medlemsforslag om drøftelse og eventuel stillingtagen til udlejning i Amager Bio lørdag den 26. oktober 2002
Medlemsforslag om drøftelse og eventuel stillingtagen til udlejning i Amager Bio lørdag den 26. oktober 2002
Kultur- og Fritidsudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde torsdag den 24. oktober 2002
19. Medlemsforslag om drøftelse og eventuel stillingtagen til udlejning i Amager Bio lørdag den 26. oktober 2002
(KFU 394/2002)
INDSTILLING OG BESLUTNING
Finn Rudaizky har anmodet om at følgende sag optages på dagsordenen for Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 24. oktober 2002:
"Drøftelse og evt. stillingtagen til udlejning i Amager Bio lørdag den 26.oktober 2002."
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 24. oktober 2002
Forvaltningen uddelte på mødet en redegørelse om den konkrete sag samt et notat om de generelle regler for lokaleudlejning i kommunens kultur- og medborgerhuse.
Sagen blev drøftet.
Der blev begæret afstemning om følgende af Klaus Bondam fremsatte forslag: Kultur- og Fritidsudvalget tilkendegiver at den indgåede lejeaftale i Amager Bio den 26. oktober 2002 fastholdes under hensyn til gældende lovgivning.
Et flertal (Hellen Hedemann, Bjarne Fey, Klaus Hansen, Helle Sjelle, Leslie Arentoft, Karin Storgaard, Klaus Bondam og Jens Kjær Christensen) stemte for forslaget.
Et mindretal (Finn Rudaizky) stemte imod.
Forslaget blev dermed tiltrådt.
Finn Rudaizky ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen: "Finn Rudaizky opfattede Hells Angels leje af Amager Bio via stråmænd og uden samtidig at redegøre for en forbindelse til Hells Angels for en alvorlig omgåelse af regler i relation til udlejning af kommunens lokaler. Finn Rudaizky finder disse omstændigheder tilstrækkelige til at kommunen burde tage initiativ til at annullere Hells Angels arrangement i Amager Bio. Desuden finder Finn Rudaizky det særdeles betænkeligt, at Københavns Kommunes lokaler bruges til fest og rekruttering af nye Hells Angels medlemmer."
RESUME
Finn Rudaizky har anmodet om at følgende sag optages på dagsordenen for Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 24. oktober 2002:
"Drøftelse og evt. stillingtagen til udlejning i Amager Bio nu på lørdag den
26.oktober.
Baggrund:
Københavns Radio meddeler, at Hells Angels (H.A.) afholder fest på lørdag i
kommunens lokaler, men at lokalerne er udlejet via stråmand, således, at det
først senere er kommet til kundskab, at det i realiteten er HA der står bag.
Efter sigende, skal sammenkomsten/festen også bruges til rekruttering af nye
medlemmer til HA."